Hvordan skal gårdene se ud, og hvor langt skal du køre til andelsmejeriet med din mælk? Er det overhovedet smart med små nye landbrugsfabrikker og maskiner? Og hvad kræver det? Byg din egen fremtid anno 1880 og dermed samtidig landbrugsdriften for de mange kommende generationer – i byg-selv-andelsbyen i laden på Museumsgården Karensminde.
I uge 28 handler alle ugens aktiviteter om overgangen til industrisamfundet under betegnelsen Fra le til traktor – og særligt på vores to aktivitetsdage tirsdag den 13. juli og onsdag den 14. juli.
”Fra le til traktor er et udtryk for, at Danmark ikke ændrer sig fra landbrugssamfund den ene dag til industrisamfund den anden. Det sker løbende i en overgang, der er spændende at udforske. Billund Kommunes Museer rummer hele den nyere tids danmarkshistorie, da vi arbejder med landbrug, industri og turisme. På Museumsgården Karensminde udfolder vi nu mere af denne historie ved også at skabe spændende aktiviteter i industriens navn, hvor man tilgå kulturhistorien på mange forskellige måder. For eksempel kan man bygge en andelsby, som jo er et rigtig fint eksempel på overgangen mellem landbrug og industri, man kan konkurrere mod hinanden, og man kan også opleve helt nye udstillinger”, fortæller Anna Louise Siggaard, museumsinspektør ved Billund Kommunes Museer.
Denne sommer kan gæster deltage i museumsoplevelser, der dykker ned i forskellige emner og aktiviteter, så kulturhistorien kan mærkes.
Vi laver fair og unfair konkurrencer, så fordelene ved at gå og arbejde sammen kan mærkes på egen krop (og ære) præcis som bønderne oplevede det ved at stå sammen i andelsbevægelsen. Man kan lege sig til en forståelse af, hvordan bønderne gik sammen i et fællesskab for at kunne producere landbrugsprodukter lettere og billigere end tidligere skriver Billund Kommunes Museer i en pressemeddelelse.
Vi holder åben garage, hvor man selv kan komme og skrue på de nye heste – nemlig traktorerne, der afløste husdyrene i markerne. Det var især den grå Ferguson, der blev populær i hele landet og satte nye standarder for traktorer. Over halvdelen af de godt 100.000 traktorer, som blev solgt i Danmark i Efterkrigstiden var en Ferguson – og sådan én kan man naturligvis også opleve på Museumsgården Karensminde. Endelig kan man også selv hamre, save og skrue sin egen gård sammen, bygge hegn og udvide sine marker i aktiviteten Byg en andelsby. Når gården er designet og bygget, skal man forbinde den via veje eller jernbaneskinner til de andre gårde, så man hurtigere og billigere kan få sin mælk ind til andelsmejeriet, som alle gårdene ejer sammen. Det er en måde at få historien i hænderne på helt bogstaveligt, hvor man i stedet for at læse om historien, nu selv kan bygge den.
Vores dygtige museumsformidlere tager også gæsterne med på gratis mini-omvisninger, der dykker endnu dybere ned i kulturhistorien.
Vores håb er, at lokalbefolkningen og områdets feriegæster får mange gode og også forskellige kulturoplevelser, der bevæger.
Program for tirsdag og onsdag i uge 28:
10.00-16.00: Byg en andelsby sammen med andre andelshavere
10.00-16.00: Ponyridning for børn. De nye heste er traktorer – og heste bliver kæledyr.
10.30-15.00: Åben garage – kom og skru på de gamle maskiner med værktøj og olie.
11.00: Introduktion til fair og unfair konkurrencer
11.00-11.30: Mini-omvisning med museumsformidler med temaet Fra le til traktor
13.30: Introduktion til fair og unfair konkurrencer
14.00-14.30: Mini-omvisning med museumsformidler med temaet Fra le til traktor
Obs! Onsdag den 14. juli: 16.00-18.00: Hestevognstur i kulturlandskabet med omviser og mad. Forudbestilling kræves.
Sommer 2021 på Billund Kommunes Museer
Kom tæt på kulturen i museets særudstillinger, de mange dyr og samvær i og omkring museets skønne omgivelser, der også rummer en masse fortællinger og muligheder for leg og fordybelse. Programmet byder på sommeraktivitetsdage alle tirsdage og onsdage i skolernes sommerferie under overskrifterne ’Fra jord til bord’, ’Køn’ og ’Fra le til traktor’, med en masse museumsoplevelser, der bringer os alle – store som små – tættere på kulturhistorien.
Museet holder åbent alle dage i perioden 1.6. -31. 8, 2021 kl. 10 – 16, alle onsdage kl. 10-18.
Hver onsdag fra uge 26-30 afrundes dagen fra ca. kl. 16-18 med en smuk hestevognstur.
Under turen fortælles om det kulturhistoriske landskab. Det er muligt at tilkøbe aftensmad efter endt tur.
Hestevognsturen kræver tilmelding, som du kan læse mere om på museets hjemmeside: www.billundmuseum.dk. Tilmelding er senest kl. 12 på selve dagen.
Vi følger naturligvis myndighedernes retningslinjer for danske museer. Husk derfor Coronapas, når du besøger museet.