Bülows Hjørne: Da krigen kom til Grindsted

Af Louis Bülow

De hektiske besættelsestimer om morgenen den 9. april 1940 skrev sig for tid og evighed ind i de historiske annaler og forandrede for altid den verden, vi kendte. Timer, hvor tiden gik i stå, frosset fast i erindringen, og som vi årtier senere kunne genkalde os i alle detaljer.

Digterpræsten Kaj Munk betragtede den 9. april 1940 som den tungeste dag i sit liv og i sit lands historie. Da budskabet om Danmarks besættelse dén morgen nåede Præstegården i Vedersø, trak Kaj Munk sig tilbage til sit arbejdsværelse og skrev digtet Fortvivlelsen med linjerne:

      De Tusind Aar, saa blev de væk,

      i Morges Klokken fem af Skræk.

Den 9. april 1940 overbeviste Kaj Munk om diktaturets forbandelse, og allerede fra besættelsens første dage talte han frygtløst tyskerne og de danske samarbejdspolitikere imod, opfordrede til væbnet modstand og ragede op som befrielseskampens inspirator og nationale symbol.

Den tyske besættelse ramte landet som en tsunami. Klokken 5 om morgenen den 9. april 1940 blev Danmark nærmest løbet over ende af tyske tropper, der besatte byer, havne og kaserner, mens fly i stort tal fløj ind over landet.

Også Grindsted-egnen blev vækket tidligt morgen af brummende motorstøj, der snart gik over i et infernalsk spektakel, da tunge tyske transportfly og hurtige jagereskadriller i endeløse formationer passerede i trætopshøjde på vej mod nord.

Borgerne i Grindsted stimlede sammen i små grupper på torvet, på gader og stræder for at høre nyt, mens der overalt blev diskuteret på livet løs.

Den 17-årige Grethe Engelbrecht boede dengang med sin familie på Vejlevej i Grindsted som nabo til Andelsklædefabrikken. På nærmeste hold oplevede hun de dramatiske begivenheder og beskrev senere, hvad der skete på den mildeste aprilmorgen i mands minde:

Med Grethes ord: ”Vi styrtede alle sammen ud af huset  ved lyden – min mor, mine søskende og jeg selv … Udenfor dukkede jeg mig helt uvilkårligt, for over os fløj 5-7 store flyvemaskiner. Så lavt fløj de, at de kunne ramme os og vælte os omkuld. Flere og flere maskiner fulgte hurtigt efter … de nedkastede flyveblade med: Oprop til det Danske Folk.”

Den unge Grethe Engelbrecht – Kilde: Privatfoto

I de hektiske minutter løb Grethes lillebror forvildet rundt for til sidst at gemme sig bag de store sække med kartofler ude i tørveskuret, mens søster Anna på tretten år skræmt fra vid og sans løb ned mod engen for at søge skjul der.

En anden søster var på vej til arbejde men nåede kun til viadukten ind mod Grindsted, da hun blev overrasket af de tyske flyvemaskiner og trimlede ned ad den høje skrænt. Med Grethes ord:”Jeg husker den angst, der greb os – om noget ukendt og truende, som fulgte med, og som gjorde èn så bange, så man følte, at man måtte gemme sig langt væk.”

Den ligeledes 17-årige Gerner Christensen, der i mange år virkede som lærer på Grindsted Kost- og Realskole og i gennem fem årtier levede en stille tilværelse i byen, stod denne 9. april 1940 som bankelev ved vinduet i en lokal bank på Sjælland og betragtede tavst de mange flyvemaskiner på vej mod nord.

Kun få måneder tidligere var Gerner og en anden ungersvend flyttet til byen, hvor den anden havde fået en læreplads i købmandsforretningen på Østergade. Bent hed han, kæk og uforfærdet med et drenget smil og flammende røde krøller, altid med på den værste.

Han boede til leje i et værelse ovenpå det gamle Rådhuskonditori på Torvet, hvor han om natten øvede sig på at skyde ud gennem vinduet med en pistol til måls efter lygtepæle på torvepladsen.  

Bent alias Bent Faurschou-Hviid fik god brug for sine skydefærdigheder senere under besættelsen, hvor han blev et legendarisk medlem af modstandsgruppen Holger Danske kendt under dæknavnet Flammen og efterhånden landets mest eftersøgte frihedskæmper. Også Gerner Christensen gik ind i modstandskampen som medlem af Frit Danmark, hvor han tog del i mange illegale aktiviteter.

I landsbyen Hejnsvig stak den lokale smed August Andreasen, der med konen Misse boede midt i byen i en taglejlighed skråt over for Brugsen, tidligt om morgenen den 9. april 1940 hovedet ud af vinduet for at se, hvad der foregik.

Som altid forsøgte Misse at berolige sin eksalterede geværsvinger, men barnebarnet, forfatteren Pia Fris Laneth, har i sin bestseller Lillys Danmarkshistorie fortalt, at August prompte stak geværet ud af  tagvinduet og sigtede mod de tyske maskiner:

Så rev han de værste forbandelser af sig, sprang ud i entreen, tog jagtgeværet ned fra væggen, løb ud i køkkenet, stak geværet ud af tagvinduet og sigtede mod de tyske maskiner … Misse stod lige bagved og lod ham høre, at han var godt tovlig – hvad dælen ku’ et jagtgevær måske stille op mod nazisternes bombefly…”

Misse og August med de to døtre Ketty og LIlly i 1960’erne – Kilde: Hejnsvig Lokalarkiv

Den 14 årige Anna Marie Rasmussen – Kirsten og Rasmus Peder Rasmussens datter fra gården ved Hedeselskabets Planteskole på Grindsted Mark mellem Grindsted og Sønder Omme – havde den 31. marts 1940 sagt farvel til sine trygge barndomsår for at gøre sin entre i de voksnes rækker med konfirmationen i Hedens Domkirke.

En god uges tid senere den 9. april blev Danmark besat, og Anna Marie Rasmussen har i Egnsbogen for Grindsted/Billund 1995 fortalt, hvad der skete dèn dag, tyskerne kom:

”Jeg husker tydeligt morgenen den 9. april. Vi sad og malkede køerne, da de tyske flyvemaskiner drønede lavt over trætoppene. Far gik ind og hørte engelsk radio. Han kom straks tilbage og fortalte, at tyskerne var gået over grænsen i Sønderjylland.”

Samme dag dekreterede den tyske besættelsesmagt mørklægning over hele landet fra kl. 19. Med Anna Maries ord:”Far fik travlt med at lave mørklægningsgardiner, der bestod af papirsække, hvorpå han slog lister, så de passede til køkken- og stuevinduer.”

Efter besættelsens fem forbandede år kunne den strålende sol endeligt bryde igennem de mørke skyer ved befrielsen i maj 1945.

Og ved skæbnens forunderlige tilskikkelse kunne Hedens Domkirke i Grindsted kime til bryllup lørdag den 5. maj 1945 – på befrielsesdagen – for Anna Marie og Laurids Kristiansen fra Sønder Omme.

Dén 4. maj aften var hele egnen en sydende heksekedel, de forhadte mørklægningsgardiner blev flået ned og tændte stearinlys sat i vinduerne. Man samledes på gader og stræder, man omfavnede hinanden, man festede og sang fædrelandssange til langt ud i natten.

Men glæden var iblandet sorg og vemod over dé helte, der ofrede deres liv for kaldet til frihed, sandhed og ret. Man tænkte på dem, man savnede – dem, der ikke klarede den …

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

WeePie Cookie Allow cookie category settings icon

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.

WeePie Cookie Allow close popup modal icon