Mænds Mødesteder fik over 3.5 millioner kroner

Foto: Forum for Mænds Sundhed

Der er flere mænd end nogensinde, der bor alene, er isolerede og ensomme, men i Mænds Mødesteder mødes de om aktiviteter, de finder interessante og finder et fællesskab omkring. TrygFonden har netop bevilget over 3,5 mio. kr. til at videreudvikle Mænds Mødesteder til at kunne inkludere sårbare mænd i fællesskaberne samt vidensdele på tværs af mødestederne.

I Billund Kommune er der en afdeling af Mænds Mødesteder i Grindsted.

– Et Mænds Mødested er et fællesskab, hvor alle mænd uanset alder, baggrund eller evner mødes over fælles aktiviteter og en snak over en kop kaffe. Hvilke aktiviteter og hvordan de organiseres, bestemmes af de mænd, der kommer og bruger stederne. Alle kan være med, alle kan få medindflydelse, og alle er velkomne. Med donationen fra TrygFonden, som vi er meget taknemmelige for, håber vi at kunne videreudvikle mødestederne, så vi i højere grad også får fat i og inkluderet udsatte og sårbare mænd, som har brug for en hjælpende hånd til at møde op, siger Svend Aage Madsen, forskningsleder på Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed, som har udviklet og igangsat Mænds Mødesteder.

Chefpsykolog på Rigshospitalet, Svend Aage Madsen – Foto: Kaare Schmith

Det første Mænds Mødested blev etableret i 2015, og der findes i dag 29 Mænds Mødesteder fordelt over hele landet. Et mødested er et demokratisk og inkluderende fællesskab, der oprettes som selvstændig forening og er åbent for alle mænd. Når mændene bliver en del af fællesskabet, blomstrer mange op, tager ejerskab og påtager sig ansvar i forhold til møder og aktiviteter. Det har imidlertid vist sig at være svært at inkludere udsatte og sårbare mænd. Med den nye donation fra TrygFonden er målet derfor at udarbejde en ny model for Mænds Mødesteder, hvor man har fokus på også at opsøge, invitere og inkludere sårbare mænd, eksempelvis i samarbejde med kommuner og praktiserende læger, samt oprette flere mødesteder, hvor der er plads til og forståelse for de særlige behov, sårbare mænd kan have. Endelig er planen at stifte et netværk, hvor mændene på tværs af mødestederne kan få kontakt med hinanden og udveksle erfaringer.

Donationen er givet som led i TrygFondens samlede arbejde for at skabe tryghed og give alle en plads i et positivt fællesskab.

Foto: Forum for Mænds Sundhed

 

Kort om Mænds Mødesteder:

  • Konceptet Mænds Mødesteder er udviklet og igangsat af Forum for Mænds Sundhed, der er et partnerskab, som arbejder for at skabe lighed i sundhed med fokus på mænds sundhed
  • Der findes i dag 29 Mænds Mødesteder fordelt i hele Danmark:

Nordjylland

    • Aalborg
    • Nørresundby

Midtjylland

    • Herredsvang (Aarhus)
    • Trige (Aarhus)
    • Frydenlund (Aarhus)
    • Kjellerup
    • Silkeborg
    • Stakroge

Sydjylland

    • Grindsted
    • Esbjerg

Fyn

    • Nyborg
    • Sønderborg
    • Faaborg-Midtfyn – De Fynske Alper

Sjælland og Lolland-Falster

    • Greve
    • Haslev
    • Holbæk
    • Korsør
    • Maribo
    • Nakskov
    • Odsherred
    • Ringsted
    • Stevns

Bornholm

    • Sjakket (Rønne)

Hovedstadsområdet

    • Glostrup
    • Brøndby
    • Tårnby
    • Frederiksberg
    • Nørrebro
    • Egedal
  • Forum for Mænds Sundhed, der huses af Rigshospitalet, har mere end 50 partnere bestående af kommuner, regioner, patientforeninger, virksomheder, hospitaler, fagforeninger, Sundhedsstyrelsen og private aktører.
  • Forum for Mænds Sundhed har netop modtaget 3.569.888 kr. fra TrygFonden til at videreudvikle Mænds Mødesteder.

 

Om TrygFonden
TrygFonden varetager TryghedsGruppens almennyttige arbejde. TryghedsGruppen er største aktionær i forsikringsselskabet Tryg og skaber værdi og tryghed gennem langsigtet ejerskab og almennyttige uddelinger. Læs mere på tryghed.dk.