Bülows Hjørne – Välkomne til Sverige

Af Louis Bülow


For ikke så længe siden fremhævede statsminister Mette Frederiksen dét løfte, som Danmark gav sine jødiske medborgere kort efter Befrielsen: aldrig igen vil der komme jødeforfølgelser i Danmark. Danske jøder skal fortsat kunne føle sig trygge i Danmark og være en del af det danske samfund med dén kultur og dé ritualer, som de har været det i gennem 400 år.

Med redningen af de danske jøder i oktober 1943 kunne nationen fejre et enestående stykke Danmarkshistorie, der ses som et budskab om næstekærlighed, sejr og triumf.   

Den legendariske aktion skrev Danmark ind i de historiske annaler og sikrede landet international berømmelse for eftertiden. Uden skelen til religiøse skel stod almindelige danskere klar til at give en hånd med for at hjælpe deres jødiske landsmænd ud af det besatte Danmark.

I løbet af ganske få skæbnesvangre dage i oktober lykkedes at redde hovedparten af de 7000 danske jøder over Øresund i sikkerhed i det neutrale Sverige.

I ly af krigens ragnarok havde Hitler iværksat folkemordet på Europas jøder i et inferno af barbari uden sidestykke i verdenshistorien med SS-Einsatzgruppen, ghettoer, KZ-lejre og udryddelses-fabrikker med SS-bødler, der myrdede løs. Inkarnationen af absolut ondskab.

Herhjemme tog jødeforfølgelserne for alvor fart i oktober 1943, hvor nazistiske horder trawlede land og rige igennem i jagten på de danske jøder.

Politikens Herbert Pundik måtte flygte med hele sin familie til Øresundskysten ved Aalsgaarde i Nordsjælland, hvor en fiskerbåd ville sejle dem i sikkerhed over Sundet. I bogen Det er ikke nok at overleve fortæller Pundik om mødet med en svensk patruljebåd:

”Før morgengry løb vi over Strandvejen de få meter ned til den åbne strand … fiskeren roede os ud til kutteren, og vi blev gennet under dæk. Motoren begyndte at tøffe. En gang satte motoren ud, men fiskeren fik den hurtigt i gang igen … Så blev lugen fjernet, og fiskeren råbte, at vi kunne komme frit frem. Vi havde passeret den svenske territorialgrænse. En svensk patruljebåd kom op på¨siden …”

Da gjaldede det forjættende råb i nattens mulm og mørke:  Välkomna til Sverige …

Aldrig skulle de nord- og østsjællandske kyststrækninger opleve en så voldsom natlig aktivitet og trafik som i de oktoberdage, hvor de mange flygtninge af jødisk oprindelse i ly af natten blev reddet over Sundet i kuttere, fiskefartøjer og alskens småbåde.

Herbert Pundik nævner som eksempel, at såvel arkitekten Arne Jacobsen som samfundsrevseren Poul Henningsen slap over Sundet og i sikkerhed i en lille robåd, roet af civilingeniør Herbert Marcus. Det sidste stykke måtte han give op og overlade årerne til de to andre, men efter fem timers strabadser nåede de frem og i sikkerhed i Landskrona.

At der i forbindelse med de illegale jødetransporter over Øresund af og til blev udbetalt store pengebeløb til fiskerne, betragtede de fleste jøder som en rimelig kompensation for den store risiko. Men der var formentlig nogle få brodne kar, der udnyttede flygtningenes situation.

Med historikeren og forfatteren Bent Blüdnikows ord i bogen Min fars flugt. Jødiske skæbner i oktober 1943: “Man kan ikke se bort fra, at der sikkert var nogle fiskere og andre, der tog meget høje pengebeløb, men det var ikke typisk …”

Modstandsbevægelsen oprettede flygtningetjenester, der fik sat flugtruterne i system, og der blev iværksat indsamling af penge, der sikrede, at ikke alene velhavende, men også ubemidlede jødiske flygtninge kunne komme over.

