Lokal profil bliver filialdirektør i Vestjysk Bank i Grindsted
50-årige Dorthe Brinkmann er et kendt ansigt i lokalområdet, hvor hun bor sammen med sin familie og gennem en årrække har været meget engageret i foreningslivet. Hun har arbejdet i banken i 14 år og skal nu stå i spidsen for filialen i Grindsted.
Dorthe Brinkmann har siden 2017 været privatkundechef i Billund. Inden da var hun privatrådgiver i Grindsted og har derfor et godt kendskab til både filialen og medarbejderne. Regionsdirektør Svend Erik Christensen glæder sig over at kunne præsentere et stærkt lokalt kort som filialdirektør.
– Det er dejligt at være tilbage. Jeg kender jo stort set alle 14 kolleger fra tidligere, da de fleste har arbejdet i filialen i mange år. Det er en flok meget erfarne rådgivere, som kender både byen og kunderne rigtig godt. De er indbegrebet af, hvad det vil sige at være en lokalbank, som er tæt på kunderne. Det glæder jeg mig over at være en del af igen, siger Dorthe Brinkmann.
Næsten 150 år som byens lokale pengeinstitut
I 2022 er det 150 år siden, at filialen slog dørene op for første gang. Dengang var det under navnet Grindsted-Grene og Omegns Laane- og Sparekasse. Gennem årene er navnet blevet ændret et par gange, men den lokale forankring er den samme – og sådan skal det fortsætte, fortæller Dorthe Brinkmann:
– At vi næste år kan fejre 150-års jubilæum som byens lokale pengeinstitut skyldes i høj grad, at vi altid har engageret os i lokalsamfundet og bakket op om det lokale forenings- og erhvervsliv. Vi har en rigtig god handelsstandsforening her i Grindsted, som har været initiativtager til mange spændende tiltag og arrangementer. Det arbejde ser jeg frem til at være en del af og støtte op om byens udvikling, så det fortsat kan være et attraktivt sted at bosætte sig.
Dorthe Brinkmann er født og opvokset i Grindsted, hvor hun stadig bor sammen med sin mand Jens og deres yngste søn på 18 år. De to andre sønner på henholdsvis 21 og 24 år bor i Aarhus, hvor de studerer. Dorthe Brinkmann har i mange år været involveret i svømmeklubben som både træner og bestyrelsesmedlem. I dag giver hun stadig gerne en hånd med, når der afholdes stævner. Fritiden bruges ofte i Gyttegård Golfklub, med gåture eller ved træningsmaskinerne i Magion Fitness. Derudover tilbringer familien mange hyggelige timer sammen i sommerhuset på Østfyn skriver Vestjysk Bank i en pressemeddelelse.