Carelink vandt opgaven her i Region Syddanmark, og det bliver uden testcentret i Billund Lufthavn.
– I forhold til udbuddet skal vi etablere fem testcentre i regionen. De skal fordeles sådan, at vi rammer flest mennesker,, fortæller administrerende direktør i Carelink, Brian Rosenberg.
Han gør det klart, at placeringen skal koordineres med regionen, men udgangspunktet er, at de fem testcentre placeres i Padborg, Odense, Svendborg, Vejle og Esbjerg. I øjeblikket har Carelink testcentre i Nyborg, Svendborg og Vejle, og Brian Rosenberg fortæller at han forventer at den i Nyborg bliver lukket.
Brian Rosenberg glæder sig samtidig over, at firmaet har vundet udbuddet på hurtigtest i Region Syddanmark.
Opgaven med at hurtigteste borgerne i Region Syddanmark vil være en blanding mellem mobilt beredskab, hvor testkapaciteten flytter sig ud til borgerne, og stationært beredskab, hvor borgerne opsøger en fast testlokalitet.
Det mobile beredskab vil blive sendt ud til eksempelvis plejehjem, kommunale institutioner, eller andre steder, hvor det i tråd med den nationale teststrategi er nødvendigt med øget screening og smitteopsporing.
– Her er det kommuner og regioner, der bestemmer, hvor vi kører hen, noterer direktøren.
Firmaet har en forventning om at skulle gennemføre 17.000 daglige test i Region Syddanmark.
SOS International har vundet testningen i de fire andre regioner, og ifølge medwatch.dk har firmaerne vundet opgaven, fordi de er billigere end Falck.
Aftalerne om hurtigtest træder i kraft fra februar og varer frem til udgangen af april 2021.