Bülows Hjørne: Bette Laust fra Nollund – og Peter Sabroe

Af Louis Bülow

Vi skruer tid og sted tilbage til fredag den 13. november 1908 til Rigsdagens lokaler i Infanteri- og Ingeniørkasernen i Fredericiagade i København, hvor det mangeårige medlem af Folketinget Laust Rasmussen fra Grindsted for alvor er kommet i søgelyset.

Den sindige husmand på tinge – kendt for at være karrig med ord og store armbevægelser men ikke fedtet med fine menneskelige kvaliteter – skal denne fredag skrive sig ind i Rigsdagens historiske annaler i forbindelse med et lovforslag om gratis skolebespisning.

Som der står at læse i Dansk Biografisk Leksikon, der ses som et hovedværk i dansk biografisk litteratur: ”Mærkes kan hans Sammenstød med Sabroe 13/11-1908 …”

Lad os da følge sporet tilbage til Folketingets mindeværdige debat hìn efterårsdag for 113 år siden, hvor Laust Rasmussen til historiens vingesus går i åben clinch med Rigsdagens legendariske debattør og folketaler Peter Sabroe.

Den fredag går bølgerne højt i Folketingssalen i forbindelse med Loven om Skolebespisning, der vil give ethvert barn i de offentlige kommuneskoler adgang til at få et måltid varm mad hver skoledag i månederne december – marts.

Laust Rasmussen stiller sig positiv overfor tanken om tilskud til skolebespisning men forfægter det synspunkt, at det især er i byerne og det nærmeste opland, at der er behov for en sådan lovgivning.

Den udtalelse får den iltre Peter Sabroe på mærkerne. Han tager bladet fra munden og tordner løs mod sin ærede kollega fra Grindsted, som han beskylder for at være ude af trit med virkeligheden blandt sine egne vælgere i det vestjyske: – I den fattige husmandskreds, som Laust Rasmussen repræsenterer, vil måske hundreder af halvsultne og sultende børn melde sig til skolebespisningen. Hans modstand mod loven vil blive husket …

Den navnkundige Peter Sabroe er tidens store sociale revser og politiske agitator – en frygtløs enmandshær, der brænder for forkuede småkårsfolk, misrøgtede syge og gamle, fattige børn og unge. For ham er kampen mod uret og undertrykkelse en livsopgave.

I den ophedede debat bliver der ikke lagt fingre imellem, og med en slet skjult trussel antyder Peter Sabroe, at han sporenstregs vil tage til Grindsted og afsløre for Laust Rasmussens vælgere, hvad deres Rigsdagsmand har sagt.

Men truslen preller af på Laust Rasmussen, der stilfærdigt tager til genmæle med en bemærkning om, at: – han troede nok, at han bedst kendte forholdene i sin kreds, hvor han havde boet i 60 Aar.

Det bliver ved Sabroes trussel om at rejse til Grindsted – selv om man aldrig helt kan vide med Sabroe. Hos ham vil man lede forgæves efter lunken portvin, kedelig missionshustale og fersk artighed. På sine mange rejser rundt i landet er han kendt for at gå meget langt for at afsløre de kummerlige forhold, forsømte børn lever under.

For at illustrere børnenes tragedier viger Peter Sabroe ikke tilbage for at medbringe en mishandlet fattiggårdsdreng og fremvise den spinkle drengekrop, hvor prygl med stokke og spanskrør har trukket lange røde striber hen over huden.

Eller som dengang han i Folketinget åbner en flere kilo tung pakke fra Holstebro Svineslagteri med rådne fedtegrever, der er beregnet som hundeføde, men som i stedet bliver serveret for børn på landets børnehjem og opdragelsesanstalter.

En ulidelig stank breder sig i Folketingssalen, der lyder gisp og forargede fy-råb fra alle sider, og Folketingets formand formaner om det upassende i at fremvise den slags. Hvortil Sabroe resolut svarer: ”Det er endnu mindre passende at give børn den slags at spise.”

Og Peter Sabroes budskab går igennem …

Anderledes stilfærdigt går det for sig, når Laust Rasmussen tager ordet. Ordholdende og solidt forankret i Grindsteds bondemuld er han èn af dem, der bliver lyttet til – også selv om han ikke er gudsbenådet med ordets magt som Peter Sabroe.

Laust behøver ikke den store belæring – han kender som få til nød og socialt armod fra sin ludfattige barndom i Grindsted.

Vi tager tilbage i tiden til en sommerdag i slutningen af 1850’erne til de endeløse hedesletter, der storladent strækker sig omkring Grindsted – et lille landbosamfund, der helt ind i sjælen er rundet af stoute bønder og missionsfolk.

Også i fordums dages svære tider skal småkårsfolk have tøj på kroppen og mad på bordet. Alle munde skal mættes, og hos Rasmus Lauridsen og Ellen Marie Iversdatter på husmandsstedet i Grindsted må alle gå til hånde. Allerede før en vis herre får sko på, bliver bette Laust på 7 år sendt ud på heden for at vogte får – ikke alene familiens egne får, men også naboens.

Barbenet med kasketten på sned, slidte træsko og bukser med lapper både for og bag er den opvakte bondedreng ude med sin flok både tidligt og silde og i al slags vejr, men netop denne dag skinner solen fra morgen til aften over Grindsted. Et kor af lærker triller deres sang, mens hugorme dovent lader sig bage igennem blandt brune lyngtoppe. I det fjerne anes harekillingers kåde leg og støvbadende engpiberes muntre besyv.

Inden Laust skal hjem i middagsstunden, driver han de græssende får i folden, så de kan gå i skygge i den mest brændende hede. Altid i gåsegang, altid i ulige lange rækker, altid ad de samme stier.

Det hårdføre liv som hyrdedreng på den vestjyske hede vil komme til at forlene bette Laust med en livslang kærlighed og samhørighed med hjemstavn, dyr og naturens sjæl. Han er fortrolig med hedens hemmeligheder og véd, hvor harekillingen har sit leje, lærken sit kuld og viben sin rede.

Laust genkender hvert dyr i sin fåreflok, han véd, hvem der kan finde på at stikke af, hvem han kan stole på. Han tæller og holder styr på sine dyr, for det sker ikke så sjældent, at et får eller to forvilder sig væk fra flokken med fare for at bukke under i mosehuller eller dybe grøfter.   

Først som 10-årig får Bette Laust lov til at følge en nødtørftig undervisning i den lokale stråtækte kommuneskole. Men fra barnsben bliver han klædt godt på hjemmefra med klassiske dyder som flid, nøjsomhed og vestjysk snusfornuft, som han tager med sig på sin klatretur mod magtens tinder.

Ad åre arbejder han sig op til samfundets top, bliver betroet høje tillidsposter, og i gennem næsten tre årtier repræsenterer han sin hjemegn i Folketinget. Laust Rasmussen dør i december 1924 i Grindsted, 74 år gammel.

Hans politiske modkombattant fra dengang Peter Sabroe omkommer i juli 1913 ved den store jernbaneulykke i Bramming. Budskabet om hans død vækker landesorg, og ved begravelsen i Aarhus deltager 40.000 mennesker – mange i en by med 62.000 indbyggere.

Året før skriver Jeppe Aakjær et digt, som han tilegner børnevennen Peter Sabroe:

 

Du være den Fattiges Værner,

du være den Riges Ris!

Da faar du ej Ordner og Stjerner,

men bævende Læbers Pris.

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.