Stregtalent til GGIF
Grindsted skifter til sommer ud på stregpositionen, da Nikolaj Keller har valgt at opprioritere studie og flytter til København. Vi siger stor tak til Keller, for altid at komme med maksimal indsats og ikke mindst hans arbejde som træner og forbillede for klubbens u15 drenge!
Derfor tiltræder Anton Rosenkilde truppen. Anton er 18 år gammel og oprindeligt fra Horsens, men har spillet hele sin ungdomstid for Skanderborg Håndbold skriver GGIF Håndbold i en pressemeddelelse.
Cheftræner Flemming Pedersen udtaler:
“Vi er rigtig stolte over at kunne tiltrække et ungt talent som Anton og tror på at vi over de kommende sæsoner kan udvikle ham til at blive en profil for Grindsted. Anton kommer med en stor fysik og er dygtig i screeningsspillet, samtidig er han ydmyg og hårdtarbejdende og vi er derfor helt sikre på at han og Hjalmar kommer til at supplere hinanden godt. Derudover vil Anton også træne vores u13 drenge og det viser at han køber ind på klubbens værdier om at give tilbage til lokalmiljøet”
Anton udtaler:
Efter at have spillet U19 i to år, vil jeg gerne udfordres endnu mere på seniorniveau, for at kunne fortsætte min udvikling. Her ser jeg Grindsted som det optimale sted for mig, hvor der er en masse erfarne spillere jeg kan lære af, kombineret med nogle unge spillere der ligesom jeg selv er på vej frem.