Den politiske aftale om ny infrastrukturplan afsætter 5,9 mia. kr. til de første etaper af Ny Midtjysk Motorvej – en lang række private lodsejere får afklaring med aflysning af alternative linjeføringer – fornuftigt første skridt for projektet – langsigtet løsning for Jyllands-korridoren kræver gennemførsel af resterende etaper hele vejen fra nord til syd
Samtlige af Folketingets partier står bag en ny infrastrukturplan, der bl.a. afsætter midler til at indhente det store efterslæb for investering i vejnettet. For Ny Midtjysk Motorvej afsættes i alt 5,9 mia. kr. til de to første deletaper, dels strækningen Give-Billund, dels strækningen fra Løvel nord for Viborg til Klode Mølle nord for Bording.
“Ny Midtjysk Motorvej hører naturligt hjemme i en langsigtet plan for infrastrukturen, og politikerne fortjener ros for at huske det. Vi glæder os over et meget bredt og solidt forlig, der er fremtidssikret rent politisk,” siger formand for Hærvejskomitéen, Poul Andersen, medlem af regionsrådet for Region Syddanmark og fhv. MF (S).
“Men rent trafikalt skal Jyllands-korridoren også fremtidssikres. Vi må ikke glemme,
at den fulde aflastning af E45 og ikke mindst Vejle Fjord-broen først opnås, når hele projektet er fuldt gennemført fra omkring Støvring i nord til omkring Haderslev i syd. Derfor vil vi arbejde for, at den videre proces ikke skal vente til efter 2035.”
Hærvejskomitéen noterer sig samtidig med tilfredshed, at de mange private lodsejere, der har været berørt af projektet, nu får en afklaring.
“Mange private borgere har bogstaveligt talt ikke vidst, om de var købt eller solgt, så det er positivt, at der er aflyst en lang række alternative linjeføringer, der har været undersøgt som et led i processen,” påpeger Poul Andersen i en pressemeddelelse.
Mere info om projektet og Hærvejskomitéen på Hærvejsmotorvej.nu