Bülows Hjørne: Gamle Andersen – og Kaj Munks sidste juleaften

Bülows Hjørne

Af Louis Bülow

Det lille landbosamfund i 1950’ernes Hejnsvig var min barndoms land, der helt ind i sjælen var rundet af stoute bønder og missionsfolk med bibelske traditioner og kristenkultur dybt forankret.

I den lille landsbyflække på syvende kartoffelrække, hvor kragerne vendte, skulle jeg blive forundt en række sorgløse år i den gamle malermestervilla, der var som taget ud af Morten Korchs idylliske univers.

Verden var endnu ikke gået helt af lave, og mit barndomshjem emmede af stokroseromantik, nostalgi og gamle dage. Ladet med nærvær, tryghed og hjertevarme uden stress og overhalingsbane.

Her i mit livs efterår tager minderne ofte på langfart tilbage til Hejnsvigs livskloge gamle mand Anders Andersen, der nærmest dagligt lagde vejen forbi vor lune stue i Bredgade.

Gamle Andersen fra Hejnsvig – Kilde: Hejnsvig Lokalarkiv

Han boede på førstesalen i ejendommen lige skråt overfor, og altid satte han sig godt tilrette ved langbordet i dagligstuen for gavmildt at dele ud af al sin viden, indsigt og livsvisdom over en kop dampende Madam Blå, en nybagt småkage og dertil et stykke af Oluf Bagers bedste konditorkage.

Gamle Andersen var født på Langeland, hvor faderen var overskovfoged under Grevskabet Langeland. Han blev udlært kommis i en lokal købmandsforretning, blev senere gift med sin elskede Dorthea og drev i flere år et badehotel på Langeland. Senere drog familien til det midtjydske, hvor han i mere end tyve år huserede som købmand i Stakroge. Efter krigen flyttede han til Hejnsvig for at lede sognets store virksomhed Kathrinebjerg Teglværk.

Han elskede mere end noget andet at fortælle om de gode, gamle dage som diskenspringer, hvor en hel pakke tændstikker kostede en ti-øre og en stor flaske brændevin kunne fås for 28 øre.

Ad åre skabte gamle Andersen sit eget lille folkeuniversitet i de små hjem i Hejnsvig og forlenede lillebyens børn og unge med dyb kærlighed til kultur, historie og litteratur. Med uendeligt tålmod åbnede han op for fantasien som nådegave, og med min mors velsignelse gelejdede han også mig ind i bogstavernes svære univers.

Han skulle blive mit livs prægtige mentor, der på finurlig vis fik ord og alfabet til at funkle og inspirere, så jeg lærte at læse, inden jeg overhovedet startede i Hejnsvigs gamle landsbyskole.

Jeg husker endnu den tidlige eftermiddag i december lige op til juledagene, hvor Gamle Andersen aflagde visit med et slidt og gulnet eksemplar af Billed-Bladet under armen. Bladet var helt tilbage fra krigens tid, pris dengang 30 øre.

Vel sat tilrette begyndte den gamle mand at bladre i Billed-Bladet fra den 21. juli 1942 med et særnummer om digterpræsten Kaj Munk med tekst og billeder fra Præstegården i Vedersø. Den eftermiddag indviede han mig i fortællingen om Kaj Munks sidste juleaften i Vedersø:

Kaj Munk elskede julehøjtiden som glædens og eftertankens højtid, der åbnede magiske porte til minder om julens godhed, nærvær og tryghed. En fortættet stemning af nostalgi og gamle dage, fra før verden gik af lave.

Kaj Munk – Kilde: Nationalmuseets Samlinger Online

Man oplevede glæden ved at være sammen ved julelampens skær med håndskrevne julekort i stakkevis og stilletime i mørkningen, alt imens blide snefnug gavmildt dryssede et hvidt slør over land og by som en fløjlskåbe, der funklede af iskrystaller og nyfalden julesne.

