1.Juli kan H.C. Christensen fejre 40-års jubilæum i Sparekassen Kronjylland. Eller det er i hvert fald det navn, der har stået på sparekassebygningen de seneste seks år. H.C. Christensen startede nemlig i 1981 som sparekasseelev i Vorbasse-Hejnsvig sparekasse. I 1994 blev han udnævnt til filialdirektør, og det var en post, han bestred frem til 2007, hvor han blev kreditchef og underdirektør. I 2015 kom afdelingen til at høre under Sparekassen Kronjylland, og her har H.C. siden sammenlægningen været afdelingsdirektør. I jobbet er H.C. leder for afdelingens ni ansatte, ligesom han rådgiver flere af områdets erhvervskunder.
Gode rammer for byens sport og ungdom
H.C. er dybt involveret i lokalsamfundet i Vorbasse. Tilbage i 2007 var han en af frontpersonerne bag udvidelsen af Vorbasse Fritidscenter, der sikrede, at centret i dag har to haller, svømmehal og fitnesslokaler. Gennem tiden har han også bestridt forskellige bestyrelsesposter i det lokale foreningsliv herunder erhvervsforeningen og i Vorbasse Boldklub – i sidstnævnte har han tilmed været mangeårig fodboldtræner og holdleder. Det har således altid lagt afdelingsdirektøren på sinde at skabe gode rammer for sport og ungdom i den by, han selv har været barn i, og hvor han mere eller mindre har arbejdet de seneste 40 år. Han har i alle årene været en aktiv del af Vorbasse Marked i flere forskellige roller. Som afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland sidder han for eksempel også bag roret i den årlige uddeling af Årets Skulderklap i Vorbasse, som nu på 23. år sørger for at hylde byens lokale ildsjæle.
I dag er H.C. også aktiv i det koordineringsudvalg, der p.t. arbejder for en storstilet områdefornyelse af Vorbasse, der er sat i værk af Lokalrådet i samarbejde med Billund Kommune. Formålet er blandt andet at samle skole og fritid gennem sportsaktiviteter på byens udearealerne, at få skabt en helhed i området samt få renoveret og forskønnet byens torv.
Privat er H.C. Christensen bosat i Vorbasse sammen med sin kone Vivi, som han har tre voksne børn sammen med. Den 58-årige afdelingsdirektør har både lagt håndbold og fodbold på hylden, men han er aktiv med golfkøllerne i Gyttegård Golf Klub.
Coronasituationen har spændt ben for, at der bliver holdt reception for afdelingsdirektøren i anledning af jubilæet. Han bliver i stedet fejret internt af kollegerne i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Vorbasse. skriver Sparekassen Kronjylland i en pressemeddelelse.