Retningslinjer for nære kontakter skærpes for at øge epidemikontrollen

Foto: Pixabay

Med baggrund i risikoen for at mere smitsomme virusvarianter som fx cluster B.1.1.7 vokser mere frem og udfordrer kontrollen med epidemien, skærper Sundhedsstyrelsen midlertidigt anbefalingerne for nære kontakter. Sundhedsstyrelsen kommer samtidig med en opfordring til alle om, at holde fast i alle de smitteforebyggende anbefalinger.

Den nye virusvariant B.1.1.7 vurderes, af Statens Serum Institut, til at være mere smitsom end de allerede kendte virusvarianter. Ud fra en forventning om, at B.1.1.7 vil sprede sig i Danmark, er de skærpede tiltag og restriktioner forlænget til den 7. februar 2021. Det gælder også den midlertidige anbefaling om, at øge afstanden i det offentlige rum fra 1 til 2 meter. 

Derfor skærper Sundhedsstyrelsen nu også retningslinjer for opsporing og håndtering af nære kontakter ud fra et forsigtighedsprincip. Skærpelsen er midlertidig og gælder for nære kontakter til alle smittede personer, uanset om de er konstateret smittet ved en hurtigtest eller en PCR test.

”Med den viden vi indtil videre har om B.1.1.7, er der intet der tyder på, at man bliver mere syg af den. Men vi formoder, baseret på erfaringer fra andre lande, at denne virusvariant er mere smitsom.

Derfor har vi allerede skærpet den anbefalede afstand i det offentlige rum, fra 1 til 2 meter. Nu skærper vi i en begrænset periode og ud fra et forsigtighedsprincip, vores retningslinjer for nære kontakter for at øge kontrollen med epidemien” siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst i en pressemeddelelse.

De skærpede anbefalinger betyder, at alle der har opholdt sig inden for 2 meter med en person, der er smittet med ny coronavirus i mere end 15 minutter, skal betragtes som nær kontakt. Samtidig skal alle nære kontakter opretholde selvisolation indtil andet negative testsvar. Dog gælder, at hvis man er nær kontakt til én person, som er smittet med en virusvariant som fx B.1.1.7, skal man selvisolere i 14 dage.

”Når man får at vide, at man er nær kontakt, er det meget vigtigt, at man straks går i selvisolation, så man undgår at smitte andre. Vi forstår godt, hvis nogen synes, det er en lang periode at være isoleret, men det er afgørende at vi kan sikre mest mulig smitteforebyggelse på nuværende tidspunkt,” siger Helene Probst.

 

Midlertidige skærpelser for nære kontakter:

  • Man er nær kontakt, hvis man har været inden for 2 meter i mere end 15 minutter (fx i samtale med personen) med en, der har fået påvist ny coronavirus.  
  • Når man identificeres som nær kontakt, skal selvisolation ske hurtigst muligt og fastholdes indtil andet negative testsvar. Man skal fortsat have foretaget en test på dag 4 og dag 6 efter, at man var sidst var i nær kontakt med en smittet person.  
  • Nære kontakter til personer, der er konstateret smittet med en virusvariant som fx B.1.1.7, må først ophæve selvisolation ved negativt testsvar på dag 14.  Der skal efter ophævelse af selvisolation være efterfølgende skærpet fokus på efterlevelse af de generelle, smitteforebyggende anbefalinger. De nære kontakter får også foretaget test dag 4 og dag 6 med henblik på at igangsætte kontaktopsporing ved positiv svar på test.   

De skærpede retningslinjer for nære kontakter gælder alle personer, som er nære kontakter til en smittet person med COVID-19, indtil foreløbigt d. 7 februar 2021. 

 

Øget fokus på de generelle, smitteforebyggende anbefalinger

Der er også andre tiltag, der er vigtige for at begrænse smitten – tiltag som alle borgere kan bidrage til.
  
”Hvis vi fortsat skal bevare kontrollen med epidemien, er det vigtigt, at vi alle gør os ekstra umage med at følge Sundhedsstyrelsens generelle, smitteforebyggende anbefalinger. Selvom man er træt af COVID-19, så er det nu, man skal holde fast og være tålmodig. Det er vigtigt, at man bliver hjemme, hvis man har symptomer, husker den gode håndhygiejne og rengøring, husker at hoste og nyse i ærmet, holder afstand, lufter jævnligt ud mv.” siger Helene Probst. 

De midlertidige stramninger følger de i forvejen udmeldte restriktioner, og gælder derfor for nuværende indtil d. 7. februar 2021. 

Link til notat