Efter af have været lukket ned i et halvt år starter vi igen med petanque skriver Grindsted Petanque i en pressemeddelelse.
Første gang er 8. april kl. 13.30. ved Lynghallen. Herefter er der træning hver mandag kl. 18.00 og torsdag kl. 13.30. Vi er en udendørs sport, så med den sædvanlige gode corona adfærd, har vi plads til alle dem, der synes, at der skal ske noget nyt i tilværelsen. Vores nuværende medlemmer har savnet at komme i gang igen. De værdier vi lægger vægt på, er selvfølgelig konkurrence i spillet, men fællesskab og hygge er også vigtigt i klubben.
Petanquespillere er kendt for at drikke meget kaffe sammen. Der holder vi lige indtil videre lidt lav profil.
Reglerne er simple, men kan man dem ikke i forvejen, skal vi i klubben nok sørge for, at alle får dem lært. Vi spiller med skiftende makkere, primært to mod to som udpeges ved lodtrækning. Derved lærer man hurtigt de andre medlemmer at kende. Hvis nogen føler, at de ikke er gode til at spille, skal man ikke fortvivle. Man kan hurtigt lære det, og man får nogle fif af sin makker.
Det gode ved sporten er, at pulsen er tilstrækkelig lav til, at der er overskud til at grine og have det sjovt, samtidig med at man også kan tage spillet alvorligt og alligevel får man en masse motion og frisk luft. Det kan noget særligt, at man er sammen om en aktivitet. Vi glæder os over, at vi må mødes igen og håber, at foråret viser sig fra den pæne side.
Lån af kugler kan vi også efterkomme i et vist omfang fortæller Palle Jacobsen fra Grindsted Petanque.