Sanders Historiske Hjørne: Ølbrygning i de gode gamle dage i 1800-tallet

Af Carsten Sander Christensen

Julen er over os og i juletiden drikkes der mange nisseøl og øl af alle mulige andre øl sorter. Ølbrygningen har i det sidste årti fået en helt ny dimension i Danmark. I alle kroge af landet bliver der etableret små private bryggerier. Enhver egn med respekt for sig selv har snart sit eget lille landskendt mikrobryggeri. Omkring år 2000 var der 12 bryggerier på landsplan. Små 20 år efter nærmer antallet af mikrobryggerier sig 220. Men i gamle dage, dvs. i 1800-tallet havde hver enkelt gård faktisk sit eget lille bryggeri. Her var det dog ikke med salg for øje, her var det simpelthen af nød, for vandet på gården kunne man ikke drikke uden at få dårlig mave. Primært fordi gårdens brønd ofte var placeret i umiddelbar nærhed af møddingen.

På de fleste gårde var kosten for såvel familien som tjenestefolk til tider ensformig, så et velsmagende krus øl til maden gjorde underværker. Såvel børn som voksne drak derfor øl til middag og til aftensmåltidet. Af samme årsag var øllens alkoholprocent lavere (2,5-3%) end en almindelig pilsner (4,6%) i dag og mere sød i smagen, lidt a la en nisseøl. Øllet blev brygget af kvinderne, gerne en ældre kvinde kaldet madmor. Den blev brygget flere gange om året og smagen kunne derfor variere på forskellige tider af året. I 1800-tallets Grindsted og omegn avledes der kun lidt byg. Der var dog forskel på vores egn her på Grindsted egnen og andre steder i Danmark. Man skiltede ikke med, at man bryggede øl. Brygningen foregik så at sige i det skjulte på gården.

Indre Mission havde stor indflydelse på befolkningen og dens vaner her på heden. Derfor var der næsten ingen kølhuse her i Billund Kommune. Et kølhus var et hus med såkaldte maltkøller. En vigtig del af ølbrygningen var tørringen af malten. Tørringen af malten foregik oftest i en varm ovn eller en såkaldt maltkølle. Et specielt rum eller bygning, hvor malten kunne tørres på riste over en sagte ild. Dette skulle ske umiddelbart efter, at byggen var rodspiret, for hvis topspiren først brød frem, ville malten miste den søde smag. Omhu ved tørringen var af stor betydning for øllets smag og udseende, som kunne variere efter, hvor megen varme, malten havde fået, eller hvilken sort brændsel, der blev anvendt.

Lige så vigtigt var det, at alle redskaberne til ølbrygningen – øltønde, tapkar, svalekar og langhalm til brug i karrene blev gjort rene og herefter blev skoldet i kogende vand. Derved gik der ikke vildgær, en form for svamp, i øllet. Halmen blev bundet i knuder og lagt over taphullet i tapkarret. Halmen fungerede som en si og blev holdt nede af skoldede sten. Den færdige malt blev herefter hældt i svalekarret, lidt ad gangen. Den gennemblødte malt blev herefter til mask. Masken blev med mere varmt vand hældt tilbage i tapkarret. Herefter trak det i omkring fire timer og blev hældt tilbage på svalekarret. Gær tilsattes, når det havde en passende varme, hvilket erfaredes ved at stikke en finger ned, og karret dækkedes godt til. Her lå masken så natten over og gæringsprocessen begyndte. Om morgen lå der et tykt gærlag over malten, og det boblede i karret. Gærlaget var madmoren glad for, da det forhindrede bakterier i at trænge igennem til malten.

Øllet skulle helst stå og trække fra to uger op til tre måneder. Jo længere tid jo bedre øl. Til hjemme brug tappedes øllet på små kovse af træ med hanke, der sattes frem på spisebordet. Skulde det bæres i marken, tappedes det på en lejle eller på en “Skæggemand” (dunk af ler). Skulde det ikke bæres ret langt f.eks. ud i marken, benyttedes undertiden en høj stenkrukke med to ører, hvori et hosebånd bandtes som hank. Låg fandtes ikke, men en løs trætallerken lå øverst i øllet og hindrede det fra at skvulpe over.

I dag kan man på Museumsgården Karensminde i Morsbøl smage øl der er blev lavet som engang i 1800-tallet. Igennem årtier har bestyreren Hans Peter Festersen eksperimenteret med såvel øl som humlesorter. Sidstnævnte planter var på et tidspunkt temmelig høje i såvel forevisningsmarken som i den nuværende frugthave foran stuehuset. Humlen indeholder to bitre stoffer, resin og lupulin, der giver øllet smag og øger øllets holdbarhed. Vikingernes mjød var for øvrigt også med humleafkog. På særlige aktivitetsdage kan man besøge Museumsgården Karensminde og selv være med til ølfremstillingen. Tilbage er der vel bare at sige skål og godt nytår.  

(Kilde: bestyrer Hans Peter Festersen, Museumsgården Karensminde)

Øl etiket fra Karensmindes øl

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.