Sanders Historiske Hjørne: Rudolf Nielsen og Olav Prip Pedersen – to modstandsfolk i foråret 1945

Af Carsten Sander Christensen

Det var næsten midnat, da de to unge mænd nåede frem til jernbanen. Luften omkring dem var iskold. Langs skinnerne klæbede snesjappet til jorden. De var helt alene på den jyske hede. Med frostkolde fingre hev de fire tunge klumper frem fra en sæk. Forsigtigt begyndte de at sætte dem fast på jernbaneskinnerne. Til sidst stak de fire små metalpinde i klumperne, før de forsvandt i mørket. Så kom eksplosionen. De unge mænd var allerede på vej væk. Men de vidste nu, at deres første sabotage var lykkedes: Jernbanen syd for Grindsted var sprængt. Der var kun ganske få, der vidste hvem, der stod bag aktionen.

Kort efter befrielsen lavede Rudolf og Olav nogle rekonstruktioner af fremstilling af sprængmaterialet – Foto: Billund KOmmunes Museer

Den 6. februar 1945 startede to unge mænd en privat krig på heden. Modstanderen var Adolf Hitlers Tredje Rige, der havde holdt Danmark besat i næsten fem år. De to unge mænd – Rudolf Nielsen på 19 år, der var i lære i faderen Karl Nielsens snedkerværksted og senere blev bademester i friluftsbadet, og gartner Olav Prip Pedersen på 27 år – havde minimal kontakt til modstandsbevægelsen, ingen skydevåben og ingen træning i at bruge sprængstoffer. Til gengæld var deres trang til at reagere imod besættelsen blevet enorm. Det fik dem til at sabotere jernbanerne omkring deres hjemby, Grindsted i Sydjylland. 

To uger efter deres første sprængning trodsede de to unge mænd besættelsesmagten igen. Om aftenen den 21. februar 1945 mødtes de hos Olav, der boede i samme bygning som en gruppe tyske soldater i Jernbanegade. Mens tyskerne sad i underetagen, samlede de to selvlærte sabotører seks bomber af plastisk sprængstof på første sal. Det er muligt, at deres tanker gik tilbage til tidligere begivenheder under besættelsen under forberedelserne til sabotagen. Mange år efter huskede Rudolf i hvert fald den dag i april 1940, hvor tyskerne kom til landet. Han var 15 år og lå på sengen i sit værelse, da bombeflyene pludselig drønede over Vestergade. Da han væltede ned på gaden, dalede tusindvis af grønne sedler ned omkring ham. De lagde sig som en dyne over buske og træer. Og fortalte på dårligt dansk, at Tyskland invaderede Danmark for at beskytte danskerne. To timer senere kørte lange rækker af tyske kampvogne og lastbiler gennem Grindsted. Til Rudolfs store skuffelse havde den danske regering overgivet sig med det samme for at skåne befolkningen – næsten uden kamp. Og folk fortsatte straks deres hverdag, som de plejede. Fem år senere føltes det plastiske sprængstof som blødt ler eller vindues-kit, når Rudolf og Olav formede det i hænderne. Det afgav samtidig en stærk duft af marcipan. 

Om natten den 18. april 1945 listede Olav og Rudolf gennem jernbaneterrænet i Grindsteds østlige udkant. Med sig havde de næsten syv kilo sprængstof. Deres mål var broen over Grindsted Å, hvor jernbanen løb over vandet. Sprængstoffet skulle blæse stålbjælkerne under broen i luften, sende skinner og bropiller ned i åen – og tvinge tyskernes tog i venteposition. De to unge mænd sneg sig langs jernbanen, mens vinden hev i træer og buske. Det gjaldt om at undgå opmærksomhed, for få hundrede meter væk overvågede tyske soldater området med en projektør. Men pludselig begyndte jernbanerne at eksplodere.

