Sanders Historiske Hjørne: Fordums tids fauna på den jyske hede – Bjørn, Elg, Vildsvin, Bæver og den enlige Ulv

Af Carsten Sander Christensen

Landskabet i det område, der i dag går under betegnelsen Billund Kommune, har forandret sig meget i de sidste 15.000 år. Altså siden afslutningen på den sidste istid. Ligeledes har områdets fauna, hvad angår større pattedyr, forandret sig en del. For omkring 13.000 år siden, i den Ældre Stenalder, begyndte bjørne, elge og ulve at befolke det midt- og sydjyske område. Med fremkomsten af de store egeskove stødte vildsvinene og bæverne til. Og selv med menneskets fremkomst på egnen 1.000 år senere levede dyrene i fred og ro. Klimatiske forandringer betød dog, at især bjørnenes jagtområder blev reduceret samtidig med at muligheden for ny indvandring ude fra blev begrænset. Det varmere klima fik endvidere havene til at stige, og det hidtil store fastlandsområde, som omfattede det nuværende Danmark, blev omdannet til det ørige, der minder en del om nutidens.

I slutningen af Jægerstenalderen (8.900-3.900 f. kr.) var antallet af mennesker efterhånden så stort, at de større dyr som f.eks. den brune bjørn var truet på grund af jagt og for 6.500 år siden forsvandt de sidste bjørne, der levede frit i naturen så fra Danmark. Bævere og vildsvin holdt lidt længere i landskabet, der efterhånden var store uigennemtrængelige egeskove. Elgene uddøde for o. 4.000 år siden i Yngre Stenalder. Temperaturerne i den tidlige Jernalder (500 f. kr.) lignede efterhånden dem vi kender i dag og her forsvandt bæverne. I 1999 blev bæverne imidlertid udsat i naturen på ny og især Omme Å har været bosted for de over 1 til 1½ meter lange gnavere. Dog i meget begrænset tal her i området i de sidste 20 år. Vildsvinene var der så længe de skove eksisterede, og de var så godt som forsvundet i den tidlige middelalder (o. 1200-1300) og de har ikke levet frit i større målestok i Sydjylland efter den tid. Hvis man ser bort fra de vildsvin der gennem nyere tid har været sat ud i naturen til jagtformål af enten konge eller adel.

Den sidste af de større pattedyr, der var tilbage i naturen, var ulven. Ulven er en af de mest tilpasningsdygtige dyr på kloden. Ulven har derfor en stor udbredelse blandt andet her i Europa. Frem til middelalderen var ulven udbredt såvel her på egnen som i det øvrige Jylland. Klostrene var pålagt at afholde ulvejagter, og der skulle betales ulveskat til kongen. I 1357 udsendte Valdemar Atterdag en ordre om at bekæmpe ulvene. I Jylland holdt ulven dog stadig stand og var ganske hyppig i 1600-tallet i takt med, at pest og krige havde decimeret landbefolkningen, som derfor havde svært ved at modstå ulveangreb. På grund af angreb på husdyr intensiverede man indsatsen mod ulve, og i 1650 blev der påbudt en årlig ulvejagt. De historiske beretninger fortæller om mange store ulvejagter, hvor specielle ulvejægere blev ansat til at bekæmpe ulvene i Jylland. Desuden fangede man ulve i indhegninger, såkaldte ulvegårde, og i ulvegrave, som var firkantede, dybe jordhuller beklædt med træ. Det lader til, at man i slutningen af 1600-tallet havde udryddet den egentlige ulvebestand i Jylland, men indimellem kom der stadig ulve op fra Tyskland. Den sidste ulv, der med sikkerhed blev nedlagt i Danmark, blev skudt i 1813 ved Estvadgård ved Skive.

Her på egnen var ulven dog ikke helt udryddet før i starten af 1800-tallet. Af områdets forskellige tingbøger fremgår det, at bønderne af og til mødte ulve i landskabet. Det fremgår også af den kendsgerning, at der i Slaugs Herred, slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet, var ansat en ulvejæger. I 1680erne blev der desuden gennemført flere nye love om jagt, herunder også en forordning i 1688 om ulvejagt. Den vigtigste bestemmelse var, at der udlovedes en stor belønning for at fange eller dræbe ulve, for et gammelt dyr betaltes 4 rigsdaler, for unger 1 rigsdaler. De nedlagte dyr skulle præsenteres ved Herred- eller Birketinget, hvor de skulle hænges op og skindet vedlagdes, hvorefter belønningen kom til udbetaling. Desuden kunne jægeren kvit og frit tage ulvens skind, der jo kunne bruges til pelsværk, med sig. Da det må antages, at samtlige aflivede ulve herefter bragtes til tinget, vil tingbogens vidnesbyrd give et billede af ulvejagtens omfang og resultater.

