Janni er blevet medejer af Louis Nielsen i Grindsted

Janni Haubro Lind og Michael Eisig foran forretningen på Torvet i Grindsted - PR-Foto: Morten Degn

”Grindsted er mit hjem” – 44-årige lokal optiker er ny ejer af Louis Nielsen i Grindsted

Janni Haubro Lind er ny ejer og optisk partner hos Louis Nielsen i Grindsted sammen med Michael Eisig. Den 44-årige optiker er født og opvokset i Grindsted, og hun nyder at drive forretning i sin hjemby

– Når jeg går på arbejde, møder jeg altid lige nogen, jeg kender, og vi får en snak. Det samme sker i butikken, og det er skønt, fortæller Janni Haubro Lind, der netop er tiltrådt som ny ejer af Louis Nielsen i Grindsted.

Hun føler sig hjemme Grindsted, og i byens Louis Nielsen har hun nu taget skridtet fra optiker til ejer og chefoptiker.

– Jeg nyder at arbejde lokalt og i byen her, som jeg er opvokset omkring, fortæller hun og fortsætter.

– Vi kender kunderne og er på fornavn med dem. Det er hyggeligt, fortæller hun

Boede i samme lejlighedskompleks som unge
Hun deler ejerskabet med Michael Eisig, der også er uddannet optiker, og de to har en lang historie sammen.

– Vi boede i samme lejlighedskompleks, da vi var unge i Grindsted by, og Michael var med til at udlære mig, da jeg gik i lære som optiker i Grindsted tilbage i 1997. Vi kender hinanden rigtig godt, og med Michael som støtte er jeg helt tryg i min nye rolle, fortæller Janni Haubro Lind.

I dag er læremesteren og lærlingen fælles ejere af Louis Nielsen i Grindsted. Siden 2008 har Janni Haubro Lind været optiker i butikken, men da muligheden opstod for at blive ejer og chefoptiker, sprang hun til.

– Optikere har ry for at være meget nørdede omkring deres felt, og her er jeg ikke anderledes. Jeg elsker optik, øjnene og syn. Jeg går op i at passe godt på synet hos borgerne i Grindsted og omegn, og som ejer af butikken kan jeg nu påvirke vores arbejde endnu mere, så vi bliver endnu bedre til det kliniske arbejde, fortælle Janni Haubro Lind.

”Kunderne tror, vi er gift”

Michael Eisig er glad for at eje butikken sammen med Janni.

– Janni og jeg kender hinanden rigtig godt. Det betyder, at vi kan supplere hinanden dér, hvor vi hver især er gode. Vi er gode venner og gode kolleger, så jeg er enormt glad for, at Janni nu er min partner her i butikken også, fortæller han.

Han tilføjer, at de blot er venner og gode kolleger. Mange kunder tror nemlig, at Janni og Michael er gift.

– Der er mange kunder, der siger ”Jeg har lige snakket med din mand”, men Michael og jeg danner altså ikke par, fortæller Janni og griner.

Hun ser det dog som et positivt tegn, at kunderne tror, de Michael og hun er gift.

– Det må betyde, at de fornemmer en god og kærlig tone i butikken, og det er da dejligt, fortæller hun og smiler.

Gennemførte partner-uddannelse
I 2018 gennemførte hun uddannelsen Pathway, som er Louis Nielsens partnerprogram, som udvalgte optikere med ejer-potentiale får mulighed for at gennemføre, og uddannelsen gjorde Janni klar til at tage det store skridt og eje sin egen butik

– Som optiker er jeg ekspert i synsprøver og øjensundhed, men jeg har aldrig lært, hvordan jeg driver en butik. Derfor var uddannelsen dét jeg manglede, før jeg blev klar til at blive butiksejer, og da muligheden bød sig for at eje butikken i Grindsted sammen med Michael, var jeg ikke i tvivl, fortæller hun.

Ny ejer med høje ambitioner
Hendes store ambition er at få alle i Grindsted til at få en synstest regelmæssigt.

– Det er et stort mål, men der skal også være noget at løbe efter. Med en synstest kan vi opdage tidlige tegn på øjensygdomme, som man ikke selv mærker, og vi kan sætte ind med behandling, før det udvikler sig og skader synet. Derfor er det så vigtigt med regelmæssige synstest og derfor har jeg den meget ambitiøse plan, fortæller Janni Haubro Lind og smiler.

Optikere sælger ikke briller
Mange ved stadigvæk ikke, at optikere ikke bare ”sælger briller”, og det vil Janni gerne lave om på.

– Hos os sælger optikerne ikke briller. De laver synstest med sundhedstjek på kunderne og rådgiver dem om, hvordan de passer på deres syn, mens butikkens øvrige medarbejdere så hjælper med valg af eventuelle briller eller kontaktlinser. Vores optikere står for at sikre, at vores kunders syn er i trygge hænder, og faget optik er en sundhedsprofession, fortæller Janni Haubro Lind.

Når Janni Haubro Lind lukker butikken, tager hun hjem til familien i Stenderup Kroager, hvor hun bor med sin mand og deres to børn på 14 og 17 år.

Glad for lokal støtte
Hun er glad for at drive butik tæt på hjem og at være med til at holde hjulene i gang i lokalområdet.

– Det er vigtigt, at vi bevarer vores lokale bycentrum i Grindsted i en tid, hvor meget handel flytter online. Derfor vil jeg være med til at slå på tromme for, at borgerne fortsat husker at støtte op om os lokale butikker, fortæller Janni Haubro Lind.

Hun oplever en stor støtte fra de lokale, som hun håber varer ved. Specielt i en Corona-tid finder hun det vigtigt, at den lokale støtte varer ved.

– Jeg synes, vi oplever stor støtte fra kunderne. Det betyder meget for dem, at vi passer godt på deres syn og øjne, og samtidig får vi altid lige en snak om løst og fast. Det betyder meget, at vi kender hinanden og er fra samme by, fortæller hun og fortsætter.

– Der er mange lokale erhvervsdrivende, der har det specielt svært for tiden, og derfor er det vigtigere end nogensinde før at handle lokalt netop nu, fortæller hun i en pressemeddelelse.