Flere vaccinetider skal lette tidsbestilling for ældre

COVID-19 vaccinerne gøres klar Foto: René Lind Gammelmark

Region Syddanmark lægger nu et større antal vaccinetider ud, så flere borgere kan booke tid til vaccination. Samtidig opfordrer regionen alle pårørende til at hjælpe med at booke tiderne digitalt for de ældre, der har NemID. 

Cirka 3.000 vaccinetider ligger nu klar til at blive booket i Syddanmark fredag den 26. februar. Herudover er der cirka 3.000 tider fordelt over de kommende dage frem mod fredag. Der er tale om et øjebliksbillede og tiderne bookes flere steder hurtigt.

Hidtil har Region Syddanmark ikke lagt tider ud i systemet, før vaccineleverancen var endeligt bekræftet – ofte få dage før selve leveringen. Det har betydet, at nogle inviterede ikke har kunnet bestille tid. De har skullet vente til næste leverance blev bekræftet, før tider igen blev lagt ud.

For at minimere den ventetid lægger Region Syddanmark nu vaccinetider ud for den næste uge til og med fredag den 26. februar, selv om regionen ikke har fået bekræftet vaccineleverancen, der forventes at komme den 25. februar. Det længere tidsperspektiv betyder, at der vil være flere tider, som borgerne kan booke allerede nu.

Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen siger:

– Vi ændrer i vores måde at gøre det på, så det nu bliver nemmere for borgerne at finde og booke en tid. Der ligger flere tider i systemet allerede nu, så jeg vil gerne opfordre alle pårørende til at hjælpe med at booke tider digitalt, hvis den, de er pårørende til, har NemID. Der har været et stort, stort pres på vores telefonlinjer, så hvis man har mulighed for at bestille digitalt, bør man gøre det.

De nye tider er til borgere, der er 85+ år, som skal vaccineres med vacciner fra Pfizer/BioNTech. Pfizer/BioNTech har de seneste uger haft stabile leverancer på en fast ugedag om torsdagen.

Kurt Espersen siger:

– Derfor er vi ikke nervøse ved at lægge tiderne ud for næste uge. Når vi har lidt mere erfaring med leverancerne fra Pfizer/BioNTech, vil vi overveje at lægge tider ud 3 til 4 uger ud i fremtiden. Men nu starter vi lige med at lægge tider ud for en uge ad gangen.

Hvis vaccineleverancen mod forventning skulle være mindre end først antaget, vil de berørte borgere blive kontaktet af vaccinecenteret og få en ny tid.

Callcenter har ikke flere tider end hjemmeside

De mange henvendelser, som corona-callcenteret får, skyldes blandt andet, at der er en fejlagtig opfattelse af, at callcenteret har adgang til flere tider, end dem man selv kan finde online.

Kurt Espersen siger:

– Det har desværre betydet, at mange med NemID alligevel har ringet til callcenteret for at tjekke. Det kan jeg godt forstå, for mange vil selvfølgelig gøre alt for at få en tid. Men callcenteret har altså ikke adgang til flere tider. Har man et NemID bør man derfor selv booke online eller få hjælp af sine pårørende eller kommunen. Så er telefonlinjen åben til dem, der ikke har NemID.

Ligesom der kan være ventetid på telefonlinjen, kan der i perioder også være ventetid på vacciner.dk.

Særlig situation i Esbjerg

Ud over de tider, der bliver lagt i systemet til næste uge, så har man på vaccinationscenteret i Esbjerg mange ledige tider i denne weekend. Cirka 1500 tider fordeler sig på lørdag, søndag og mandag.

Tiderne er til inviterede personer i aldersgruppen 85+ samt borgere over 65, der får personlig pleje og praktisk hjælp.

Regionen opfordrer pårørende til at hjælpe med at booke via vacciner.dk for de personer, der har NemID.

Der er ingen geografisk begrænsning på, hvem der kan booke, så bor man i rimelig køreafstand til Esbjerg, kan det være en mulighed.

Booking

Har man NemID, og har man fået en invitation til vaccination, kan tiderne bookes på vacciner.dk. Antallet af inviterede til vaccination er afstemt med det antal af vacciner, der bliver leveret inden for en 14 dages periode skriver Region Syddanmark i en pressemddelelse.