Bülows Hjørne: En hellig pagt i godhedens tjeneste

Med Mors Dag søndag den 9. maj 2021 vil der herhjemme blive lettet på hatten og kippet med flaget for de danske mødre som familien Danmarks omsorgsfulde bagland og samlingspunkt – hverdagens stille heltinder.

Og set med en Hejnsvig-knejts øjne melder en mors kald, mission og ædle gerninger i godhedens tjeneste sig først og sidst i skikkelse af to helt unikke og modige kvinder fra Hejnsvig, rundet af stoute bønder og missionsfolk med bibelske traditioner dybt forankret.

Louis som dreng i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto

Den stoute malermesters ældste datter Ane Lise og hendes nære veninde Astrid fra et lille fattigt husmandssted i landsbyens udkant var karrige med store ord og armbevægelser, javel, men ikke fedtede med godhed og hjertevarme.

Tilbage i 1950’erne forunder de to kvinder – i deres roller som mor og plejemor – deres lille purk at byde livets drømme og forhåbninger op til dans og forvandler selv hans tungeste dansetrin til en flot og fejende vals.

I dé år får den folkekære entertainer Victor Cornelius alle blanke øjne til at flyde over i de små hjem, når han i Giro 413 med tidløse landeplager som Mor er den bedste i verden og Lille Mor synger om hendes smil som solen i sit hjerte – Mor er den bedste i verden, fordi hun er min mor.”

Ikke et øje er tørt, når han hylder mor med sin fløjlsbløde tenorstemme, der får selv englene til at synge – og vi andre til at nikke med.

Lad os skrue tid og sted små 100 år tilbage til den 22. juli 1921, hvor solen skinner fra morgen til aften over Gilbjerg ved  Hejnsvig og sender sine gyldne stråler ind gennem de små vinduer i det hvidkalkede husmandssted. Dén fredag bliver Astrid født i små kår i en søskendeflok på 11, og de lavloftede stuer emmer af glæde og festivitas. Familie, naboer og venner strømmer til fra nær og fjern for at lykønske forældrene med deres lille nyankomne.

En sommerdag få år senere – den 13. juli 1927 – er der også virak og feststemning få kilometer derfra i den solide håndværkervilla i Hejnsvigs hovedgade, da Ane Lise kommer til verden som ældste datter blandt fem søskende af landsbyens malermesterpar.

Dette er den tragiske men dog livsbekræftende skæbnefortælling om to opvakte piger fra Hejnsvig, der skal blive forundt en ganske vidunderlig barndom og opvækst i det lille landbosamfund og i de unge år knytte et nært venskab.

Få årtier senere er de to kvinder begge trådt i godhedens tjeneste, og ved at forene betingelsesløs moderkærlighed og hjertevarme sprænger de alle rammer for at værne deres lille pode mod livets svigt og fortrædeligheder.

 – Nu finder du fandme de penge frem, eller også ryger han ud over altanen …”

Ordene falder som grødet fuldemandsævl men er ment som ramme alvor. Som så mange gange før tilbage i 1950’erne er en familiefar med vold, druk og svir som trofaste følgesvende vendt tilbage til familiens lejlighed og sine kære efter ugers soldeturnè på værtshuse og beverdinger.

Til akkompagnement af et infernalsk spektakel med høje råb, gråd og tænders gnidsel raver han rundt mellem væltede møbler, knuste glas og tomme ølflasker i den raserede stue, der nærmest er indsovset i en hæslig dunst af tobakståger, bræk, øl og billig sprut.

Efter en pludselig indskydelse løfter han sin 6-årige dreng – og mig er det – op i kravetøjet som et slattent trofæ og vælter stangdrukken ud på lejlighedens altan på 3. sal. Han hiver den grædende purk ud over gelænderet, holder ham op mod den sorte nattehimmel og truer med at give slip for at få den fortvivlede mor til at hoste op med de sidste husholdningspenge.

Mor Astrid har kun tilbage at finde pung og penge frem fra gemmerne. Triumferende kan faderen med hærværksfryd i de sorte øjne endnu engang drikke sig fra sans og samling på den nærmeste knejpe, mens den bette knejt klamrer sig til sin mor som et sidste værn mod vold og mishandlinger.

 

Mærket på liv og sjæl beslutter moderen dén aften at yde sit livs sidste og ultimative bidrag for at afværge familiens tragiske deroute i frit fald mod samfundets bund. Med kærlighed som urkraft sætter hun himmel og jord i bevægelse for at sikre sig, at drengen ikke stuves væk som socialt bundfald på 1950’ernes berygtede institutioner og opdragelsesanstalter.

Astrid indgår samme aften en hellig pagt med sin ungdomsveninde Ane Lise, der er blevet gift med hendes bror Hans Lange. Uden officielle papirer og helt uden de sociale myndigheders indblanden overlader hun sin dreng i pleje hos veninden i Hejnsvig og fører ham ud af faderens skygge.

Min plejemor Anne Lisse i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto

For at bryde dén tunge arv, han er et produkt af, giver hun sig selv for sønnen og redder ham fra et inferno af vanrøgt og omsorgssvigt. Som i H. C. Andersens hjerteskærende eventyr om moderen, der kæmper for at fravriste døden sit barn. Hun ofrer sig for barnet, og da Døden undrer sig, lyder hendes svar: – Jeg er en moder …

Hun har nu kun tilbage at flygte fra sit mareridt af et ægteskab, men en fremtid uden håb er den barske virkelighed. Angst, knuste drømme og bristede illusioner får hende til at give op, hun kan ikke mere og bukker under, kun godt 40 år gammel.

– Jeg kyssede dig, Mor, og lagde ømt mod dín min Kind, og saadan sov du ind …”

Jeg oplevede fire  dyrebare årtier med min ejegode plejemor med et væld af lykkelige stunder og godhedsøjeblikke. Ét erindringsbillede fra dengang toner frem: Hun sidder i vor lune stue og læser højt ved olielampens skær af digterpræsten Kaj Munks barndoms- og ungdomserindringer Foraaret saa sagte kommer.

Kaj Munk tilbad sine plejeforældre Peter og Marie Munk, og hans omsorg og kærlighed varede ved lige til det sidste:

”Tante Marie ville jeg ikke sige mor til … Men juleaften blev jeg så varm om hjertet, at jeg pludselig udbrød: “Når du har pyntet så fint et træ til mig, vil jeg sandelig også kalde dig mor. Så havde jeg da atter en mor. Hvor var hun god ved mig!”

Jeg mistede min egen plejemor midt i 1990’erne, hvor hun måtte tilbringe sin sidste svære tid på Grindsted Sygehus i et hospitalsmiljø af hvide kitler, sygestuer, skærme og dropstativer.

Endnu et erindringsbillede trænger sig på fra dengang. En råkold vinteraften forlader jeg Sygehuset for at begive mig hjemad, mens hvide snefnug falder over land og by som blide tårer. Da rinder Kaj Munks gribende digt om plejemoderen Marie mig ihú:

 

Da hvisked jeg:”Naar jeg bli´r stor,

og du bli´r lille, Mor,

saa kan du stole paa, din Dreng

skal bære dig i Seng.”

 

Men har jeg ikke smukt holdt Ord ?

Jeg kyssede dig, Mor,

og lagde ømt mod dín min Kind,

og saadan sov du ind.

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.