Frivilligrådet vil besøge de sociale foreninger, når det igen er muligt at samles

PR-Foto: Frivilligrådet/Billund Kommune

Når de frivillige sociale foreninger igen må starte foreningsarbejde op, vil Frivilligrådet tage på tourné i kommunen. Foreningslivet er lige nu sat på pause grundet COVID-19. Det påvirker de mange frivillige, foreningsmedlemmer og medlemmerne af Frivilligrådet i Billund Kommune, som har måtte tage nye værktøjer i brug når de mødes som råd.

 Hvordan de sociale foreninger er påvirket af corona-situationen og hvordan Frivilligrådet kan understøtte dem i deres virke, er noget af det rådet ønsker at drøfte på deres kommende tur rundt i kommunen. Her vil de besøge flere byer i kommunen og invitere de sociale foreninger til et fælles hilse-på-møde i deres eget lokalområde. Planlægningen er i gang, men datoerne må vente med at komme i kalenderen til samfundet igen er åbnet mere op og foreningerne må samles fysisk.

Frivilligrådet mødes virtuelt

Under nedlukningen i foråret 2020 måtte Frivilligrådet udskyde deres møder til det igen var muligt at afvikle dem fysisk. De nuværende restriktioner og uvisheden om, hvornår det bliver muligt igen at afvikle fysiske møder har betydet, at Frivilligrådet har taget udfordring op med et virtuelt møde – og det med rigtig god succes. Formanden for Frivilligrådet Gurli Hansen er glad for, at rådet nu mødes trods restriktionerne:

  • ”Frivilligrådet består af medlemmer i deres bedste alder og det er ikke alle, som er lige hurtig med en computer, mig selv inklusiv. Men vi tog udfordringen, da vi havde brug for at komme i gang med nogle af vores drøftelser, så vi kan nå dem, inden der er valg i efteråret, og det lykkedes rigtig godt. Så det er vi rigtig glade for”.

Opfordring til foreningerne

Frivilligrådet ved, at det kan være svært for nogen foreninger og medlemmer at gå den digitale vej. De opfordrer dog til, at foreningerne forsøger at holde kontakten på den ene eller anden måde til deres medlemmer og frivillige. Både fordi foreningerne har brug for at de frivillige og medlemmerne er klar til at tage fat, når det igen bliver muligt, men også fordi der højest sandsynligt er flere, som vil have stor glæde af kontakt til andre og påmindelsen om, at de er en del af et større fællesskab skriver Frivilligrådet i en pressemeddelelse.