Eksplosion af diabetespatienter kalder på folkesundhedslov

Illustration: Danske Regioner

Nye tal viser, at antallet af danskere med diabetes næsten er fordoblet siden 2000, og i Europa ligger vi nummer 5 over andelen af voksne med diabetes. – Der er brug for, at vi markant sætter ind på forebyggelsesfronten og vedtager en folkesundhedslov, mener sundhedsudvalgsformand, Karin Friis Bach..

Siden 2000 er antallet af danskere med diabetes steget med 88 procent. Det viser nye tal fra den internationale organisation OECD. I 2000 havde cirka 198.000 danskere diabetes. I 2019 var det vokset til cirka 372.000.

Tallene fra OECD viser også, at 8,3 procent af alle voksne danskere har diabetes. Det rækker til en 5. plads i EU – milevidt foran blandt andet Sverige (4,8 procent), Finland (5,6 procent) og Norge (5,3 procent).

Selvom udviklingen vækker bekymring, overrasker det ikke formanden for sundhedsudvalget i Danske Regioner, Karin Friis Bach:

– I sundhedsvæsenet har vi virkelig kunne mærke, at der er kommet markant flere patienter med diabetes. Det er dybt bekymrende, for ikke alene kan diabetes være farligt, hvis den ikke opdages tidligt og forbliver velbehandlet – det er også en af de sygdomme, der rammer mest socialt skævt, siger hun og fortsætter:

– Vi har derfor også styrket vores indsats, så vi opdager diabetes så tidligt som muligt og derefter leverer en behandling, som jeg godt tør sige er i verdensklasse, på hospitalerne og de regionale diabetescentre. Men hvis vi for alvor skal have knækket diabeteskurven, er der brug for, at vi sætter ind med en markant forebyggende indsats i hele samfundet.

 

Vedtag en folkesundhedslov
Danske Regioner har derfor samlet 69 andre organisationer – heriblandt også Diabetesforeningen – i en fælles appel til regeringen og Folketinget: Vedtag en folkesundhedslov.

Loven skal sikre, at de nemme og sunde valg bliver styrket i overalt i samfundet, lyder det fra Karin Friis Bach:

– Som mennesker påvirkes vi helt naturligt af vores omgivelser. Hvis portionsstørrelserne er store, spiser vi mere. Hvis det er farligt eller svært for vores børn at cykle i skole, kører vi dem måske i stedet. Og hvis de sunde varer har en fremtrædende placeringen i supermarkedet, vælger vi oftere at købe dem. Med en folkesundhedslov i hånden kan vi med andre ord gøre de sunde valg lettere – og på den måde forebygge sygdomme som eksempelvis diabetes.

Tallene fra OECD er en del af organisationens årlige statusrapport på sundhedsområdet, ”Health at a Glance: Europe”.

Det skønnes, at cirka 10 procent af de danske diabetes-tilfælde er type 1, mens 90 procent er type 2.

Hvis vi for alvor skal have knækket diabeteskurven, er der brug for, at vi sætter ind med en markant forebyggende indsats i hele samfundet. udtaler Karin Friis Bach, formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner i en pressemeddelelse.