Mia holder fællesskabets fane højt på Erhvervsgymnasiet Grindsted

Mia Franz Christensen - PR-Foto

Mia Franz Christensen fra Erhvervsgymnasiet Grindsted er modtager af HK Sydjyllands Fanebærerpris, som uddeles til en elev, der har gjort en positiv forskel for studiemiljøet.

Det er prismodtagerens lærere, der har indstillet hende til prisen. I begrundelsen lyder det blandt andet:

”Mia er meget interesseret i at lære mere end bare det mest essentielle, og så har

hun altid været god til at dele ud af sin viden og hjælpe de andre i klassen. Det har givet hende stor respekt fra de øvrige elever i klassen. Mia er i det hele taget altid positiv og optimistisk, og hun bidrager dermed altid til at gøre dagen lys.”

Fanebærerprisen blev stiftet af HK Sydjylland sidste år og uddeles i forbindelse med årets dimissioner til en afgangselev på hver af områdets handelsskoler og andre uddannelser, der ofte vil lede til en stilling inden for HK’s område.

”I HK ved vi, at det gode arbejdsmiljø ikke kommer af sig selv. Det kræver en indsats at skabe et fællesskab, som alle kolleger trives i, og nogen bidrager mere end andre. Med Fanebærerprisen hylder HK unge mennesker, der allerede under deres uddannelse har vist, at de har, hvad der skal til, for at blive en ekstraordinært god kollega. Der er brug for dem på det arbejdsmarked, de nu skal ud på,” siger Ole Kjær, der er formand for HK Sydjylland.

Med prisen følger en Kay Bojesen-fanebærer og en check på 4.000 kr. skriver HK Sydjylland i en pressemeddelelse.