Af Carsten Sander Christensen
Den vestligste bebyggelse i Billund Kommune hedder Eg. Stednavnet Eg forekommer på skrift første gang for mere end 540 år siden – nemlig omkring 1480. I dag er der 20-25 husstande i bebyggelsen. For mindre end 80 år siden var der Andelsmejeri, togstation, lokal brugs, smedje og vandmølle i den lille flække. Andelsmejeriet blev lukket i 1968, Brugsen i 1986 og det sidste tog til Varde kørte i starten af 1970erne og i dag er kun togstationen tilbage. Under den 2. Verdenskrig var der desuden en modstandsgruppe i området, hvor mejeribestyrer Christensen og brugsuddeler Lambertsen var særdeles aktive.
De første familier i Eg hørte sammen med Urup Herregård, der lå 4 km nord for Eg. Eg var også den egentlige ”herregårdsby” i tilknytning til Urup Herregård. Den sidste adelige dame fra Urup, Ane Jensdatter (1744-1811), datter af Jens Pedersen på Urup og Karen Sophie Møller, der i sine yngre år opholdt sig meget hos bedstemoderen, Birgitte Sofie Munk til Urup (1688-1772), i Modvig, friede i 1781 til en af sine fæstebønder (således lyder beretningen i folkemunde), Mads Nielsen (1747-1828) i Eg, og fik ja. Mads Nielsen fæstede gården i 1771. Dette ægtepar havde sønnen Jens Madsen (1784-1819), der blev gift med Maren Nielsdatter, fra Horsbøl i Grindsted sogn. Jens Madsen fik i en ung alder tæring og døde. Hvorefter enken i 1820 giftede sig med Peder Hans Kristoffersen (1794-1867) fra Påbøl. Han var en halvbroder til fhv. statsminister I. C. Christensens bedstefar. Peder Hans Kristoffersens søn Jens Pedersen, der ægtede Jørgen Egs datter Marie Kirstine og disse to var Peder Jensens forældre. Som andre drenge på denne hedeegn passede han, da alderen tillod det, fårene i heden.
Hedebonden Peder Jensen blev født 18/9 1854 i Eg, Grindsted sogn og død 12/4 1932 samme sted. Han var søn af gårdmand Jens Pedersen og Marie Kirstine Pedersen fra Eg. I 1883 blev Peder gift med Kathrine født Lauridsen (f. 23/6 1856 i Utoft og d. i maj 1932). Peder Jensen stammer fra en anset Grindstedslægt. Han er født på en gammel slægtsgård i Eg, Egsgård på adressen Grindsted Landevej 78, som søn af gårdmand Jens Pedersen (1821-1871) og hustru Marie Kirstine Pedersen (1828-1916). Egsgård nævnes første gang i 1580. Gården ligger på hjørnet af Urupvej og Grindsted Landevej.
Det var skik og brug, at den ældste søn overtog gården, når forældrene gik på aftægt. Peder Jensen var den ældste søn, men han foretrak at flytte ud i heden vest for Eg i Grindsted sogn, da han i 1883 blev gift med Marie Kirstine Lauridsen fra Utoft. De boede først i et såkaldt knækhus (spændhus), men dette varede ikke længe før de havde en hel sammenbygget gård, for de var vist enige om, at heden skulle opdyrkes i en fart. Gården lå i området omkring den nuværende gård på adressen Bybækvej 7 – matrikel 2b i Eg Ejerlav omkring 2 km nordvest for Eg.
Det skete navnlig efter, at der kom en mergelbane ud til Eg. Peder Jensen havde nemlig været sendemand til Damsholdt og Hodsager mellem Herning og Holstebro for at se, hvorledes de der transporterede mergel på sporbane med hestekraft. Nu fik man ved Hedeselskabets medvirken anlagt en lignende sporbane fra Stilbjerg til Eg, men for lokomotivdrift. Banen i ”det mørke fastland” åbnedes i 1886. I 1887 blev Peder Jensen indvalgt i mergelbanens ledelse og han var medlem af styrelsen i 12 år. Selskabet havde opnået et statstilskud, som selvfølgelig skulle afdrages, men styrelsen mente, at den pris for mergelen, som Hedeselskabet havde ansat var for høj til at begynde med, og så lod man folk få mergelen for en lavere pris, og da tiden kom da afdraget skulle indgå havde man ingen penge hertil. Så blev Peder Jensen sammen med folketingsmedlem Laust Rasmussen valgt til at rejse til Aarhus for at tale med Dalgas. Noget behageligt hverv har det næppe været, men de jo, at Oberstløjtnant og direktør for Det Danske Hedeselskab, Enrico Dalgas, havde hjerte for hedebønderne, og sagen gik da også i orden. Bedre end folk havde tænkt sig.
Efter en del år solgte Peder Jensen gården til sin yngre bror, Marius Jensen, og flyttede længere ind ad byen til. Det var i 1897 da han byggede en ny ejendom og atter tog fat på at dyrke hede op. Da den var drevet frem, afstod han denne går til en bror. Det var i 1912 og han tog derefter på at opføre en tredje gård. I 1917 afstod han denne til en datter, der var gift med Alfred Jensen og Peder Jensen flyttede så tilbage til Eg by, hvor ægteparret boede i aftægt de sidste år i stuehuset på en gård i Eg, nær det gamle barndomshjem på Egsgård.
Tre gårde fik Peder Jensen opbygget på Eg hede, og opdyrkede her 130-140 tdr. land hede, et arbejde, der aftvinger respekt og berettiger at hans navn mindes i fremtiden. Stor økonomisk gevinst fik han vel ikke deraf, men værdierne kom den unge og kommende slægter til gode.
Peder Jensen solgte de ejendomme han havde opdyrket, på et tidspunkt, da landbrugskonjunkturerne ikke var så gunstige, med det gør jo ikke det udrettede arbejdes værdi mindre. Peder Jensen har i årenes løb haft mange tillidserhverv. Han var før århundredeskiftet seks i år i sognerådet. Han var valgt af de højst beskattede, men han varetog lige så fuldt ud de lavest beskattedes interesser. Som tiendekommisær udførte han vel nok det største arbejde indenfor offentlige hverv. I de sidste år var han medlem af bestyrelsen for Grindsted og Omegns Museumsforening. Han var meget historisk interesseret.
I Enrico Dalgas så Peder Jensen en af de stormænd, der haft størst kulturel betydning for vor egn. Hans politiske idol var I. C. Christensen. Peder Jensen arbejdede på sine gamle dage med tanker om at nedskrive en del om ”Foregangsmænd i Grindsted sogn omkring årene 1845-65”, da boede der her i sognet – skrev han i et brev til undertegnede (H. C. Larsen) – nogle mænd, der ligesom ragede op over den almindelige befolkning.
Der gjordes forsøg på at grave vandingskanaler fra åen ind over de tørre marker og på at plante læ og skygge for de håbløse åbne marker. Peder Jensen var et af de mennesker, der gennem sit opdyrkningsarbejde, gjorde landet rigere og skønnere