Bülows Hjørne: Sande stridsmænd for vorherre

Bülows Hjørne

Af Louis Bülow

Ved at dykke ned i historiske annaler i det fattige landbosamfund Sønder Omme i det vestjyske toner et familiedynasti frem af stoute missionsfolk med kristenkultur og bibelske traditioner dybt forankret.

I de støvede arkiver møder vi 4 generationer af stridsmænd for Vorherre, der bag et utilnærmeligt ydre gemte på et lunt og slagfærdigt menneske med sjæl og hjertevarme. Spasmagere af Guds nåde med en befriende sans for humor og kvikke replikker.

  • Kristian Olesen, der trådte sine barnesko ved Næstved, har i mere end tre årtier været ansat som en højt anerkendt domorganist ved Roskilde Domkirke.
  • Hans fader Andreas Olesen, der havde sin barndom og opvækst i Sønder Omme, øvede i mange år sit kald som sognepræst og provst i det østsjællandske.
  • Hans bedstefader Poul Olesen, der i gennem fire årtier virkede som en dybt respekteret sognepræst i Sønder Omme i det vestjyske.
  • Endeligt hans oldefader Oluf Olesen, der tilbage i 1920’erne optrådte som legendarisk biskop over Ribe Stift.

 

Allerede som 25-årig blev Kristian Olesen ansat som organist i Helsingør og arbejdede her i syv år, før han kom til Roskilde Domkirke som domorganist.

Han har undervist på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og også den store verden har haft bud efter ham. I de senere år har han spillet og undervist i store katedraler i Japan, Spanien, Portugal, Italien og Østrig.

I flere år har Kristian Olesen desuden virket som orgelkonsulent for Kirkeministeriet med en lang række store projekter bag sig. Som da en række fondsdonationer for få år siden gjorde det muligt at lade det berømte hovedorgel i Aarhus Domkirke – Danmarks største kirkeorgel – restaurere for 17 millioner kroner. Da knyttede man prompte 65-årige Kristian Olesen til projektet som konsulent.

Det verdensberømte orgel blev bygget i 1730 og blev set som et højdepunkt i dansk ordelbygning. Kirkeorglet fordelte sig med et væld af orgelpiber over fire etager i størrelser og materialer, samlet gennem fire hundrede år.

 

Men lad os skrue tid og sted tilbage til en søndag i det vestjyske engang i 1920érne …

Pastor Poul Olesen – Kilde: Privatfoto

I Sønder Omme havde Kristian Olesens bedstefader Poul Olesen siden 1922 virket som sognets præst og sjælesørger, samtidigt med, at hans oldefader Oluf Olesen ragede op som biskop over Ribe Stift, der omfattede sogne fra Ringkøbing i nord til grænsen i syd.

Biskop Oluf Olesen, Ribe – Kilde: Wikipedia

Hér kan vi trække en tråd til kollegaen Kaj Munk, der to år senere i 1924 flyttede ind som ny sognepræst i Præstegården i Vedersø, der var beliggende ved Ringkøbing mellem idylliske søer, fjorde og klitplantager.

Biskop Oluf Olesen fra Ribe Stift var således i 1920’erne gejstligt overhovede for såvel den lands-kendte Kaj Munk i Vedersø som sønnen Poul Olesen i Sønder Omme.

Kaj Munk kendte både fader og søn ganske udmærket, og fra tid til anden kørte han og Lise Munk til Sønder Omme for at høre sønnen Poul Olesen prædike i sognets gamle kirke. En anden gang sammenlignede Kaj Munk faderen biskop Olesen med den gamle degn og konseilspræsident J.C. Christensen fra nabosognet Stadil:

”Morsomt nok, at den næste Jyde af Overstørrelse, jeg lærte at kende, var min Biskop, Olesen i Ribe, han, der var et Ocean af Aabenhjertighed. Naar han kom paa Visitats, kunde han læse de intimeste Breve fra sin Familie højt for den tilfældige Tilhører. To saa forskellige Mænd, begge Jyder, begge langt ud over det almindelige. Hvor holdt man af I. C., fordi han var, som han var, og af Olesen, fordi han var stik modsat!”

 

Anekdoter og skæve historier om den navnkundige biskop var talrige. Som da biskop Olesen blev ringet op af en mand, der skulle have fat i det lokale bilvaskeri og bad biskoppen komme hen og vaske hans vogn. Dèt mente biskop Olesen nok, han kunne påtage sig  –  dog ikke på stående fod, da han netop skulle over i Domkirken for at vie et brudepar.

Engang blev Kaj Munk spurgt, hvilken kirkelig retning, han tilhørte, og han var klar i mælet: Jeg sorterer direkte under Vorherre. Hans kollega i Sønder Omme Poul Olesen derimod var kendt som en markant stemme indenfor Tidehvervs-bevægelsen.

Pastor Olesen og Kaj Munk havde ellers meget til tilfælles. Meget at snakke om, meget at dele, meget at hente. Solidt forankret i fattige landbosamfund i det vestjyske ragede de begge op som sande stridsmænd for Vorherre, om hvem der stod megen blæst.

Under tyskernes besættelse blev digterpræsten i Vedersø set som modstandskampens inspirator og nationale symbol. Også Pastor Olesen gik med i kampen mod nazistisk tyranni og undertrykkelse og var med til at sikre, at Danmark kom ud af krigen på de Allieredes side.

Fra 1922 til 1963 øvede Pastor Olesen sit kald, sin mission, i Sønder Omme som præst, vejleder og mentor for generationer af sognebørn.

Han kunne være utilnærmelig med sin bryske facon og jage en skræk i livet på både høj og lav. Men som sin fader var han et hjertevarmt menneske, der tog hånd om alle – også dem i vanskelige kår, dem, der mistrivedes, dem, der havde det svært.

Som dengang han en juleaftensdag ved årets julegudstjeneste henvendte sig til sine sognebørn med alvorsord, der for altid skulle mejsle sig ind i deres erindring.

En urolig stemning bredte sig i den fyldte kirke, da den gamle præst påfaldende længe og tavs stod på prædikestolen. Som søgte han at finde netop de ord i Evangeliet, der havde bud til hver enkelt. Som minutterne gik, skottede sogne-børnene rådvilde til hinanden med lidt hvisken og tisken.

Da pastor Olesen langt om længe tog ordet, betroede han sin menighed den tragiske historie om en purung pige fra sognet, der var havnet i ulykke og havde givet op. Han talte indtrængende til dem, der havde fordømt og stemplet den unge mor som en billig tøs og løs på tråden og det lille barn som en horeunge, et uægte barn.

Med udgangspunkt i Juleevangeliet udtrykte Pastor Olesen sin undren over, at det kunne være sådan, når den almægtige Gud lod sig føde som et lille spædbarn og julenat vedkendte sig sit faderskab til mennesket …

Tre generationer – Pastor Olesen med sønnen Andreas og barnebarnet Kristian – Kilde Privatfoto

Pastor Olesen sov stille ind i juli 1982, 89 år gammel.