Sanders Historiske Hjørne: Kramboden i Dal (Grindsteddal), razziaen og toldinspektør Oschatz fra Vejle

Sanders Historiske Hjørne

Af Carsten Sander Christensen

I starten af 1780erne boede der vel godt 450 mennesker i Grindsted sogn. Grindsted sogn var indtil 1799 en del af Koldinghus Amt og hørte administrativt under Koldinghus Slot og Ribe Stift. Grindsted var en meget lille landsby med egen kirke, hvor Christopher Sølling (1729-1809) fra Vejle var provst. Men den egentlig hovedby her i området hed vel i grunden Grindsteddal eller bare Dal. Dal lå, hvor østbyens parcelhuskvarter (Gl. Vejlevej, Dalsøvej, Dalbyvej, Dalsvinget og Ribersvej) ligger i dag. Desuden fandtes der i nutidens industrikvarter (Odinsvej, Heimdalsvej og Thorsvej) også gårde og huse der kunne betegnes som værende i Dals byzone. Landsbyen, der bogstaveligt talt lå i en lille dal i området, nævnes allerede i 1680erne, hvor der i nærheden skulle være en kilde der sprang, hvor det rene og velsmagende kildevand nærmest fossede ned i Grindsted Å.

Der findes jo ingen foto fra 1782, men Grindsted Kirke her o. 1905 var ikke meget forskellig fra kirken i 1782 – Kilde Billund Kommunes Museer.

Små sidedale fra Vejle siden gik under navnene ’æ Dals Hue’ og ’æ Dals Slej’. Marken imellem dalstrøgene blev kaldt ’æ Mølager’. Nord for Dal lå en større mose og rundt omkring i landskabet var Dal omgivet af oldtidshøje blandt andet Abildhøj. De lokale stednavne blandt beboerne: ’æ stuer Mues’, ’Hæffee Rond’ og ’Oldemes Gryd’ ud mod Hinnum afslørede landskabets beskaffenhed østover. Landsbyen Dal rummede omkring 1800 otte matrikler med såvel halv- som helgårde. I Grindsted by var der til sammenligning kun fire matrikler. Desuden fandtes der i Dal, fra o. 1785, en kro, hvor først krofatter Morten Nielsen Stockholm og senere Poul Christensen betjente de rejsende mellem Vejle og Varde. Det var jo også sådan cirka halvvejs.

Her gik man så rundt og passede sit ude på heden. Der var langt til nærmeste by – 40 km til købstaden Varde og små 50 km til købstaden Vejle. Købstæderne havde monopol på handel. Med andre ord skulle man altså bruge en dag på at handle ind hos den nærmeste købmand, der jo lå på hovedgaden i Varde. Tja, det skulle man så ikke alligevel. I de små landsbysamfund skød der illegale kramboder op overalt. Forløberen til de små Brugsforeninger, hvor områdets beboere var en slags parthavere. Også her i Dal lå der en sådan krambod, der var ejet af Niels Hansen Dahl. Han var en ældre rentier, der ud over sin formue levede af sin lille krambod. Kramboden lå på den nuværende Dalbyvej nær fodklinikken på adressen Dalbyvej 18. Huset lå på Poul Hansen Dahls matrikel, Dalagergård. Denne gård lå på hjørnet af Dalbyvej og Ribersvej. Poul Hansen Dahl var ud over sognefoged også den største anpartshaver i Grindsted Kirke.

I 1782 kom Niels Hansen Dahls uofficielle købmandshandel så i Told og Skats søgelys. Beboerne i sognet mente dog, at det i højere grad var al det smuglergods, der var i omløb end den sorte omsætning i den bætte butik. Især Nollund og omegn var kendt som center for smuglergårde og kontrabande virksomhed. Lørdag den 11. maj 1782 oprandt så dagen for toldrazziaen. Toldinspektør Oschatz fra Vejle ankom med to hestevogne. Med sig havde Oschatz, der i dagens anledning var i ført en hvid kjole, told og konsumptionsinspektør Michaelsen. Kancelliråd, byfoged i Vejle by og herredsfoged for Nørvang-Tørrild herreder, Fleischer samt hans to assistenter var med som politieskorte. Da den større delegation ankommer til Dal var såvel Niels Hansen Dahl som Poul Hansen Dahl i Grindsted Kirke, fordi biskoppen fra Ribe, Antonius Tønne Bloch, holde visitats (kirkelig inspektion af kirke, skole og af Provst Søllings virke).

