Sanders Historiske Hjørne: Hedebrande – ilden der var nødvendig for engbondens overlevelse

I sidste uge kunne man i de lokale dagblade læse, at brandvæsenet var rykket ud til en brand i Gyttegård Plantage. Foruroligede borgere havde bemærket, at store røgskyer stod op fra hedejorden i plantagen. I slutningen af maj 2018 blev brandvæsenet ligeledes kaldt ud til en større brand på Randbøl Hede, hvor myndighederne vurderede, at adskillige kvadratkilometer hedelandskab blev brændt af. I begge tilfælde så man naturens voldsomme kræfter i aktion. Ved branden ved Gyttegård var alt dog under kontrol, da det var Skov- og Naturstyrelsen, der udførte de årligt tilbagevende hedeafbrændinger i området. I tilfældet på Randbøl Hede var branden derimod ikke under kontrol, hvilket kostede en del dyr livet.

I 1800 og 1900-tallet har der været flere meget store hedebrande i området:

1837:  Brand på Simmelhede lidt syd for Sdr. Omme. Udstrækning på 15 kilometer (2 mil). Afbrænding af nogle sajdynger i Grindsteddal hos gdr. Jens Riber. En af de største brande området har oplevet igennem tiderne.

1859:  Nollund Hede vest for Grindsted. Flere hundrede tønder land gik op i flammer. Medførte øget sandflugt. Branden opstod under furesvidning.

1868:  Brand i Sdr. Omme området ved Niels Jensen i Engebæk. Opstod under furesvidning.

1889:  Hedebrand mellem Grindsteddal og Hjortlund hos gdr. Peder Nielsen. Adskillige hundrede tønder land blev afbrændt. Opstod under furesvidning.

1895:  Hedebrand mellem Grindsted og Hinnum. 1.000 tønder land gik op i røg. Opstod efter lyngafbrænding før pløjning.

1911: Staldbakke-branden på Randbøl Hede. Hedeafbrænding ved nedlæggelse af mergelspor. Store skader på landskabet.

1927: Honolulu Plantage branden nær Slauggård Plantage, hvor store dele af plantagen og omgivende hedeland brændte helt ned til grunden.

Som det fremgår af listen, opstod de fleste brande under bøndernes hedeafbrænding ved forårstid. Furesvidning blev foretaget for at forbedre årets avl og vinterføden. Lyngafbrænding var en fast del af engbondens og senere hedebondens forårs ritualer. Man nøjedes ikke kun med af afbrænde de områder man ville opdyrke, men også de øvrige arealer blev afbrændt.

Fordelene ved en sådan afbrænding af lyngtæppet var mange: 1) den fjernede næringsstoffer – her specielt kvælstoffer, 2) den fjernede vissen biomasse i området, 3) var en billig og effektiv plejemetode for engbønderne, 4) gav større artsrigdom af urter, ligesom den forynger og fremmer såvel lyngen som tyttebær, morsebøllebær (blåbær) og sorte revlingebær, 5) afbrændingsprocessen foregår kun en gang på året og 6) afbrændingen tager ikke hensyn til landskabets udformning – branden var særdeles effektiv i uvejsomt terræn og på svært tilgængelige områder. Afbrænding fungerede bedst efter en periode med barfrost. På afbrændingsdagen skulle der gerne være rimelig kraftig vind, ikke under 8 m/sek. Der brændtes så store arealer som muligt – op til 100 ha. Ulemper var der dog også ved en hedeafbrænding: 1) meget vejrafhængig og dermed vanskelig at planlægge; nogle år lykkedes det måske slet ikke at få brændt af, 2) ved afbrændingen i foråret var det begrænset, hvor meget næring der kunne fjernes pr. afbrænding og 3) planlægningen af branden krævede opmærksomhed på harekillinger, krybdyr, insekter og andre dyr.

Før det 19. århundrede var hedeafbrændingen nærmest det vigtigste forårs ritual her på egnen for de lokale bønder, men fra midten af det 19. århundrede blev det ikke mere vægtet så højt i områdets landbrug. Og egentlig dokumentation for afbrænding med henblik på forbedret græsning findes ikke efter midten af 1800-tallet. I storhedstiden fra 1500 til 1700-tallet foretog engbønderne hedeafbrændinger hver 4-6 år. De tidligste beretninger om hedeafbrændinger på Randbøl Hede går tilbage til Frederik 2. (1534-1588) tid. Han lod oprette et fårehold på Skødegård og befalede af lyngen blev afbrændt jævnligt.

Både afbrænding af hede for at skaffe bedre græsning og afbrænding af hede og asketørvsbrænding, der gik forud for anlæggelsen af agre på heden, kan antageligt føres tilbage til det første primitive agerbrug i Jernalderen (500 f. kr. – 850), hvor svedjebruget var dominerende på egnen. I takt med at skovene forsvandt, brugtes ikke ved til optænding men derimod lyng og lyngtørv. En god lyng var derfor essentiel for engbonden og enggårdens livskvalitet for folk og fæ. Lynghedens betydning for at skaffe føde til husdyrene bestod ikke blot i sommergræsning på hedearealerne men store mængder lyng blev høstet inden vinteren til dyrefoder. Efter at Kreaturerne var sat på Stald, kom Lyngleen i gang på heden og flere læs lyng blev i vinterens løb hjemkørt og sat i stak ved gården. Det skulde helst være nye lyng-planter.

Beretninger viser at efter kreaturerne kom på stald i efteråret, så kom lyngleen i gang på heden. Kreaturerne fik en mængde lyng sammen med halmen om aftenen. Lyngen var altid spist om morgenen mens halmen røg ud på møddingen. I Randbøl Hede området var afslåning af lyng til vinterfoder almindeligt indtil fredningens tid i 1930erne. Under 2. verdenskrig fandt høst af lyng til dyrefoder dog stadig sted.

Hedeafbrænding anvendes hvor den varierede hede er truet af gammel uddøende hedelyng, tilgroning, dominans af revling og dominans af blåtop, også på de tørre arealer. Afbrænding er at betragte som en vedligeholdende pleje. Selvom det umiddelbart ser voldsomt ud, nulstilles hedens vegetation ikke, men er i stand til at skyde på ny. Målet med afbrænding er at forynge hedelyng, begrænse revling og bølget bunke, brænde småtræer og på den måde genetablere dværgbuskhede med hedelyng, klokkelyng og andre karakteristiske hedearter. Med andre ord var den kontrollerede hedeafbrænding nødvendig for især engbondens overlevelse her på egnen. Hedeafbrænding foregik oftest i det tidlige forår før første april, inden fugle og smådyr begynder at yngle. Forårsfbrænding var kun praktisk muligt på enkelte dage i perioden fra ultimo februar til 1. april. Nogle år var der kun ideelle forhold til at brænde 5 dage i marts måned. Her på egnen har hedeafbrændning været almindelig siden Vikingetiden (850-1066), og i dag sker det oftest på kommunens arealer ved Søndre Ringvej syd for Grindsted og på Randbøl Hede.

Afbrænding af hedelyng – Arkivfoto: René Lind Gammelmark

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.