GGIF’s serie 1 fodboldherrer mødte Skjern GF og vandt 2-1

Foto: René Lind Gammelmark

Torsdag eftermiddag kl. 14 startede fodboldkampen mellem GGIF’s serie 1 herreseniorer mod Skjern GF på stadion i Skjern.

Træner Christian Thorne har skrevet nedenstående referat fra kampen:

SEJR MOD RÆKKENS NUMMER 1

– 3 point tilføjet kontoen, 3 spillere tilføjet skadeslisten
 
Det var – igen – en vanskelig opgave at spille mod Skjern GF, der i øjeblikket fører serie 1, pulje 10. Spillemæssigt blev det ikke nogen stor oplevelse, men heldigvis er der ikke en finger at sætte på spillernes vilje og fysiske indsats. Der blev virkeligt arbejdet hårdt for sagen. Og arbejdes der hårdt, så kan selv de vanskeligste udfordringer overvindes.
 
Det er virkeligt fantastisk, at hente 3 point i Skjern… og det er virkeligt fortvivlende, at sende yderlig tre navne på skadeslisten. En skadesliste der i forvejen tæller Jamil Faizi, Jakob Vikær, Sebastian Øhlenschlæger, Claus Nielsen og Oliver Jakobsen suppleres nu med Christoffer Wutborg, Mathias “Vips” Jeppesen og Morten Dahl Schmidt. Yderligt trækker Rasmus Horsted med en mindre skade, men dog kunne “Ox” bidrage den sidste halve time i dagens kamp. Og hvilken vigtig halv time, det blev.
 
Første halvleg var en ret lige affære, hvor Skjern havde et mindre overtag…mestendels pga. utallige ringe afleveringer fra os… det må vi indrømme. Efter blot et kvarter måtte en særdeles velspillende og initiativrig Wutte lade sig udskifte efter en hård tackling, og desværre er ledbånd i foden beskadiget, og der venter den blonde humør- og boldspreder flere ugers pause. Indskiftningen resulterede i debut til Jakob Schrøter, der ligesom holdkammeraten Oliver Lindved Lund stadig er U19-spiller. Schrøter gik uimponeret til opgaven, og trænerteamet er meget tilfredse med indsatsten fra den unge mand, der efter 25 minutter glimrede med sin bedste aktion i kampen, da han med en fin stikning sendte Jesper Dahl Schmidt afsted mod mål. Og Jesper havde høj fart, hvilken hans modstander ikke kunne matche, og derfor valgte han at trække i Jesper, så kontraen blev ødelagt. Da centerforsvareren var sidste mand, tildelte kampens udmærkede dommer ham det røde kort. Korrekt, men også modigt dømt af den unge dame, der kampen igennem havde godt styr på de mange mænd. I over en time var vi så i overtal, og i den sidste ende betød det, at vi havde et større overskud end hjemmeholdet. Og det var med til at afgøre kampen til vores fordel.
 
De første 45 minutter forblev målløse, men kort inde i anden halvleg fik Skjern noget at juble over. Et veludført langskud sendte hjemmeholdet foran, og umiddelbart lurede frustrationerne i Grindstedspillerne. Men… arbejdshandsker var på og ærmerne smøget op. Det blev slidt hårdt for at vende kampen, og efter godt en times spil faldt udligningen, signeret af indskiftede Rasmus “Ox” Horsted, der med en flad og hård afslutning sendte læderet forbi en sprællende Skjern-keeper, der for en kort periode blev stille. Med et kvarter igen kunne vi lukke munden helt på ham, da Pirasath Raguleswaran sled sig fri i venstre og med overblik spillede bolden skrå retur til Jesper Dahl Schmidt, der ligesom sin makker Ox sendte bolden ind i bunden af målet til venstre for sprællemanden.
 
Fantastisk sejr under svære betingelser – kæmpe stor respekt for drengenes indstilling. Halvvejs i turneringen er vi noteret for tre sejre og tre nederlag. Det bliver en uhyggelig spændende anden halvdel af sæsonen. #ViErGGIF
 
Kampens spiller: kæmpe skulderklap fra holdet til Jakob Schrøter.
 

GGIF stillede med følgende holdopstilling:
Kenneth Faber
Patrick Lauridsen
Sebastian Nørbygaard
Lasse Kamp
Kevin Rajakumar
Christoffer Wutborg
Jesper Dahl Schmidt
Emil Hergott Hansen
Rasmus Horsted
Mathias “VIPS” Jeppesen
Pirasath Raguleswaran
Oliver Lindved Lund
Morten Dahl Schmidt
Jakob Schrøter