Mads Ebbesen fra Hovborg området mødte den 17. februar 1695 op på herredstinget og meddelte, at han havde nedlagt en ulv på gårdspladsen. Han begærede, at herredsmændene måtte give ham af hver gård efter gammel sædvane 4 rigsdaler, hvad herredsfogeden havde tilkendt ham. Dog måtte han først fremvise ulveskindet til etatsråd og amtmand, Simon Claus Schwartz, på Koldinghus Slot. I de følgende årtier blev der fremvist adskillige ulveunger. I 1701 fremviste 2 mænd en ulveunge fra Nr. Urup og i 1706 to ulveunger fra Billund området. I 1709 fremviste skovfoged Jacob Rouer fra Veerst området tre skudte voksne ulve på herredstinget og samme år kunne han fremvise syv ulveunger fra Egtved-Randbøl området. Skovfogeden fik udbetalt sine 12 rigsdaler. 

I 1717 var det gårdejer Hans Stephensen fra Vorbasse området, der inkasserede 4 rigsdaler for en voksen ulv. Og igennem flere årtier var Vorbasse hjemsøgt af ulve. I 1731 og 1734 kunne Hans Steffensen Degn fra Knurborg fremvise adskillige ulveunger fra egnen omkring Skjoldbjerg. 21. juli 1740 fik Christian Starup fra Gammelby, Læborg og Christian Nielsen fra Adsersbøl ved Lindknud, betaling for 2 ulveunger fanget på Vittrup Mark og i Bøgeskov Mose nogen tid forinden. 16. august 1750 fremviste Morten Nielsen fra Klelund på egne og samtlige bymænds vegne 5 levende ulveunger, fanget på Klelund Mark. I slutningen af 1700-tallet faldt bestanden af ulve og indberetningerne blev færre. I 1771 kunne Søren Pedersen fra Fitting fremvise 7 ulveunger og i 1770erne og 1790erne var de eneste indberetninger to fårehyrder, Simon Nielsen fra Nebel og Chresten Pedersen fra Skødebjerg, om ulveangreb på fåreflokken.

Antallet af indberetninger fra det sydjyske områder andrager i alt ikke over 75 skudte ulve og 100 uger. Med andre ord det er ikke et overvældende antal, der er bragt til tinge. Tallene fortæller imidlertid, at der er igennem århundreder, har været ulve i de gamle Ribe og Koldinghus Amter. Ulven har haft mulighed at formere sig fred og ro, trods alt. Ulvens snilde i naturen og tilpasningsdygtighed i kulturlandskabet er også nogle af årsagerne til det lave antal af dræbte dyr. Kendsgerninger som at området var blandt den dårligste jord i Danmark-Norge og bøndernes ihærdighed med at finde ulveunger alle vegne i landskabet er dog væsentlige årsag til at bestandens størrelse her på egnen har været af moderat størrelse.

En total udryddelse af ulve er dog umulig – selv i 2021. Der altid vil komme strejfende dyr fra andre egne af Europa. Og dette var også tilfældet i 2011. Fra dette år har strejfende enlige ulve givetvis været til stede i Jylland og også her på egnen. Såvel genkomsten af såvel bæver som ulv har skabt en del diskussion. Ulven har igennem tiden været omgærdet af mange myter, hvor mange er deciderede falske. F.eks. den myte at ulve angriber mennesker når den får chancen. Ulven har ikke angrebet et eneste menneske i det sidste tiår, og mange af overfaldene på fåreflokke skyldes ikke alene ulve men også fritgående hunde. I annalerne kan det også tælles på en eller to hænder, hvor mange mennesker ulven har slået ihjel i de sidste 600 år.

I vikingetiden var ulven populær. Ulf var et populært navn. Vikingerne værdsatte og ærede det elegante rovdyrs udholdenhed og snilde i naturen. Med kristendommens indtog glider ulvens popularitet ud. Udtrykket en ulv i fåreklæder kender vi alle. Antropomorfisme, at tildele dyr menneskelige egenskaber, vandt indpas i samfundet. Jævnfør dyrefabler. I 1800-tallet får den Grå Ulv imidlertid igen en ophøjet status med natur- og nationalromantikkens opblomstring, hvor ulven ses som det frie og naturlige dyr. Det er fascinerende, at vi kan sætte så mange prædikater på et enkelt dyr, og at de tilsyneladende stadig hænger ved. Det viser, at vores syn på ulven altid handler om vores myter om den. Ulven og bæveren er såmænd bare naturen, der banker på døren. I Jylland og i resten af landet har ulvenes og bævernes ynglesucces allerede udløst bølger af synspunkter for og imod såvel bæver som ulv. Det vil fortsætte med nye bølger. Ulven og bæveren er landet, og Danmark er såvel et bæverland som et ulveland.

Hedelandskabet som ulven har overlevet i mere end 600 år (Billund Kommunes Museer)Foto: Privatfoto

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.