Sanders Historiske Hjørne: Odd Fellow Logen, Broderloge, nr. 82 James Ridgely – Ordenens 100-års jubilæum i byen

Foto: René Lind Gammelmark

Af Carsten Sander Christensen:

»At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Den der ikke kan det, han er selv en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden.«

Søren Kierkegaard, 1813-1855

 

Odd Fellow ordenen er en loge, der har sin oprindelse i USA. Det var en engelsk indvandrer, Thomas Wildey (1782-1861) fra Baltimore, som oprettede den første loge i 1819. I 1878 indførte galanterihandleren, Julius Meyer (1847-1885) ordenen i Danmark. I dag er ordenens hovedsæde Odd Fellow Palæet i Bredgade i København. Der er mere end 100 Broderloger og 93 Søsterloger i Danmark. Ordenen har næsten 90.000 medlemmer i de skandinaviske lande.

Ordenens formål er: At udbrede venskabets, kærlighedens og sandhedens grundprincipper mellem menneskene, at styrke dem i kærlighed til en Gud og deres næste og lære dem, at ord ikke er nok, men at disse lærdomme må omsættes i handling, for at hver enkelt efter sin evne derved kan bidrage til menneskenes forbedring og fuldkommengørelse. I de ældre tider betød det i praksis, at det forventes af en, at man skulle besøge de syge, hjælpe de trængende, begrave de døde og opdrage de forældreløse. I dag er hovedformålet gennem uegennyttige formål at hjælpe andre og tage hensyn til andres behov i stedet for sine egne og desuden støtte almennyttige formål.

På hjørnet af Tinghusgade/Vestre Boulevard ved rundkørslen – på adressen Vestre Boulevard 29 – finder man Odd Fellow Ordenens afdeling i Grindsted. Bygningen er opført i 1961 og dækker et areal på mere end 500 m2. Bygningen blev indviet den 15. oktober 1961. Her har logen holdt til i mere end 50 år. Siden starten af 1960erne er bygningen blevet renoveret, der er blevet bygget annekser ligesom taget, der oprindeligt var fladt er blevet til et sadeltag. Under opførelsen af Grindsted Handelsskole på den modsatte side af vejen, lejede skolen lokaler til undervisningsbrug.

Det officielle navn er Broderlogen nr. 82 James Ridgely. Logen er opkaldt efter en af ordenens mest kendte foregangsmand, James Lot Ridgely (1807-1881) fra Baltimore, der virkede som storsekretær i Grand Lodge of the USA i mere end 40 år. Ligeledes findes der også en tilsvarende Søsterloge nr. 82 Lyngen. Oprettet den 20. november 1993.

Men Odd Fellow logen har ikke altid holdt til på Vestre Boulevard. Der er ingen der ved, hvornår logen blev indført i Grindsted. Men i starten af 1920erne var der grøde i såvel handelslivet og som i håndværket i byen, og man ved, at otte loge brødre (blandt andet tømrermester Plesner Bloch, bankdirektør Frederik W. Thrane, snedkermester Carl Nielsen, manufakturhandler N. C. Nielsen og murermester Chr. Bech) fra andre Odd Fellow loger, den 1. september 1921, oprettede Foreningen James Ridgely i Grindsted. Med andre ord har ordenen i år været 100 år i byen. Omkring 1935 finder man desuden boghandler Oscar Sørensen, landsretssagfører A. Andersen, hotelejer Holger Hansen (Hansens Hotel) og sagfører Hassing-Licht i medlemshåndbogen.

Der skulle gå mere end 25 år før foreningen blev til en egentlig loge. Processen var længe undervejs og hurtig blev en logefond oprettet. En loge broder donerede et gavebrev på 50 kr. og fonden var oprettet. I slutningen af 1940erne var processen så langt fremskreden, at man kunne ansøge ordenens storloge om et såkaldt Fribrev til oprettelse af Broderlogen James Ridgely, ligesom ændringerne og konsekvenserne for en forandring fra forening til loge blev undersøgt i november 1947.

I oktober 1948, blev de nye permanente lokaler på Hansens Hotel indviede. Det enkelte medlem havde betalt for sin stol så omkostningerne til indretningen af det nye lokale blev minimeret. Gennem årene forsøgte logen at finde et egnet sted til opførelsen af en loge bygningen. Området på hjørnet af Vesterbrogade og Tinghusgade, hvor den tidligere politistation og domhuset lå var i en del år i spil.

Men der skulle gå næsten 15 år mere til starten af 1960erne før Broderloge, nr. 82 James Ridgely blev etableret. Den 15. oktober 1961 blev logen endegyldigt institueret sammen med indvielsen af bygningen på Vestre Boulevard. Ingeniør Arne Dahlstrøm var formand (overmester), tømrermester Tage Jensen, næstformand (undermester), skatteinspektør Ejnar Larsen, sekretær, ejendomsmægler Arne Pedersen, skatmester, og brugsuddeler Hans Nielsen, kasserer.

I 2021-22 holder Broderlogen møde hver mandag aften mellem 19.30 og 23.00 i perioderne 1. september til 15. december og 3. januar til 15. maj., hvor logens devise til ære for førnævnte James L. Ridgely afsynges før hvert møde:

Vi os ordenens rene lære,

givet har i vold

Målet er det, vi skal bære

i vort våbenskjold

Mænd af sindets rette adel

riddere uden frygt og dadel

James L. Ridgelys navn til ære

Broder så skal det være.

Under mødet er et vigtigt punkt, de forskellige humanitære udvalgs (enkeudvalget, sygeudvalget eller legatudvalget) beretninger om logens arbejde. Jo mere man hælper andre jo mere stiger man i graderne. Under det efterfølgende selskabelige samvær nydes der et beskedent måltid mad, og dette samvær medvirker til, at man lærer hinanden bedre at kende.

Mystikken og fordomme om loger har altid præget samfundsdebatten. De hemmelige selskaber har altid givet næring til mangt en teori. Odd Fellow logen i Grindsted er næppe et hemmeligt selskab, men derimod en institution som på privat initiativ hjælper til med at løse almennyttige formål. En forskel er der dog. I en forening melder man sig blot ind, mens der i loger er nogle krav der skal overholdes før man er medlem.

I Odd Fellow logen skal du være over 18, have et godt omdømme samt have orden i økonomien. Desuden skal man indstilles af en forslagsstiller, et ordensmedlem der kan sige god for dig, ligesom vedkommende skal mene, at ordenslivet er noget for dig. Alt i alt er ordenen fra en tid før det moderne velfærdssamfunds tid. En tid uden sikkerhedsnet ved ulykker og andre akutte problemer. I dag har det moderne samfund taget over, men Odd Fellow Ordenen forsøger stadig i bedst stil at finde sin plads det moderne informationssamfund.

Foto: René Lind Gammelmark