Månedens bog i bibliotekerne i Billund og Vorbasse

Månedens bøger på Billund Bibliotekerne

På bibliotekerne i Billund og Vorbasse skyder vi året i gang med tre gode bøger som månedens bøger.

Vi er kortvarigt smukke her på jorden af Ocean Vuong

Dette er en smuk bog om nogle svære emner. Den bygger delvis på forfatterens eget liv som vietnamesisk immigrant i USA og som homoseksuel.

Bogen er henvendt til hans mor, men hun vil aldrig kunne læse den engelske tekst, da hun kun forstår vietnamesisk. Moderen kalder drengen for Lille Hund, og selv om hun elsker ham, gør hun ham også ondt på mange måder, fordi hun selv er skadet og ikke kan føle sig hjemme i det nye land.

Da drengen vokser op og bliver teenager, forelsker han sig i en jævnaldrende amerikansk ung mand, som han arbejder sammen med.

Bogen er en slags brev til moderen, og vi får tilbageblik på familiens historie, mens Lille Hund prøver at forklare sig over for moderen.  Bogen er skrevet i et poetisk sprog trods det voldsomme indhold.

 

I smittens tid af Paolo Giordano

Dette er ganske vist en bog om Corona, men den kan ikke bruges til at blive klog på, hvor vi er nu i 2021.

Den fine lille bog er skrevet af en italiener i de tidlige faser af pandemien. Den handler heller ikke direkte om sygdommen, men mere om hvad vi kan og bør lære af den, og om hvordan den hænger sammen med andre tendenser i tiden og med menneskenes forhold til naturen. Misinformation og panik er også emner, som bogen behandler og prøver at tale ned på jorden igen. Forfatteren er fysiker men har også skrevet et par romaner. Sproget er smukt og enkelt, og trods det dystre emne er der en rolig og eftertænksom tone i bogen.

 

Ma æ dat af Carson Ellis

Nej, det er ikke stavet forkert, det er insektsprog. Bogen her er nemlig skrevet ud fra insekternes synspunkt. Ma æ dat er en billedbog for de mindste om livet i græsplænen, som man kan opleve det, hvis man ser rigtig godt efter. Hele bogen er skrevet i samme insektsprog som titlen, så det kræver indlevelse og kreativitet af oplæseren, når den skal læses højt. Bogen er fortalt med stor dramatik, og efter denne bog bliver græsset aldrig det samme igen. Bogen henvender sig til de 4-7-årige.