Louis Nielsen flytter butikken til Nørregade

Foto: René Lind Gammelmark

Til september åbner en ny Louis Nielsen butik i Grindsted.  Det er Michael Eisig der sammen med Janni Haubro Lind ejer den lokale butik der flytter fra Torvet(Borgergade 2) i nyrenoverede lokaler på Nørregade 4.

Michael Eisig, indehaver sammen med Janni Haubro Lind, fortæller:
– Grunden til, at vi flytter, er fordi vi altid har drømt om at få en butik i ét plan. Nu har vi en butik i to plan. Vi har altid haft det ønske, hvor kørestolsbrugere og gangbesværede kan komme ind uden problemer. Vi vil være mere tilgængelige for vores kunder, og det bliver vi i den nye butik. Det er vigtigt for os, fortæller han.

Flytningen skyldes også succes i butikken, og en markant stigning i antallet af kunder de seneste år. Fra åbningen i 2009 indtil 2021 er antallet af kunder steget med 60, 8 %, og det stiller selvsagt krav til lokalerne.

– Vi er blevet for små til de mange kunder, vi har. Vi får væsentlig flere kvadratmeter i det nye. Vi får tilmed et ekstra synsprøverum, så vi går fra to til tre synsprøverum, fortæller Michael Eisig og fortsætter.

–  Vi har et stort fokus på øjensundhed og på, at borgerne i byen skal have opmærksomhed på deres syn. Igennem de seneste år har vi investeret i nyt udstyr, der sikrer, at vi kan passe godt på vores kunders øjne, fortæller Michael Eisig.

– Samtidig får vi kontaktlinseområdet ned fra første sal. Det bliver både bedre for vores kunder og bedre for os som medarbejderhold. Det giver en bedre rytme i butikken. Vi får mere plads og mere luft i butikken, og det er jeg sikker på, at kunderne vil synes om, fortæller han.

Flytningen fra Torvet ser Michael Eisig ikke som et problem – tværtimod
– Vi kommer til at ligge helt op til Torvet fortsat. Fra vores nye lokaler kan vi fortsat kigge derover. Vi får det sidste hus op til Torvet. Samtidig får vi to indgang, og der bliver parkeringspladser fra gården. Det betyder altså, at vi får en meget tilgængelig butik, som er let at komme til og fra.

Mht. træpladerne så er det blot en praktisk foranstaltning, fordi butikken skal renoveres, herunder også med nye vinduespartier.

– Lokalerne skal igennem en totalrenovering. Butikken får et helt nyt design, med nye farver, nye digitale skærme, hvor kunder kan se tilgængelige tider til synstest og nye måder at præsentere butikkens brillekollektioner på. Det bliver en helt ny butik, fortæller Janni Haubro Lind.

Indehaverne glæder sig meget til at åbne den nye butik.
– Det bliver virkelig godt, og vi glæder os til at slå dørene op til den nye butik efter sommer, fortæller Janni Haubro Lind.

Det er ikke lang tid side, at Janni blev medindehaver af butikken, og hun er klar til den store flytning og investering.

– Det er dejligt at kunne putte penge i byen og vise kunderne en ny og flot butik. Vi glæder os utrolig meget, fortæller hun.

– Det bliver det næste store skridt for butikken og for os alle. Vi er glade for at tage det skridt her i Grindsted, fortæller Michael Eisig i en pressemeddelelse.

Janni Haubro Lind og Michael Eisig foran forretningen på Torvet i Grindsted – PR-Foto: Morten Degn