Demokrati og frihed på dagsordenen til grundlovsmøde i haven hos Anni Matthiesen

Privatfoto

Solen stod højt på himlen, da Venstres lokale folketingsmedlem Anni Matthiesen i år heldigvis igen kunne holde traditionen i hævd og byde indenfor i de grønne omgivelser hjemme i Krogager til årets grundlovsmøde.

Privatfoto

Dagen startede kl. 10 med kaffe og rundstykker under åben himmel i haven, hvorefter de glade fremmødte havde fornøjelsen af gode taler fra både tidligere finansminister Kristian Jensen (V), borgmesterkandidat i Billund Stephanie Storbank (V), borgmesterkandidat i Vejen Morten Thorøe (V) og til sidst sluttede værten selv af med at dele sine tanker på demokratiets festdag.  

Anni Matthiesen på talerstolen – Privatfoto

Anni (V) lagde i sin tale særligt vægt på vores ret til frihed – og hvorfor det ovenpå det seneste år med restriktioner og nedlukninger er særligt vigtigt ikke at tage den for givet.

Frihedsberøveren corona var da også et uundgåeligt emne på en dag, hvor vi fejrer en lang række af de frihedsrettigheder, som har været midlertidigt taget fra os gennem mere end et år. For selvom vi danskere har stået stærkt sammen mod corona-pandemien, så har vi oplevet på den hårde måde, hvad det vil sige, når både friheden, fællesskabet og retten til at bevæge sig frit – både lokalt, men også på tværs af landegrænser – bliver kraftigt begrænset. Derfor gik Annis tanker også til de mange familier og gode venner i grænselandet, der ikke som normalt har kunnet besøge hinanden frit på tværs af grænsen.                                                                                                  

Grundlovsmødet kunne desuden ikke have været de mange frivillige hænder foruden, der var med til at sørge for et par hyggelige timer i haven:

”Jeg er så glad for, at alle de fremmødte og frivillige havde lyst til at komme og fejre Grundlovsdag sammen med os herhjemme i haven i Krogager. Det er ti år siden, at vi første gang bød indenfor til fejring af Grundlovsdag, og efter sidste års aflysning var det en fornøjelse igen at have besøg i haven til et par hyggelige timer i demokratiets og frihedens tegn. Det var helt tydeligt at mærke glæden ved at kunne samles igen – og den glæde deler jeg i dén grad.  Derfor handlede min tale også om, at vi heldigvis går lysere tider i møde – men aldrig må tage vores frihed og demokratiske fællesskab for givet”, siger Anni Matthiesen i pressemeddelelsen.

Privatfoto