Bülows Hjørne: Grindstedværkets Forurening – Giften dræbte ham til sidst

Det gamle avisudklip er falmet af ælde og bærer vidnesbyrd om en miljøtragedie nærmest uden fortilfælde herhjemme og vækker selv i dag dybe følelser som vrede, skam og medfølelse over ofrenes ulykkelige skæbne.

Landets største avis med et oplag på 250.000 kunne i december 1984 bringe den tragiske fortælling om den 56-årige fabriksarbejder fra Grindsted Otto Lauersen, der blev set som et uskyldigt offer for et kemikaliehelvede af opløsningsmidler, giftige stoffer og farlige dampe på Grindstedværket.

Hans hustru igennem 33 år Tove Lauersen født i Hejnsvig lagde dengang ikke skjul på, at 25 års dagligt arbejde på Grindstedværket havde ført til Ottos alt for tidlige død. En tragedie, der knuste familiens tilværelse og gav anledning til massiv medieomtale med fede overskrifter 

Tove Lauersen kunne lade tanker og minder søge tilbage til en dag i de unge år sammen med Otto i huset på Søndervang i Grindsted i de glade 1950’ere. Tilbage til en sorgløs tidsalder med et væld af lykkelige stunder, kærlige erindringsglimt og godhedsøjeblikke intakt.

Den dag emmer hjemmets lune stuer af glæde og feststemning, og den lykkelige familie føler både at have vundet i lotteriet og skudt papegøjen. Familiefaderen 28-årige Otto Lauersen er blevet ansat på Grindsteds store arbejdsplads kemikalievirksomheden Grindstedværket og har dermed sikret sig et eftertragtet og stabilt arbejde og skaffet sin familie fast udkomme for resten af livet.

Dengang i 1950’erne beskæftiger Grindstedværket op mod 1100 mennesker fra by og opland i et lokalsamfund med 7000 indbyggere. At arbejde på Grindstedværket er lige så sikkert som amen i kirken, lyder folkeviddet …

Også selv om der i dé år fra tid til anden bliver hvisket i krogene om et i bedste fald usundt arbejdsmiljø på Grindstedværket og især dets kviksølvafdeling med farlige kemiske stoffer og væsker, der ganske langsomt siver mod grundvandet.  .

Grindstedværkets mørke side ligger igennem årtier som et tabu over det forblæste landbosamfund, hvor stoute arbejdere og sindige bønder et langt stykke hen ad vejen er karrige med at rejse kritik og sætte spørgsmålstegn.

en følelse af afmagt stiller de fleste sig passivt på sidelinjen og kommer dermed uforvarende til at fedte regningen for historiens måske værste miljøkatastrofe af på kommende generationer.

I slutningen af januar 2018 kunne forskere ved Danmarks Tekniske Universitet afsløre nyt fra årtiers massive forurening af det daværende Grindstedværkets fabriksgrund i Grindsted. En forureningssag, der trak tråde mange årtier tilbage …

Grindstedværket dumpede i årevis giftige kemikalier, farlige stoffer og spildevand i og omkring Kærgård Klitplantage og også i selve Grindsted by, hvor virksomheden havde sit domicil. Hér efterlod fabrikken sig depoter med tonsvis af giftigt affald som medicinrester, opløsningsmidler, kviksølv, sulfastoffer og barbiturater.

Nu påviste forskerne fra DTU, at der hvert år sivede et trecifret antal kilo af det kræftfremkaldende stof vinylklorid fra giftdepoterne direkte ud i Grindsted Å.

Allerede 40 år tidligere i august 1977 havde daværende kredschef i Arbejdstilsynet J. Guldbæk Christensen råbt vagt i gevær og tændt alle røde advarselslamper om arbejdsmiljøet i kviksølv-afdelingen på Grindstedværket, da han skrev:

“Jeg fatter i øvrigt ikke, hvilke grunde der kan nævnes til IKKE at lukke pågældende afdeling. Ellers var § 77 stk. 2 i arbejdsmiljøloven kun tænkt som staffage.”

