Mindeord over Aksel Nielsen

MindeordFoto: Pixabay

Mindeord over Aksel Nielsen, skrevet af Birgit Eliseholm og Kurt Nørgaard

 

En hundeven af de store. En mand, som havde ægte hundetække. En mand, som levede i pagt med naturen, hunden og vildtet er gået bort.

Aksel Nielsen er stille sovet ind i hjemmet på Samsøvej efter et langt liv på 92 år.

Enormt mange etiske anvisninger ved jagt har jeg nydt gavn af gennem de mere end 45 år, hvor vi har haft jagtfællesskab. Stor var min glæde ved at være sammen med Aksel og hans dygtige hunde. Hans foretrukne hund var Gammel Dansk Hønsehund, som for øvrigt også var Blichers foretrukne følgesvend på jagt.

Jeg har ved flere lejligheder overværet, at Aksel med fast stemme har anmodet ældre jægere om, at de ikke skulle få unge jægere og jagtkammerater til at sænke moral og sikkerhed under udøvelse af jagt og betjening af våben. Et stykke levende såvel som nedlagt vildt skulle behandles med stor respekt. Således kunne et dyr også snildt passere Aksel, uden der blev løsnet et skud. Han kunne fint nøjes med at nyde synet af et stykke vildt forlade reviret.

Jagten og hans hundeopdræt har bragt Aksel rundt i store dele af Danmark, men også det organisatoriske felt har han dyrket. Således har han gennem mange år været særdeles aktiv i Grindsted Jagtforening ved at beklæde forskellige poster.

I skolen var Aksel yderst afholdt af elevere. Kontant, venlig og imødekommende i såvel Folkeskolen som i Ungdomsskolen, hvor han gennem rigtig mange år var inspektør. Elever og lærere kunne altid komme til Aksel, og der blev fundet den rette løsning.

Aksels faglige interesse lå i fysiklokalet, men endnu mere var historie hans helt store force. Som underviser var han enormt kyndig og var på hjemmebane i stoffet, og Aksel evnede også sprudlende fortællekunst, som eleverne satte stor pris på gennem årene.

Ved festlige lejligheder har Aksel mange gange været med til at optræde med muntre indslag. Det til stor glæde for såvel gæsterne som for værterne. Der var altid en sober linie, som ikke måtte brydes. Også her var der respekt i Aksels virke.

Hjemme hos Ebba og hos børn, børnebørn og svigerbørn og familien i øvrigt er der blevet en tom plads. Der vil være et savn fremover for jer alle – også for os, der har fået lov til at lære Aksel at kende. Sammen vil vi glæde os over de mange, mange gode minder, vi har.

Æret være Aksels minde.

Birgit Eliseholm/Kurt Nørgaard