Dengang valgte danskere fra alle samfundslag – læger, sygeplejersker, vognmænd, taxachauffører, fiskere, studerende og husmødre – spontant at træde i karakter.

Det skal hér nævnes, at da Produktionsskolen i Grindsted for år tilbage ansatte Helle Lykkeberg Korgaard som skolens forstander, sikrede man sig ikke alene en dygtig skoleleder men også en kvinde med et pust af historiens vingesus i bagagen.

Helle Lykkeberg var datter af en af af besættelsestidens modstandshelte og store profiler Steen Lykkeberg, der under besættelsen var blandt dem, der gik forrest i kampen mod tyskerne.

Steen Lykkeberg der var far til Grindsteds Helle Lykkeberg Korgaard – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabasse

Også den dengang 19-årige Steen Lykkeberg er med livet som indsats med til at redde jøder fra Hitlers dødslejre. Allerede tidligt er han gået ind i kampen mod tyranni og undertrykkelse i bl.a, Aarhus og Aalborg, og i forbindelse med nazisternes jødeaktioner i oktober 1943 får han til opgave at bringe en gammel jøde med toget fra Aarhus til Vejle, hvorfra han skal videre til sikkerhed i Sverige.

Toget skal gennem Horsens, og da Steen er eftersøgt af Gestapo for illegal sabotage også i Horsens, forklarer han den gamle mand, at han fra tid til anden vil gemme sig bag sin frakke: “Det var han med på, så ”passede” han mig imens. Da vi kom til Vejle og fandt klinikken, som lå på 1. sal, jeg husker ikke i hvilken gade, sagde jeg til ham, at nu kunne han selv gå op, så ville jeg blive stående nede for enden af trappen, til jeg så, han var kommet godt ind.”

I 1944 bliver Steen Lykkeberg taget af tyskerne og i ugevis udsat for tortur og grove mishandlinger. Gestapo kan ikke knække ham, og i oktober 1944 bliver han deporteret til KZ Neuengamme.

På trods af sult, sygdom og barske strabadser klarer Steen Lykkeberg sig nærmest mirakuløst i gennem måneders mareridt og kan ved befrielsen i maj 1945 vende tilbage til Danmark med de hvide busser – nu en udmarvet 21-årig på sølle 38 kg.

Steen Lykkeberg har i sine erindringer fortalt om det første bevægende gensyn med sin far efter befrielsen:

”Vi omfavnede hinanden – tårerne løb ned ad kinderne både på ham og mig, os, der ellers aldrig viste vores følelser for hinanden på den måde. Han klemte mig ind til sig og blev ved med at gentage: »Godt, du er i live – godt, du er i live! Mor græder hele dagen af glæde«.

Lørdag den 1. januar 1944 i Vedersø Kirke i det vestjyske. Digterpræsten Kaj Munk tager bladet fra munden og fortæller i sin nytårsprædiken sine sognebørn om Gestapos overgreb på kvinder og mænd i jødiske Alderdomshjem under jødeaktionerne. Uden skånsel bliver de syge og gamle hevet ud af deres senge og slæbt ned til de nazistiske deportations-skibe ved Langelinie-kajen:

“… de har slaaet om sig med Mishandlinger og Fængslinger, og de har ladet Jødeforfølgelsens Skændsel udfolde sig … slæbt af med hundredaarige gamle Kvinder, trukket Folk ned fra anden Sal ved Benene med Hovedet bumpende mod Trappetrinene …”  

Kaj Munk – Kilde: Nationalmuseets Samlinger Online

Få dage senere kører Gestapos bødler ind på gårdspladsen i Vedersø Præstegård for at hente Kaj Munk. Dagen efter finder man liget af modstandskampens inspirator og nationale symbol, smidt i en vejgrøft mellen Pårup og Silkeborg …

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.