Af Louis Bülow
For fem årtier siden i slutningen af 1960’erne skulle det ved skæbnens forunderlige tilskikkelse blive mig forundt at blive ansat som elev i A/S Kjøbenhavns Handesbanks filial i Grindsted.
Det skulle blive lidt af et kulturchok for mig som arbejder-knejt fra små og ydmyge kår med das i gården i et fattig landbosamfund i Hejnsvig, da jeg med velkæmmet hår og min moders velsmurte madpakke i tasken troppede op til min første arbejdsdag i banken i Vestergade 7 i Grindsted.
Bankens stålsatte kontorchef – et talende jakkesæt i nålestribet og tidligere B-landsholdsspiller i fodbold – var berygtet for at ville sætte sig i respekt hos de nye elever fra første dag med kæmpe møgfald, der ikke så sjældent lod erindringer fra min egen skoletids magtudøver lektor Blomme rinde mig ihú. Om end en tand mindre sadistisk.
I de første dage blev jeg sat til at sortere og arkivere bankens kontoudtog, og det gik snart op for mig, at kontorchefen hvert eneste år og som en usvigelig sikker tradition korreksede de nye ved første lejlighed, om så kun et komma var sat skævt eller et kontoudtog lagt forkert. Aldrig vil jeg glemme hans hvislen:
– Hér hos os hersker orden og akkuratesse!
I gamle dage var konservative traditioner sat i højsædet i landets pengeinstitutter, og det blev set som en selvfølge for alle ansatte – fra yngste bankelev til bankdirektøren – at værne om borgerlige værdier, dyder og idealer. Handelsbanken i Grindsted var som taget ud af TV-klenodiet Matador, hvor den stilige bankdirektør Hans Christian Varnæs residerede i en tid, fra før verden gik af lave.
Et støvet og traditionsbundet pengeunivers med aura af klassiske traditioner og hellig respekt for altmodisch elegance: dobbeltradede habitter, silkeslipse, guldure, manchetknapper og guldbelagte fyldepenne med navnetræk indgraveret. Det klassiske chefkontor med blødt gulvtæppe og mørke palisander-paneler, malerier og skrivebordet i højglans med høje papirbunker
Ved det første øjekast var Kjøbenhavns Handelsbank en bank, hvor der først og sidst blev satset på erhvervsengagementer og driftige erhvervsfolk, håndværkere, forretningsdrivende og iværksættere. Tilsyneladende en bank alene med fokus på de rige og de velbjærgede – en bank for dém med déres på det tørre.
I Handelsbanken i Grindsted var billedet dog mere nuanceret …
Hér regerede den bryske Arvid Hansen i årtier som en højt respekteret filialdirektør af den gamle skole og forenede sit virke i banken med klassiske dyder – nogle vil måske sige gammeldags.
Ikke noget hér med jeans, blød striktrøje, åbentstående skjorte og trendy hyttesko. Med sin barske fremtoning blev Arvid Hansen ikke så sjældent sammenlignet med despoten Djengis Khan, og i folkemunde gik hans kontor under den sigende betegnelse Løveburet.
Men med Arvid Hansen som frontfigur havde banken en hædersmand som direktør med hjerte, sjæl og socialt sindelag med hele vejen. Bag en stiv og utilnærmelig facade var han et varmt menneske, der stod klar i kulissen til at træde til som gavmild glædesspreder, når han mødte nød og fattigdom. Da hørte man bogstaveligt talt hjertet banke …
I dé år skal vi opleve såvel boom og fremgang som økonomiske kriser og tiders ugunst, og da jeg bliver placeret i bankens udlånsafdeling, lander sager af enhver art på mit skrivebord.
Som dengang det bliver mig forundt at være bankmand for en fremragende dygtig iværksætter fra små kår, der tilbage i 1960’erne sætter alt på spil, skipper et sikkert job, bryder med sin trygge og stabile tilværelse – alt sammen for at få foden under eget bord.
Karrig med store ord og armbevægelser, javel, men den opvakte unge mand skal gennem en hél menneskealder med mod og fremsyn komme til at præge landsdelens forrygende udvikling.
Eller dengang den værste krise siden depressionen i 1930’erne rammer det danske landbrug. Et fjernt erindringsbillede toner frem: Dèr ved skranken tripper en stor-landmand med jorder, der strækker sig over adskillige hundrede hektar, og som efter års slidsom kamp er ved at give op. En tragisk deroute lurer lige om hjørnet.
