Af Louis Bülow
Med Smilets By er jeg hér i mit livs efterår blevet forundt en trædesten til det gode liv i den tredje alder. I en fortravlet storby vederkvæges jeg et rigt og privilegeret otium med gyldne år i et bofællesskab, hvor livet er til for at leves – ikke et spørgsmål om hvordan og i hvilken rækkefølge.
Med syv årtier bag mig og alderdommens pubertet lige om hjørnet er det en lise for sjælen at være sammen om at blive gammel, at føle ansvar for hinanden, at holde et vågent øje med hinanden og hjælpe til, så godt man kan.
For endegyldigt at få ro i sindet og sluttet fred med barndommens dæmoner har jeg fra tid til anden ladet tanker og minder bære tilbage til min tidligste barndom i en lejlighed i Esbjerg, der for tid og evighed har mejslet sig ind i min erindring som en krigszone, en helvedesscene med en fars vold, mishandlinger, druk og svir som ingredienser.
Jeg har mærket smerten i min sjæl ved at se fortidens mareridt i øjnene – og tilgiv mig det bramfri sprog: med min barndom i Esbjerg ér det som med en hundelort: jo mere man pirker i den, jo mere stinker den …
Derimod føler jeg mere end nogensinde ilden i mit hjerte, når jeg tager på langfart tilbage til et væld af lykkelige stunder og godhedsøjeblikke i min barndoms land i det lille landbosamfund i Hejnsvig. Når jeg mærker vingesuset af næstekærlighed eller genoplever skønne erindringsglimt om prægtige ildsjæle, der i godhedens tjeneste giver sig selv for andre …
Igennem seks årtier er det blevet mig forundt at videreformidle mit livs brændende passion, og med hjertet som kompas forsøger jeg også hér på mine gamle dage at gelejde læsere ind i historiens store dramaer, lokalhistorier eller nichefortællinger.
Om det så gælder den stoute lokalredaktør N. K. Mortensens meritter som folkekær julemand i Grindsted, den unge frihedskæmper Jens Thue Jensen fra Hejnsvig, der gav sit liv i kampen mod nazistisk tyranni og undertrykkelse, eller inkarnationen af absolut ondskab med Hitlers folkemord på seks millioner jøder.
Lad os da med nostalgiens blide patina som følgesvend træde ind i et chokoladeduftende tidsbillede fra dengang i 1950’ernes Hejnsvig: min børnefødselsdag i barndommens land – min glade fest, min glade tid …
Louis som dreng i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto
Dén 11. februar er der koldt derude i Hejnsvig med frost og bidende polarkulde, der ubarmhjertigt skærer gennem marv og ben. Stier og veje stråler af funklende iskrystaller og nyfalden sne, og i det fjerne kimer den gamle landsbykirke ind til morgengudstjeneste med pastor Vestenaa.
I den råkolde morgenstund lister sneglade børn ud af dyner og vattæpper, hopper i vintertøj og lune gevandter og stavrer afsted for at fejre børnefødselsdag i mit barndomshjem overfor Møllebakken – lillebyens vidunder af et legeparadis med kælkebakke midt i Hejnsvig.
Foto: Privatfoto
Vore lune stuer summer af glade barnestemmer og ren og uforfalsket fødselsdagsfest, mens en liflig duft af hjemmelavet bagværk og søde sager breder sig fra det gamle køkken. Snart kan mor med opsmøgede ærmer og sved på panden diske op med varm kakao, nybagte chokoladeboller og bjerge af konfekt og godter .
Ikke at forglemme alle tiders flotte kagemand med snoet overskæg af lakridssnørebånd, stor næse af marcipan, og bukser og skjorte i himmelblå glasur. Dertil små lys, flag, lakridser og et brunt væld af chokoladeknapper.
Med sneen fordrives mørket, og senere flokkes fødselsdagsbarnet og hans gæster med røde næser, tykke støvler, huer og strikkede luffer på Møllebakken med deres slæder og kælke – en nymodens kælk hér med blanke jernmeder, der en mere rusten af slagsen og hist et par solide trækælke.
Med frydefulde hvin og tilråb suser vi ned ad den spejlglatte bakke med støvlesnuder i sneen, så vi bedre kan styre, og får vi ekstra fart på, kan vi havne langt nede af hovedgaden, helt nede ved John Smed. Kåde stemmer fyger i den klare decemberluft: af banen, af banen, pas på dernede.
Hen på eftermiddagen tager vinden til, sneen begynder så småt at fyge og danne små snedriver, og vi boltrer os med at bygge fantasifulde sneslotte og snemænd med gulerodsnæse, øjne af sorte kulstykker og et stykke gammel rive fra Martin Cykelhandler som tænder.
Som en fast tradition tropper to statelige ældre herrer hvert eneste år efter skumringstimen op på min fødselsdag, skutter kulde og snefnug af sig og træder ind fra vintermørket for at ønske knejten tillykke og være med i dagens anden fejring.
Mens brændekvaset lystigt knitrer i den glohede jernkakkelovn, sætter mine to hædersgæster sig mageligt tilrette i hver sin dybe lænestol, mens jeg synker ned på en marokkopude imellem dem. En fortættet stemning af ren hygge, stokroseromantik og Morten Korch idyl sænker sig over den lune stue – kun afbrudt af koppernes klirren, søde sagers sprøde knasen og fortrolig småsnak.
Hér ved vinduet sidder mit livs prægtige mentor, den stoute gårdejer Morten Sparvath fra den store Hegnsgaard, og har netop tændt sin uundværlige cigar. Med sin klippefaste karakter og sit vestjyske lune skal han gavmildt berige min barndom og opvækst med godhed og hjertevarme og følge mig et langt stykke hen ad livets landevej.
Tålmodigt lærer han mig at cykle på de små markveje, og det er også ham, der indvier mig i den gamle Gråhedes hemmeligheder. Han lærer mig dé steder at kende, hvor harekillingen har sit leje, lærken sit kuld, og viben sin rede, Han viser mig, hvor ræven lusker omkring, hvor småfuglene støvbader, og dè lyngtoppe, hvor hugormene dovent lader sig bage igennem
Og dér ved siden af sidder Gamle Andersen, der går ombord i skålen med bolcher fra Nørregade med kig på de gyldne althea klumper. Nærmest dagligt lægger han vejen forbi mit barndomshjem for at dele ud af al sin viden og livsvisdom over en kop dampende Madam Blå.
Allerede tidligt i min barndom lader Gamle Andersen mig lege med fantasien som nådegave, og med uendelig tålmodighed gelejder han mig ind i tallenes og bogstavernes svære univers. På ægte finurlig vis får han ord og tal til at funkle og inspirere, og således lærer han mig at læse og regne, inden jeg overhovedet starter i den gamle landsbyskole i Hejnsvig.
En børnefødselsdag, hvor alt er, som det plejer at være – ved det gamle. Gavmildt byder mor på dampende varm chokolade med bjerge af flødeskum, chokoladeboller med tandsmør, hjemmebagt kringle med marcipan remonce og gammeldags kiksekage med chokolade og smeltet palmin. Sød, sprød og klistret – en sand himmerigs mundfuld.
I radioen planter Birthe Wilke og den gamle gartner med sin dybe, rene stemme smil, solskin og sang i alle sind, og den folkekære Ib Schønberg længes efter nye tider med sin landeplage Når der kommer en båd med bananer.
Resten af dén fødselsdagsaften er helliget ren og pur råhygge med Hjerterfri, Sorte Per og andre af de sjove kortspil.
