Bülows Hjørne: En landsbydreng satte Hejnsvig på populærmusikkens landkort

Af: Louis Bülow

Hér i mit livs efterår lader jeg fra tid til anden tanker og minder tage på langfart tilbage til barndommens land i Hejnsvig i 1950’erne. En landsby i det vestjyske, der helt ind i sjælen var rundet af stoute bønder og missionsfolk med bibelske traditioner dybt forankret.

I skæret af nostalgiens blide patina åbnes magiske porte til glade og sorgløse år i et forjættet landbosamfund, hvor alt åndede nærvær, tryghed og kærlig omsorg.

Minderne søger tilbage til fordums dages vidunderlige univers af skolekammerater og gode venner, der for seks årtier siden krydsede min vej: de få af dem, jeg stadigt har, og alle dem, jeg savner, dem, der ikke er mere.

Mens en stille og vemodig støvregn falder hér i Smilets By Aarhus som bitte tårer, rinder skønne erindringsglimt mig ihú om én af Hejnsvigs raske drenge fra dengang. En kæk og uforfærdet landsbyknejt, der ragede op som et fyrtårn blandt landsbyens børn og unge. Med håb og drømme i bagagen bød Svend Erik livet op til dans og forvandlede selv de tungeste dansetrin til en flot og fejende vals.

Han skulle blive min barndoms prægtige ven og bedste kammerat, og den 6. november næste år kunne han have rundet de 70 år.

Skæbnen ville det anderledes – men han omfavnede tappert sin skæbne …

Lad os da skrue tid og sted tilbage til Bredgade i Hejnsvig til november 1951. Himlen var dækket af store skyer, der havde lagt sig over det vestjyske som en tung vinterdyne, men netop dén dag formåede solen en enkelt gang at bryde igennem et hul i skydækket.

Den tirsdag den 6. november 1951 kom et kært og elsket ønskebarn til verden, og alskens virak og festivitas havde sat huset overfor Brugsen på den anden ende. De lune stuer osede af glæde over det lille vidunder, og fra nær og fjern strømmede naboer, familie og venner tíl for at lykønske de lykkelige forældre – landsbyens lokale damefrisør Alma Olsen og lillebilvognmand Valdemar Olsen – med deres lille nyfødte Svend Erik Olsen.

To gange i de foregående år havde tragedien ramt den lille familie, og forældrene havde mistet deres små poder.

Men lille Svend Erik klarede sig fint igennem de første unge år, og i landsbyskolen i Hejnsvig ragede han op som en kvik og opvakt elev. Med Svend Erik blev denne artikels forfatter i dé år forundt en unik, uforlignelig og altid loyal barndomskammerat.

Dengang var stress, jag og overhalingsbane endnu ikke flyttet ind i lillebyens små stuer, moderne pjank og teknologiske påhit som Internet, smartphones og sociale medier lå ude i en fjern fremtid, og vi børn og unge havde alle god tid til at opleve glæden ved at være sammen.

Senere som elever på Grindsted Gymnasium sad vi begge to i Elevrådet igennem flere år sammen med en anden god kammeret Christian Junker, også fra Bredgade i Hejnsvig, og vi nød at arbejde sammen som en ganske særlig Hejnsvig-klan. Vi gik ikke gik af vejen for tage en tørn med rektor Frederiksen, hvis vi følte, noget var uretfærdigt.

I slutningen af 1960’erne påbegyndte først Svend Erik og senere jeg en uddannelse som bankelev i Handelsbanken i Grindsted, mens Christian startede som elev på DLG.

Svend Erik Olsen som elev i Handelsbanken i slultningen af 1960’erne – Kilde: Privatfoto

I fritiden fik Svend Erik fra barnsben lagt en fodbold for fødderne, og allerede som pusling bragede han igennem som en overmåde talentfuld spiller, der tidligt og silde og i al slags vejr kunne tonse rundt i timevis med en fodbold på Hejnsvig Stadion. Han kunne dét dér med at jonglere, drible, tæmme og holde bolden i luften, mens langskud og sparketeknik blev øvet til den helt store guldmedalje.