Bagved venter en småkårsfamilie, der må hutle sig i gennem efter mange års arbejdsløshed og alvorlig sygdom. Med barnedåb og konfirmation lige for døren er familien havnet i en nærmest håbløs situation med social nød og elendighed lige i horisonten.
Endnu et erindringsglimt fra dengang lige før juleaften: Et ungt ægtepar med rod i økonomien og dystre fremtidsudsigter tropper op ved udlånsskranken med deres lille barn på armen. Moderen er for nyligt blevet ramt af en dødelig sygdom, og familien står overfor en truende tvangsauktion og efterfølgende fallit.
Internt i banken er der givet strenge pålæg om, at al yderligere långivning er udelukket, og familien har kun én sidste udvej tilbage: et personligt møde med direktør Arvid Hansen.
Jeg beder så mindeligt en travlt optagede bankdirektør give familien bare fem minutter. Dé fem minutter går, et kvarter, en halv time, en time. Efter en time og et kvarter går døren endeligt op, og en utroligt lettet og dybt taknemlig mor og far forlader med brede smil og strålende øjne Løveburet med deres lille pode og går til kassen for at byde kassereren op til dans.
Forrest Svend Erik Olsen og bagved bogholder J. Munch – Kilde. Privatfoto
Da julens budskab om godhed og kærlighed sent juleaften få dage senere sænker sig over den lille families lune stue i midtbyen, taler glædestrålende barneøjne, trætte men glade forældre, kulørte gavebånd, sløjfer, tomme julegaveæsker og iturevet gavepapir deres tavse sprog om en ganske vidunderlig juleaften. Godhedens julemirakel.
Flere glade erindringsglimt fra min banktid dukker op. Hvert år til jul tropper to af Torvets stoute gutter op ved udlånsskranken for at tale med bankens direktør. Som de altid gør, medbringer de en vekselblanket, hvor de med en vis kreativitet har kautioneret for hinanden for et beløb på kroner 100. Som altid lader den ellers så principfaste bankdirektør godheden løbe af med sig.
En anden af Torvets gamle kendinge har i fordums dage med oprejst pande og stolthed arbejdet som selvstændig murermester. Nu er han ved krise og strenge tider gået ned med flag og virksomhed og havnet på livets skyggeside med alle sine kære og familien spredt for alle vinde.
Også han møder frem i banken en gang om året lige op til juleaften. År efter år viser Arvid Hansen sit store menneskelige format, og den gamle håndværksmester kan rette ryggen og rank og stolt vende tilbage til gutterne på Torvets bænke.
Arvid Hansen ved sin fratrædelse i Handelsbanken i Grindsted – April 1980 – Kilde: Privatfoto
Tillad mig at runde af med et andet og trist erindringsbillede fra dengang:
På Torvets bænke kun et stenkast fra byens pengeinstitutter sidder en lokal ungersvend i tætte tobakståger sammen med et broget univers af gutter og drikker sig mod til at lægge vejen forbi banken i håb om at blive hjulpet på ret køl.
Nød og socialt afsavn er en uafvendelig del af gutternes hverdag, og den unge mand og kæresten har svært ved at holde sammen på tilværelsen. I flere uger har de levet på nas, hutlet sig igennem, tigget sig frem, småsultet og sovet, hvor der er plads.
Et par timer senere – klædt i stiveste puds og endnu med håb og drømme intakte – dukker det unge par op i bankens lokaler fast besluttet på at lægge kortene på bordet og starte på en frisk.
Med en tør bemærkning om, at banken ikke er noget socialkontor, siger en stilig bankmand nej til at hjælpe de unge mennesker. Med opfordringen til at stille sig op i køen på kommunens bistandskontor og søge fattighjælp, ender parrets drømme og forhåbninger med et blankt afslag, en bristet illusion, en knust drøm..
Efter endnu en flok bajere og et par velvoksne gibbernakker gør det unge par et sidste behjertet forsøg i et andet pengeinstitut men bliver hurtigt og stille lempet ud af bagdøren.
Parrets liv og tilværelse på Torvets bænke i Grindsted er alt andet end stokroseromantik og Morten Korch-idyl. Senere ramler det hele for dem, da den unge mand bliver taget for et røveriforsøg mod det lokale posthus og idømt flere års fængsel.
Han bukker under for en overdosis få år senere.
