Projekt til knapt seks millioner kroner: Ældre i plejen skal selv til tasterne

Foto: René Lind Gammelmark

Kan borgere i ældreplejen selv stå for f.eks. at notere vægt eller bestille en ny rollator, når det handler om dokumentation? Det er noget af det et nyt projekt i Billund Kommune, som er støttet med midler fra Sundhedsstyrelsen, er gået i gang med at undersøge.

Tryk, tryk, tryk. Med en tablet i hænderne kan borgere i Billund Kommunes ældrepleje om få år selv aflyse et besøg fra ældreplejen, udfylde papirer til sundhedsvæsenet og måle deres blodtryk. Handlinger, der i dag enten kræver, at der er en ansat fra ældreplejen til stede i hjemmet, eller at man ringer til kommunen inden for åbningstiden.

En af tankerne bag det nye projekt, som er finansieret af Sundhedsstyrelsen, er, at borgere i ældreplejen og deres pårørende i højere grad selv skal på banen, når det drejer sig om den såkaldte dokumentation.

”Vi håber, at de ældre og deres pårørende vil føle sig mere trygge, når de selv får indflydelse på og ansvar for en del af dokumentationen og samtidig kan læse, hvad personalet i ældreplejen skriver om dem,” siger Robert Terkelsen, formand for Billund Kommunes Voksenudvalg i en pressemeddelelse.

Mere tid til de ældre

Projektet, der løber over det næste år, er finansieret med midler fra Sundhedsstyrelsen og har et overordnet formål om at styrke omsorg og nærvær i ældreplejen.

”At vi som en lille kommune har fået knap seks millioner kroner til at føre vores projekt ud i livet fortæller os, at Sundhedsstyrelsen ser et stort potentiale i netop vores projekt. Det er vi rigtig stolte af,” fortæller Robert Terkelsen og forklarer:

”Ligesom i andre kommuner oplever Billund Kommune også, at der bliver brugt rigtig meget tid på dokumentation. Vi håber, at projektet kan hjælpe med at minimere den del, så ressourcerne i stedet kan blive brugt der, hvor vi hjælper borgeren bedst.”

Tæt samarbejde med borgerne

Hvilke dele af dokumentationen de ældre på sigt bliver inddraget i, og hvordan det skal gøres, kommer projektet til at undersøge og teste i tæt samarbejde med netop de ældre, pårørende og herudover en række medarbejdere, som arbejder inden for plejeområdet.

”Mange ældre, og især de kommende ældre, har interessen for og ressourcerne til at være en aktiv del af den dokumentation, der sker, når man modtager pleje fra kommunen. Derfor tænker vi, det er oplagt at involvere dem i højere grad,” lyder det fra Robert Terkelsen.

Udover at gøre dokumentation til et bedre samarbejdsværktøj kommer projektet i høj grad også til at handle om velfærdsteknologi. Her fokuserer projektet bl.a. på, hvordan ældre og medarbejderne opfatter og bruger velfærdsteknologi i dag – og hvordan det i højere grad kan give mening i hverdagen fremadrettet

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.