Om vinteren gik han til bordtennis i KFUM regi i den gamle skoles gymnastiksal og heller ikke hér fornægtede hans alsidige talenter sig. I flere år udmærkede han sig som en af klubbens allerbedste spillere.

Bagefter var der tid til hygge og samvær med kammeraterne omkring den søvnige gadelygte ved Annas ishus eller ved Aages pølsebod, der lå lige overfor stadion og var samlingsstedet for lillebyens børn og unge. Som taget direkte ud af stokroseromantik og Morten Korch idyl.

For os børn og unge i Hejnsvig skulle en råkold efterårsaften for 55 år siden blive en aften, vi alle sent skulle glemme. En lørdag aften midt i 1960’erne skrev Svend Erik Olsen sig for en stund ind i dansk popmusiks historiske annaler og satte sin landsby – derude på syvende kartoffelrække, helt ude, hvor kragerne vender – på populærmusikkens landkort.

Jørgen Mylius i 1969 – Kilde: DR

På Danmarks Radios P3 overlod popmusikkens legendariske ypperstepræst, pigtrådsoraklet og studieværten Jørgen Mylius, hín mindeværdige aften en time af ugens bedste sendetid og sin mikrofon til netop Svend Erik.

 I 60 minutter blev det forundt ungersvenden fra Hejnsvig at optræde som nymodens disc jockey i Mylles populære udsendelse Poprunden, diske op med egne favoritplader og formå at sætte landets unge radiolyttere og Hejnsvigs teenagere i nærmest ekstase.

De mange positive reaktioner var overvældende, telefoner glødede, breve dumpede ind ad brevsprækken og vidnede om, at Svend Erik – dengang kun 14-15 år gammel – med sjælden tæft og passion forstod at ramme tidens tendenser og de unges musikluner.    

Som Svend Eriks gode ven og barndomskammerat var også jeg med i front i disse hektiske dage, og især en af hans udvalgte plader til udsendelsen – Elvis Presleys Love me tender, love me true –  skulle mejsle sig ind i min erindring.

En sang, der for tid og evighed kom til at gribe ind i det liv, vi kendte.

Svend Erik Olsens gravsted på Grindsted Kirkegård – Kilde: Torben Bank Sørensen

Vi skruer tiden tilbage til en lun sommerdag 30 år senere engang i begyndelsen af juni 1994. Efter en gribende og smuk mindehøjtidlighed bliver Svend Erik Olsen båret ud af Hedens Domkirke i Grindsted til bruset af netop de sprøde toner fra Love me tender.

Et fjernt erindringsgsbillede fra det sidste farvel toner frem. Til vindens blide hvisken bliver Svend Erik kun 42 år gammel stedt til hvile i et blomsterhav af farver og dufte, prydet med buketter og grønne kranse fra nær og fjern.  

Med forstenede ansigter står familie, slægt og nære venner på den gamle kirkegård, knuget af sorg, vemod og triste tanker. Men også fyldt med en dybtfølt taknemlighed over alt dèt, Svend Erik har givet i sit alt for korte liv.

Tilbage står mindet om en højtelsket ægtemand og familiefar, en godhjertet ven og kammerat, en dejlig arbejdskollega og en unik og visionær erhvervsmand.

EPILOG.

Årtier senere vender jeg tilbage til kirkegården i Grindsted med lyden af sorgløst legende børn som en svag summen i det fjerne. En smuk gravsten i granit prydet med navnetræk og tekst fanger min opmærksomhed: Svend-Erik Olsen 6.11.1951 – 4.6.1994  Tak for alt. Og en enkel lille sten: Far.

Mens jeg står dér og skutter mig, rinder et digt af vor gamle bankkollega Bent Ingvardsen mig ihú De støvede veje :

De støvede veje,

navne på granit,

vennerne jeg kendte

og savner så tit.

 

Mit hjerte går stille

og finder sin plads

blandt kendte bene

og minders morads.

 

Snart vil også jeg få

min lille plet på jord

og sætte i granit

et gråt navneord.

 

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.