De eneste der var på parcellen i Dal, var derfor Ida Andersdatter, Poul Hansen Dahls kone, og deres fælles datter Dorthe. Toldinspektøren begyndte at foretage inspektionen, men bemærkede, at en del egnens bønder havde samlet sig ved landevejen. Bevæbnet med stokke og kæppe. Inde i huset konfiskerede de under husundersøgelsen nogle tekstiler, men ved et tilfælde så Oschatz en bonde med en skæggemand (lerkrukke) løbe ude på gårdspladsen. Assistenterne satte efter ham og han smed krukken, der indeholdt ren fransk brændevin.

Situationen tilspidsedes nu. Folk stimlede sammen på Dalagergårds gårdsplads. Afgiften på spiritus var høj. Bønderne var parate til at forsvare deres alkohol. Såvel sognefoged som købmand blev nu afhentet i kirken. Poul Hansen Dahls søn Anders forklarede toldinspektøren, at den fundne humle og tønder med øl inde i bryggers var til eget forbrug. Og også lidt til Provst Sølling og den lokale degn, der begge godt kunne lide sognefogedens øl. Niels Hansen Dahls hus stod nu for tur men døren var låst. Toldinspektøren krævede, at smeden brækkede døren op. Og det blev den. Her fandt man en stor mængde varer og spiritus. Stemningen uden for den lille husmandsbolig nærmede sig kogepunktet. Jo nærmere toldinspektøren og hans assistenter nærmede sig det centrale spritlager jo mere højrøstede blev folk. Man krævede dokumentation, da Slaugs herredsfoged jo ikke var til stede, og desuden var man jo heller ikke helt tryg ved manden der rendte rundt i en hvid kjole.

Da toldinspektør og herredsfogeden Fleischer kom ud foran huset opstod der tumult. Folk krævede en undskyldning af de to. De skulle have kaldt borgerne i Dal og Grindsted for tyve og røvere. Under trusler om klø, forsikrede de to embedsfolk, at intet af det konfiskerede (især spiritus) i Niels Hansen Dahls hus ville blive taget med til Vejle. Bønderne hev papir og blæk frem og krævede en underskrift på, at Oschatz skyldte Dal borgerne: to store kander brændevin og et pund god tobak. Gemytterne blev så dæmpet og da Provst Sølling ankom faldt folk til ro. På mystisk vis var alt det konfiskerede øl fra sognefogedens gård, der var læsset på en af vognene, forsvundet i tumulten ved Niels Hansen Dahls hus.

I midten af april 1784 kom sagen for retten i Kolding. Sagen blev ledet af amtmanden Hans de Hoffman, der var øverste politimyndighed. Han var dog på Dal borgernes side. Hans syn på konsumtionsfolk, grænsekontrollører og andre politimæssige embedsmænd val ikke helt positivt. Udover spiritus og levnedsmidler var det jo ofte brændevinsredskaber der blev konfiskeret. Disse forsvandt på mystisk vis og nogle af embedsmændene blev pludselig særdeles holdne. Sagen endte med, at Sognefoged Poul Hansen Dahl for at have fjernet sig under razziaen (inkvisitionen) blev idømt “at lide Fængsel på Vand og Brød i 14 Dage, men 4 Personer blev dømte til at arbejde hver 6 Måneder i nærmeste Fæstning samt betale Omkostningerne”. Denne Dom er formentlig blevet omstødt, idet var der blevet handlet efter den, skulde det dog være mærkeligt, at man bare 100 år derefter ikke vidste at fortælle noget om den. Desuden nævnedes Poul Hansen som Sognefoged ved Folketællingen 1787. Han boede da i Degneboligen i Grindsted nær kirken og huset lå på den nuværende adresse, Borgergade 33.