Bülows Hjørne: Historien om Lis Maler – én af hverdagens unikke ildsjæle

Af Louis Bülow

Set med et barns øjne var et kald, en mission og ædle gerninger i godhedens tjeneste tilbage i 1950’erne ikke forbeholdt berømte ikoner som Florence Nightingale eller Moder Teresa.

Dén verden skulle også melde sig i skikkelse af en ganske almindelig husmoder fra den forblæste landsbyflække Hejnsvig i det vestjyske – et lille landbosamfund, der helt ind i sjælen var rundet af stoute bønder og missionsfolk med bibelske traditioner og kristenkultur dybt forankret.

Med rødder solidt plantet i Hejnsvigs bondemuld blev den gamle malermester William Hjorths datter Ane-Lise –  i folkemunde kærligt kaldt Lis Maler – hverken født synderligt privilegeret eller for den sags skyld med en sølvske i munden.

 

En sommerdag den 13. juli 1927 var der virak og feststemning i den solide håndværkervilla i Hejnsvigs hovedgade, da Ane-Lise kom til verden som ældste datter blandt fem søskende af landsbyens malermesterpar.

Hun havde en vidunderlig barndom og opvækst i det bette hedesogn med syv års skolegang i den stråtækte landsbyskole men skilte sig ikke dengang ud fra de andre børn og unge.

Malermesterens datter Anne-Lise fra Hejnsvig – Kilde: Privatfoto

Senere skulle Ane-Lise rage op i det lille landbosamfund som én af hverdagens ildsjæle og forene et livslangt og uselvisk virke i Hejnsvig med næstekærlighed og sjældent fine menneskelige kvaliteter. Nok karrig med store ord og armbevægelser, javel, men ikke fedtet med godhed og hjertevarme.

Ved gavmildt at give sig selv for andre fandt malermesterens opvakte datter ind, hvor ingen andre kunne nå. Uden at lefle skabte hun omkring sig et forjættet land i den hvide malermestervilla fra 1919  –  en oase for sjælen bygget midt i Hejnsvig af den gamle malermester selv og som taget ud af Morten Korchs romantiske stokrose-idyl.

Hos Ane-Lise ( senere gift Lange) var der altid trøstende ord og opbakning at hente. Hun værnede om dém, der havde det svært, hun gik på barrikaderne for dém, der måtte hutle sig igennem og stillede op for dém, der var véd at give op. Hér var der ikke noget med  os – eller dém. Hos Ane-Lise emmede alt nærvær, tryghed og hjertevarme.

Selv i svære tider med krise og modgang lod hun aldrig et menneske i nød tilbage på perronen – alene og forladt af Gud og mennesker. Hun åbnede sit hjem med både storsind og generøsitet og fedtede ikke med hjerte- og husrum og ekstra plads ved bordet til den, der uventet dukkede op.

Det kunne være en veninde, der var havnet i ulykke, som det hed dengang, eller måske en bekendt, der var kommet i klemme i systemet. Det kunne også være én af hendes kære med håbløst rod i økonomien, måske et familiemedlem med uro på hjemmefronten eller en forhutlet vagabond – ingen bankede nogensinde forgæves på hendes dør.

Ane-Lise såede mod, livsglæde og livslyst omkring sig, ikke mindst der, hvor livet gjorde ondt – de de ældre, de ensomme, de syge. Med hende i nærheden blev livets håb og drømme budt op til dans og selv de tungeste dansetrin forvandlet til en flot og fejende vals.

Altid fandt hun tid til at sætte sig på sengekanten hos den syge til en lang og fortrolig hyggesnak. Hun tog den syge i hånden med et kærligt klem, hun tændte livsgnisten og fik den syge til at blomstre op med kræfter og overskud til at leve med i nuet. Et lille smil her, lidt latter der.

Hun blev boende i sit barndomshjem i den gamle malermestervilla i Bredgade i Hejnsvig i hele sit liv og passede med kærlig omsorg og sin ægtemands velsignelse sine forældre Elsebeth og William Hjorth lige til det sidste.

Den gamle malermestervilla i Bredgade i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto

I mange år lagde Hejnsvigs livskloge Gamle Andersen i skumringstimen vejen forbi den lune stue i Bredgade for at sætte sig godt tilrette i sin vante lænestol til en hyggelig passiar med den gamle malermester Hjorth.

De to ældre herrer havde meget til tilfælles. Meget at snakke om, meget at dele, meget at hente. Som altid delte de gavmildt ud af al deres viden, indsigt og livsvisdom, mens Ane-Lise bød på dampende Madam Blå, en småkage og et stykke af Oluf Bagers bedste konditorkage. Og i radioen plantede Birthe Wilke og den gamle gartner med sin dybe stemme smil, solskin og sang i alle sind.

Gamle Andersen boede med sin elskede Dorthea på øverste etage i ejendommen i Bredgade lige skråt overfor den hvidmalede malermestervilla, og på deres gamle dage trådte Ane-Lise til for at hjælpe Dorthea gennem hendes sidste svære år med alvorlig sygdom. Nat og dag vågede hun ved den gamle kvindes dødsleje med hendes hånd i sin.

Et fjernt erindringsbillede toner frem. Engang midt i 1950’erne indgik Ane-Lise en nærmest hellig pagt med sin barndomsveninde og tog dennes 6-årige knejt til sig i pleje i Hejnsvig uden de sociale myndigheders indblanden og helt uden officielle papirer af nogen art.

Med en betingelsesløs moderkærlighed som urkraft sprængte hun alle rammer for at værne sin nye plejesøn mod livets svigt og fortrædeligheder. Akkurat som i H. C. Andersens  hjerteskærende eventyr om moderen, der kæmpede for at fravriste døden sit barn. Hun ofrede sig for barnet, og da Døden undrede sig, lød hendes svar: – Jeg er en moder …

I det lille landbosamfund i Hejnsvig, helt dérude hvor kragerne vendte, skulle hendes plejesøn blive forundt en ganske vidunderlig barndom og opvækst, der forlénede ham med den dybeste respekt og kærlighed til sin plejemor og sin hjemstavn.

For mange i Hejnsvig skulle en lun sommerdag for 25 år siden blive en dag, man for altid skulle gemme i sit hjerte. Den fredag den 28. juni 1996 fejede budskabet om Ane-Lise Langes død alt andet til side for en stund og forandrede på et splitsekund dén verden, man kendte.

 Mange år tidligere var hun – der i små tre årtier stod bag landsbyens Håndkøbsudsalg – blevet ramt af en dødelig sygdom, og længe holdt hun véd i en ulige kamp mod canceren. Men dén fredag måtte Hejnsvig slippe hendes hånd med et sidste farvel, da hun stille sov ind på det lokale Plejehjem, kun 69 år gammel.

Ved begravelsen få dage senere stod familie, slægt og venner på den smukke kirkegård i Hejnsvig og lod tanker og minder søge tilbage til et væld af kærlige erindringsglimt og lykkelige stunder sammen med Ane-Lise – hende, de savnede. Hende, som ikke var mere.

Med ét brød solens gyldne stråler gennem skydækket. Nu græd også græsset med  – græd dug som blide tårer, mens børns sorgløse leg og kåd fuglekvidder anedes som en svag summen i det fjerne.

Også knejten stod tilbage i et væld af grønne farver, blomster og dufte og reflekterede over sin plejemoders skæbnehistorie. Knuget af sorg og fortvivlelse men også med en dyb taknemlighed over alt det, hun havde givet.

Den bette knejt fra dengang – det var forfatteren til denne artikel …

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.