Da den farlige produktion i afdelingen langt om længe blev lukket ned og flyttet til Grenå to år senere i 1979, blev fabriksarbejdere uden videre sat til at rengøre de gamle kviksølvtanke, der nærmest glinsede af kviksølv indvendigt.

Uden respekt for sikkerhed og uden hensyn til risikoen for akutte kviksølvforgiftninger blev de intetanende arbejdere bedt om at gå ned i tankene, hvor der blev gjort rent og fejet i en sky af giftigt støv og kviksølvrester – uden maske og åndedrætsværn.

Afsløringen af den omfattende forurening gav genlyd over hele landet og ryddede alle nyhedsflader. Forskerne bag tallene talte om Danmarks måske værste forureningssag, og professor Poul Løgstrup Bjerg fra DTU Miljø, som stod i spidsen for forskningsprojektet, kaldte i Nyhedsmagasinet Ingeniøren fundene opsigtsvækkende:

”Der er tale om en meget voldsom udsivning, ubetinget en af de største i Danmark. Selv på verdensplan er der tale om en meget stor forurening.”

Den tidligere DR-journalist Helle Lundberg, der selv boede i Grindsted, kulegravede forureningen fra Grindstedværket i en række indslag i DR i 2005. I et interview med fagbladet Journalisten fulgte hun op på DTUs afsløringer: ”Nogle af Europas største kemikaliedepoter har ligget i Grindsted. De er ikke akut giftige. Du falder ikke død om. Men langtidsvirkningerne er problematiske.”

Siden 1956 havde Otto som en pligtopfyldende, loyal og skattet medarbejder haft sin daglige gang på Grindstedværket, hvor han arbejdede i et miljø af farlige stoffer og kemikaliedampe.

Hvor farligt oplevede Grindsted den 7. november 1972, hvor alle sikkerhedsforanstaltninger kom til kort over for kemiens uhyggelige kædereaktioner. Dén tirsdag ramte en fatal eksplosionskatastrofe Grindstedværket og forvandlede i en brøkdel af et sekund området til et virvar af jern, stål og beton.

Der skete omfattende skader, store jerndragere blev slynget hundreder af meter væk, ruder i flere kilometers afstand knustes, og elektriciteten i Grindsted forsvandt i mange timer. De forkullede rester af fire omkomne blev gravet frem fra de udbrændte ruiner.

Tilbage i december 1984 kunne Tove Lauersen fortælle Ekstra Bladet, hvordan Grindstedværkets forurening havde smadret livet og tilværelsen for hendes familie. Allerede tidligt havde lægerne konstateret en svær hjerneskade med hjernesvind, der ad åre førte til Ottos alt for tidlige død.

Tove fortalte dengang, at hun allerede midt i 1960’erne havde observeret en ændring i Ottos adfærd. Han blev mere og mere indelukket, havde besvær med at styre sin vrede, græd meget og var dybt deprimeret. Tove var overbevist om, at dagligt arbejde på Grindstedværket og de giftige kemikalier ødelagde ham på på liv og sjæl.

I 1981 – kun tre måneder før Otto Lauersen kunne fejre sit 25-års jubilæum som medarbejder på virksomheden – bød Grindstedværket ham op til den sidste dans på kontoret, hvor han fik overrakt en fyreseddel.

Statsminister Anker Jørgensen besøgte i 1979 Rådhuset i Grindsted, hvor han talte med borgmester A. Chr. Andersen om blandt andet Grindstedværkets forurening.

Anker Jørgensen fortalte senere om besøget i sin dagbog:

” Stor og solid bondemand. Han var Venstre-folketingsmand fra 1964, da vi begge kom i Tinget. Nu er han høvding i den store Grindsted landkommune. Han forsikrede, at al den ballade, der havde været om Grindstedværkets forurening af naturen, var ganske uberettiget …”

Otto Lauersen døde få år senere juledag den 25. december 1984. Han blev 56 år gammel.

Dupont – Grindsted
Foto: René Lind Gammelmark

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.