Mændene havde lejer sig ind i et sommerhus på Vestkysten, hvorfra de tog ud og begik indbrud
To litauiske mænd på 33 og 34 år er i går, onsdag, ved Retten i Esbjerg blevet idømt hver seks måneders ubetinget fængsel.
De to blev dømt for fem indbrud begået i blandet andet Oksbøl, Varde, Nørre Nebel og Grindsted i starten af februar i år. Det viste sig, at de havde lejet et sommerhus i Vejers, hvor de opholdt ind imellem indbruddene. I Retten erkendte de enkelte af indbruddene.
De er begge også blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. De modtog dommen.
Det er Udlændingekontrolafdeling Vest i Padborg, der har efterforsket sagen.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.
UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.
Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v. skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.