Jeg er som en gnier, sagde Kaj Munk, jeg samler på jul …

Den juleaften skulle blive digterpræstens sidste juleaften – og den store huskeaften, fyldt med erindringer. Kaj Munk huskede, hvordan det var det sidste år, årene før. Han tænkte på familie, slægt og venner, og minderne søgte tilbage til dem, han savnede – dem, der ikke var mere …

Kaj Munk – Kilde: Nationalmuseets Samlinger Online

Han satte dengang ord på sin barndoms jul og sin elskede plejemor, som han netop havde mistet: ”Tante Marie ville jeg ikke sige mor til … Men juleaften blev jeg så varm om hjertet, at jeg pludselig udbrød: “Når du har pyntet så fint et træ til mig, vil jeg sandelig også kalde dig mor. Så havde jeg da atter en mor. Hvor var hun god ved mig!”

Kaj Munk tilbad sine plejeforældre Peter og Marie Munk, der drev et lille husmandssted på Lolland, og hans trofaste omsorg og kærlighed varede vèd lige til det sidste. Da Peter døde i 1939, flyttede Marie hjem til Præstegården i Vedersø, hvor hun levede de sidste to år af sit liv.

Hjælpepræsten A. C. Berthelsen har fortalt, hvordan Kaj Munk sad med armen om sin plejemor og så ”kærligt ind i hendes gamle ansigt og fik hendes øjne til at stråle ved at gå ind på hendes tankegang og drage hendes kære minder frem.”

Som det skete ved juletid, hvor det var gamle Marie, der med Lise Munks velsignelse tog over i det gamle køkken, da julegrisen skulle slagtes og julesulen gøres klar. Al tilberedning – blodpølse, fedtegrever, medister, stege, sylte – skulle foregå på lollandsk.

I sin juleprædiken den 4. søndag i advent fortalte Kaj Munk sine sognebørn, at han ville skubbe al jaget til side og “tænke paa min Barndoms Jul og paa Julens Barndom, paa den Nat, da Julen blev født … det ser ud til, at jeg endnu engang skal faa Lov til at fejre velsignet Jul sammen med mine kære. Ingen ved, om det er den sidste.”

Hvert år i december forvandlede Lise og Kaj Munk den gamle Vedersø Præstegård, der lå mellem søer, fjorde og klitplantager, til èt stort barnekammer. De gjorde sig til børn med deres små, klædte sig ud og fortalte eventyr. Julen var børnenes fest, børnenes glade tid, og med røde kinder og øjne, der tindrede af glæde og forventning, var dé med til det hele.

Kaj Munk med sin jagthund – Kilde: Vind Lokalarkiv

En årle julemorgen traskede hele familien Munk ud i gårdens plantage for at hente årets juletræ. Da juletræet skulle pyntes, skete det skjult for nysgerrige blikke med vat i nøglehullet.

Efter aftengudtjenesten i Vedersø kirke, der var fyldt til allersidste plads, tog familien hjem til Præstegården og satte sig til bords til julemiddagens varme fade, der var pyntet med lys og gran: fasansteg med bjerge af duftende grønlangkål, risengrød, hjemmebagte julekager, nødder og godter.

Endeligt blev juletræet tændt og strålede i al sin pragt og glans med julestads, glimmer og levende lys, der spejlede sig i blanke barneøjne. Man sang de kendte julesalmer og dansede sig glade, svedige og hæse omkring juletræet. Hen på aftenen forsvandt Kaj Munk, og snart dukkede julemanden op med hvidt skæg, gule træsko og sække fyldt med masser af julegaver.

Langt ud på aftenen talte frydefulde men trætte barneøjne, glade voksne, kulørte gavebånd, sløjfer, tomme julegaveæsker og iturevet gavepapir deres tavse sprog om en ganske vidunderlig juleaften i Vedersø Præstegård …

Den eftermiddag i Hejnsvig bankede skumringstimen på, og det var sent, inden Gamle Andersen kunne begive sig videre på sin vej igennem landsbyen …