Teater under åben himmel: Nu dramatiseres Baldersbæks historie

Fra venstre ses Holger Grumme Nielsen, Kristian Grumme Nielsen og Simone Isabel Nørgaard - PR-Foto

Fra slutningen af august kan man opleve vandreforestillingen Baldersbæks stemmer, hvor en række kendte skuespillere vil fremføre tekster forskellige steder i lystanlægget Baldersbæk. Den prisvindende dramatiker Simone Isabel Nørgaard har besøgt stedet, da hun er i gang med at dramatisere Baldersbæks historie.

Simone Isabel Nørgaard, der sidste år vandt en Reumert som Årets Dramatiker, besøgte forleden dag Baldersbæk, hvor hun fik en detaljeret gennemgang af Baldersbæks kunst- og kulturhistorie. Det var museumsinspektør ved Vardemuseerne Holger Grumme Nielsen, der gav en rundvisning. Historien er udgangspunkt for seks fortællinger, som Simone Isabel Nørgaard i øjeblikket sidder og skriver. Teksterne vil blive opført seks forskellige steder rundt i lystanlægget. 

”Det er en sjov og anderledes opgave, men jeg fik jo heldigvis muligheden for at afprøve konceptet sidste år, så der er ligesom lavet en ramme, som vi kan tage udgangspunkt i. Så er det jo bare et stærkt cast af spillere, som jeg får lov at skrive til”, fortæller Simone Isabel Nørgaard.  

Til vandreforestillingen kan man opleve Sonja Oppenhagen, Preben Kristensen, Lotte Andersen, Anja Owe, Charlotte Fich, Malene Beltoft Olsen og Kristian Grumme. Sidstnævnte er idé- og ophavsmand til projektet, og han glæder sig over, at det er Simone Isabel Nørgaard, der igen skriver teksterne.  

”Jeg er meget fascineret af Simone Isabel Nørgaards poetiske skrivestil, og jeg synes, at hendes tekster harmonerer smukt sammen med naturen og skulpturerne. Det var så dejligt, at Simone igen ville være en del af projektet. Jeg er overbevist om, at der venter publikum en herlig oplevelse,” siger Kristian Grumme Nielsen i en pressemeddelelse.

 

Faktaboks 

Om forestillingen 

  • Oplev seks fortællinger på udvalgte steder i Baldersbæk 
  • Medvirkende: Sonja Oppenhagen, Preben Kristensen, Kristian Grumme, Anja Owe, Malene Beltoft Olsen, Lotte Andersen og Charlotte Fich 
  • Baldersbæk plantage, Baldersbæksvej 46, 6682 Hovborg 
  • 28.-29. august og 11.-12. september 

Sådan deltager man
Man kan læse mere på www.baldersbaeksstemmer.dk, hvor det også er muligt at købe billetter. 

 

En stor tak til 
Forestillingen er muliggjort med økonomisk støtte fra Vejen, Billund og Varde Kommune samt Spar Nord Fonden, Ole Kirk’s Fond og Statens Kunstfond.