Fra tid til anden tager tanker og minder på langfart tilbage til Hejnsvig, min barndoms forjættede landsby i halvtredserne, og magiske porte åbnes til sorgløse år i det lille landbosamfund, hvor alt emmede nærvær og tryghed. En fortættet stemning af nostalgi, stokrose-romantik og gamle dage, fra før verden gik af lave.
Tankerne søger tilbage i erindringen til barndommens brogede univers af familie, slægt og skolekammerater – tilbage til skæbnefortællinger om gamle venner, der for 5 – 6 årtier siden krydsede min vej: de få, man stadig har, og alle dem, man savner, dem der ikke er mere.
Her skal fortælles historien om to af mine bedste venner fra dengang, begge opvakte og næsten jævnaldrende, der havde deres barndom og opvækst i Hejnsvig tilbage i 1950’erne, men som fik hver deres skæbneveje …
Hejnsvig-drengen Freddy Gregersen tilbragte det meste af sin barndom i et lille hus ved siden af Missionshuset i Hejnsvig hos sin mormor Maren Gregersen, der var elsket af alle i landsbyen for godhed og ægte hjertevarme. Maren Bertel, som hun hed i folkemunde, tog sig kærligt af den lille Freddy, og intet var for godt til ham.
Freddy Gregersen – Kilde: Privatfoto
Men helt fra starten hvilede en mørk skygge over hjemmet, da drengen var født med den alvorlige blødersygdom Hæmofili, der betød, at hans blod havde svært ved at størkne. Dengang kunne en banal omgang næseblod udvikle sig til en livstruende blødning og vare flere dage. En indre blødning kunne være fatal.
Allerede tidligt var Freddy så hårdt angrebet af invaliderende ledskader, at han kun kunne komme rundt ved hjælp af stok, krykker eller kørestol. Han måtte igennem et hav af indlæggelser på hospitaler og klinikker, hvor han blev isoleret fra de andre børn.
Tappert omfavnede Freddy sin skæbne i stedet for at flygte fra den og forstod at leve med sin blødersygdom. Han var en lille sej kriger med mange venner, der gladelig skubbede hans kørestol og baksede den over kantstene og andre forhindringer, når der skulle leges røvere og soldater hjemme i Hejnsvig.
Hans gamle mormor Maren lærte ham at skønne på livets gode oplevelser, og på et tidspunkt tog han kørekort og fik senere en specialindrettet bil.
Trods svære tider, modgang og tab – mormor Maren døde i 1972 og moderen Oda i 1980 – klarede Freddy sig alligevel godt igennem. Han var en glad og klog dreng med mod på livet, og han satte meget ind på at komme i gang med en karriere i erhvervslivet, noget der var lige ved at lykkes for ham.
Men kun få år senere tabte han sin årelange kamp, da han i 1980’erne sammen med 90 andre patienter med blødersygdommen blev et uskyldigt offer for den såkaldte bløderskandale. Bløderne var afhængige af livsnødvendige blodpræparater og havde igennem måneder presset på for at få de danske sundhedsmyndigheder til at importere screenet og varmebehandlet blod, der var garanteret fri for HIV-virus.
Selv om det dengang var bevist, at HIV-virus smitter gennem blod, besluttede myndighederne, at der ikke skulle ofres penge på screening af blod til bløderne, og bløderskandalen fik efterfølgende uhyggeligt tragiske konsekvenser.
– De kan rende og hoppe …”
Dén rappe bemærkning skrev den ansvarlige minister Britta Schall Holberg dengang med kuglepen i margenen på Bløderforeningens ansøgning om bevilling af penge til at sikre rene blodpræparater.
Skønt mærket på liv og sjæl fandt Freddy mod og kræfter til at engagere sig i blødernes kamp for retfærdighed, men det lykkedes ikke at få nogen stillet til ansvar for en af de største menneskelige tragedier i dansk historie.
Tæppet kan gå for sidste akt. Knuste drømme og bristede illusioner fik Freddy til at anmelde sin udtræden af folkekirken til den lokale sognepræst, han afbrød enhver kontakt med andre mennesker for at kunne dø i det stille, og hans sidste ønske var, at hans aske måtte blive strøet ud over vandet.
Efter måneders barske lidelser sov Freddy Gregersen stille ind …
Også den anden af mine barndomsvenner fra dengang, Christian Junker, bringer os tilbage til Hejnsvig engang i begyndelsen af 1950èrne. Det stod ikke skrevet over Christians vugge, at han skulle arbejde sig op til samfundets top fra barndomsårene i Bredgade, men knejten er i dag én af de helt tunge drenge i dansk erhvervsliv og med blandt de førende i erhvervslivets kongerække.
Kilde: Louis Bülow
Den septemberdag i 1952 var himlen dækket af skyer, der havde lagt sig over landsbyen som en tung vinterdyne. Det koldeste efterår i mands minde. Dog formåede solen en enkelt gang at bryde igennem et hul i skydækket – da kom den lille Christian til verden.
Således begyndte det hele i barndomshjemmet, hvor Christian allerede tidligt lærte at gå til hånde. Senere hjalp han med ildhu til i familiens vognmandsforretning, og interessen for store biler har holdt sig lige siden. I hjemmet var der gang i den, når den gennemmusikalske far Jørgen greb den gamle harmonika og underholdt med sit spil.
I fritiden tog Christian del i aktiviteter på stadion, ligesom han gik til bordtennis i KFUM regi i den gamle skoles gymnastiksal. Bagefter hyggede han sig med kammeraterne omkring den søvnige gadelygte ved Annas ishus eller ved Aages pølsebod, der lå lige overfor stadion og var samlingsstedet for lillebyens børn og unge.
Allerede fra barnsben lærte Christian klassiske dyder at kende som flid, troværdighed og loyalitet, og han var vellidt blandt kammeraterne. Da han startede på realafdelingen på Grindsted Gymnasium i nabobyen, valgte hans klassekammerater ham til Elevrådet.
Vi sad begge i Elevrådet igennem flere år sammen med en anden god kammeret Svend Erik Olsen, også fra Bredgade i Hejnsvig, og vi nød at arbejde sammen som en ganske særlig Hejnsvig-klan. Vi gik ikke gik af vejen for tage en tørn med rektor Frederiksen, hvis vi følte, noget var uretfærdigt.
Christian søgte i 1970 plads som elev i den lokale afdeling af grovvareforeningen DLG, hvor direktøren ikke et sekund var i tvivl om den unge mands evner og rige potentiale.
Grovvarebranchen har lige siden dannet rammen om hans arbejdsliv. I 1987 blev Christian Junker headhunted til stillingen som direktør i Østsjællands Andel, som han gik i gang med at udvikle til Danish Agro.
I mere end tre årtier stod Christian i spidsen for den multinationale storkoncern med en omsætning i 2020 på 39,4 milliarder. Et tal, der har bragt koncernen op blandt Danmarks største virksomheder og blandt Europas allerstørste grovvareselskaber.
Historien om Christian Junker er beretningen om vognmandens søn fra Hejnsvig, der ved benhårdt arbejde og godt købmandsskab er nået helt til tops i dansk erhvervsliv.
Han ragede op som et fyrtårn blandt landsbyens børn og unge, og med håb og drømme i bagagen bød han livet op til dans og forvandlede selv de tungeste dansetrin til en flot og fejende vals. På sin vej mod Big Business glemte han aldrig de klassiske dyder, værdier og idealer, han tog med sig fra barndommens land.
Den bette landsbyknejt har i alle årene forenet sit livslange virke med integritet og samfundssind – en topchef med hjerte og sjæl med hele vejen …
