Pinse”løb” på kirkegårdene

Op til påske lavede kirkegårdsleder Ritva T. Pedersen og sognepræst Egil Hvid-Olsen et ”løb” med en række poster, der var placeret rundt omkring på byens to kirkegårde.

Nu har de lavet et nyt løb med syv poster. Denne gang handler det dels om pinsen, dels om foråret på kirkegårdene. Ved hver post kan man scanne en QR-kode. De fleste mobiltelefoner leveres med en kodescanner, men hvis man ikke har en, kan man trykke på App Store eller Play Butik. Derefter skriver man ”QR scanner” i søgefeltet.

Der dukker en masse apps op – mange er dem er gratis. Man trykker på den ønskede og downloader den. Når den er installeret på telefonen, trykker man på den nye app og følge instruktionen.

Hver QR-kode fører til en video, hvor Egil Hvid-Olsen fortæller lidt om pinsen og Ritva T. Pedersen fortæller om forårets planter på kirkegården. Hver video varer mellem 2½ og 4½ minut.

Det tager ca. 45 minutter at gennemføre løbet. Det er en klar fordel at tage posterne i den rigtige rækkefølge.

Første post er lige indenfor den gamle dobbeltlåge syd for Grindsted Kirkes tårn; altså ud for indgangen til dåbslokalet.

God tur og glædelig pinse! skriver Eigil Hvid-Olsen i en pressemeddelelse.