Et stykke fra Olav og Rudolf var en modstandsgruppe fra omegnen i gang med at sabotere skinnerne ved Grindsted station. Det alarmerede de tyske soldater i byen, der straks væltede ned mod jernbaneområdet. Eksplosionerne var en enorm overraskelse for de to Grindsted-sabotører. Nu risikerede de at komme i tyskernes søgelys. Olav og Rudolf skyndte sig derfor væk fra området og gemte sig i en skov af grantræer, der lå en kilometer derfra. Her ville de to unge mænd vente, til tingene var faldet til ro. Men det skulle vise sig at være en rigtig dårlig idé. Kort efter kunne de to unge mænd høre tyske soldater nær deres gemmested. Det fik dem til at lægge deres sprængstof helt ned i skovbunden, hvor de dækkede det til. Så begyndte tyskerne at skyde.

Olav og Rudolf trykkede sig helt ned til jorden og begyndte at kravle væk. Mens kuglerne susede i luften over dem, bevægede de sig på alle fire ud mod en åben mark i nærheden. På marken fandt de en plovfure, der var dyb nok til, at de kunne komme i dækning. Der kom de til at ligge i de næste otte timer, indtil faren var drevet over. De tyske soldater var sandsynligvis på jagt efter den anden modstandsgruppe, der havde saboteret jernbanen. De fandt aldrig de to overraskede Grindsted-sabotører i plovfuren, som slap helskindet væk. Den 19. april – dagen, hvor de to unge mænd skjulte sig i plovfuren for at undgå anholdelse – blev de sidste ni modstandsfolk henrettet af tyskerne i København. En af dem var jernbanesabotøren Hans Eeg. Han var 19 år gammel, ligesom Rudolf Nielsen. To dage senere gennemførte Rudolf og Olav sprængningen af jernbanebroen – en sabotage, der blev deres sidste aktion. Den 4. maj 1945 kom budskabet om Danmarks befrielse, og besættelsen var forbi.

Rudolf Nielsen og Olav Prip havde ved befrielsen været sabotører i tre måneder. I Danmark som helhed er de dermed del af sidste bølge af sabotører, der blev aktive under besættelsen. På det tidspunkt, hvor de to unge Grindsted-mænd sprængte jernbaner, var sabotagen blevet meget mere udbredt og populær blandt folk i Danmark, end den havde været i besættelsens første år.  Alligevel var Rudolf og Olav pionerer. De var de første fra Grindsted, der lavede jernbanesabotager. Og samtidig gik de i gang med deres aktioner på et tidspunkt, hvor risikoen ved tilfangetagelse var stor. 

Rudolf og Olav havde virkelig et stærkt ønske om at gøre noget mod tyskerne under besættelsen. Rudolf kom fra en familie, hvor det danske betød meget, blandt andet var han rasende over, hvordan nazisterne nede fra Tyskland undertrykte folk i Danmark. Og at de havde besat landet, uden der blev gjort modstand. Da Olav så en dag kom og spurgte, om de ikke skulle til at gøre noget mod tyskerne, slog Rudolf til. De to modstandsfolks sprængstof stammede fra en modstandsgruppe i Grindsted, der var blevet opsporet af tyskerne et halvt år tidligere. Gruppen havde efterladt sig et stort lager af sprængstoffer, der aldrig var blevet fundet, og et medlem – en tømrermester – som aldrig var blevet anholdt. Nu sendte tømreren sprængstoffet videre til de to unge mænd. Med beskeder, der fortalte hvor og hvornår makkerparret burde sprænge jernbaneskinner i det sydjyske.

Det var anderledes end de materialer, de to sabotører arbejdede med i deres dagligdag, hvor Rudolf var snedkerlærling og Olav var gartner. Arbejdet med sprængstoffet markerede, at de – som nogle af de ganske få i Grindsted – trådte ud af deres vante hverdag for at gøre modstand. Rudolfs og Olavs mål med skinne-sprængningerne var at forsinke tyske togtransporter af soldater – og dermed gøre en forskel i de kampe, der fandt sted under 2. verdenskrig. I dag ved vi dog, at de danske jernbanesabotager aldrig skabte større problemer for den tyske hær. Men signalet om modstand til de allierede blev virkelig hørt i efterkrigstiden. Og det reddede delvist Danmarks ry. Alligevel er de to mænds aktioner et godt eksempel på det behov for aktivisme og handling mod tyskerne, der voksede frem blandt grupper af unge under besættelsen. Grindsted og omegn er dem tak skyldig.