Af Carsten Sander Christensen
Omkring 6 km sydøst for Herning ligger landsbyen Nørre Kollund i Rind sogn. Byen har i dag godt 200 indbyggere. Anderledes så det ud i starten af 1700-tallet, hvor landsbyen ikke fyldte meget på et landkort og i dokumenterne hed Kollund. Syv gårde udgjorde området. En af gårdene hed Sandgård og de to fæstere på stedet hed Mads Nielsen og Niels Jensen Lundgaard med hver deres halvgård. Sidstnævnte havde en søn der hed Christen Nielsen. En septemberdag i 1726 lod Christen farens dyr gå ind på en kornmark som Mads Nielsen var ansvarlig for. Kvæget har sikket mæsket sig i det modne korn og da Mads kom ud, forbandede han Christen og sagde at skete det igen ville der ske ham en alvorlig ulykke. Næste morgen lå Christen helt lam i sin seng og kunne hverken røre arme eller ben og tålte ikke den mindste berøring.
Bølgerne gik højt mellem Niels og Mads og det hele endte med at Niels Jensen Lundgaard beskyldte Mads Nielsens hustru Birgitte Jacobsdatter for at være en gemen heks, der havde forhekset Christen og havde nedkaldt en dæmon over sønnen. Hekseprocesser var i 1726 efterhånden gammel og næsten uddød foreteelse. Siden Pave Benedikt 8.s bandbulle i 1484 var hekseprocesser og hekseafbrændinger almindelige. I de følgende århundreder hjemsøgtes Europa af hekseprocesser. I Danmark bliver Anne Palles, en ældre 74-årig bondekone på Falster, brændt på bålet som den sidste heks den 4. april 1693. Men i de følgende årtier dukker der dog heksesager som denne op nær Herning.
Niels Jensen Lundgaard drager den fulde konsekvens og går den følgende dag til herredsfogeden i Hammerum Herred. Mads Nielsen aner hvor det bærer hen og tager til fæstegårdens ejer, Peder Thomsen Bering, der bor i Horsens. Sidstnævnte arrangerer et forligsmøde med præsten i Rind Vitus Bering og de to kamphaner. Niels Jensen Lundgaard får en seddel med til herredsfogeden fra Peder Thomsen Bering, hvor sagen skal sættes i bero. Niels er dog langt fra tilfreds med sagens udfald, nu nok mest for tabet af den gode kornhøst.
Men Christen var jo stadig svag og på en af nabogårdene lå fæsteren Kjeld Nielsens søn og var også lammet. Noget måtte jo gøres, især i den hårde høsttid. Og her kommer Christen Christensen fra Nollund ind i billedet. Og så begynder sagen rigtigt at eskalerer. Christen Christensen fra Nollund var kendt for at være en habil djævleuddriver (eksorcist). En dag midt i september drager Niels Jensen Lundager til Nollund for at fremlægge sagen. Den lokale eksorcist konkluderede straks af Niels’ søn Christen var blevet forhekset. Primært fordi symptomerne var meget bekendte for Nollund borgeren og sekundært fordi djævleuddrivelse var en givtig indtægtskilde eller også var det måske omvendt.
Den 21. september 1726 ankom Christen Christensen til Sandgård med hest og vogn. Og han begyndte straks behandlingen af den syge søn. Niels Jensen Lundager blev forfærdet over uddrivelsens voldsomhed og spurgte djævleuddriveren om sønnen Christen havde taget varig skade, hvortil manden fra Nollund svarede at det var nok muligt, men yderligere healing måtte udføres. Behandlingen blev mere og mere intim og djævleuddriveren begyndte nu at tale på tungemål som ingen forstod og lod sine hænder cirkulerer hen over den syge i sengen. Herefter forsvandt Christen Christensen ned i kælderen, hvor han larmede voldsomt og kom op igen efter et stykke tid og gentog seancen med at tale på tungemål som ingen kunne forstå og lade sine hænder cirkulerer hen over den besatte. Dog nu mere intenst. Efter anden gang at have opholdt sig i kælderen, hvor han larmede og råbte højere end ved sengen, fortalte djævleuddriveren, at der havde været en hård kamp dernede for at drive det onde ud.
Den megen råben, kaudervælsk og larm på Sandgård havde imidlertid tiltrukket en del nysgerrige personer, der nu opholdt sig på gårdspladsen. Heriblandt den føromtalte Kjeld Nielsen, hvis søn jo også var besat. Han formår at få Christen Christensen til straks at komme til hans egen fæstegård. Dog måtte manden fra Nollund gå langt foran de andre, så han kunne koncentrere sig om sin næste patient i ensomhed. Måske også fordi han jo kunne blive spurgt om noget han decideret ikke kunne svare på. Her genoptog seancen med at tale på tungemål som ingen kunne forstå og lade sine hænder cirkulerer hen over den besatte for tredje gang. Dog opstod herefter en situation, hvor djævleuddriveren adskillige gange spyttede på Niels Jensen Lundager.
Den meget præcise gengivelse af denne eksorcisme seance den 21. september 1726 skyldtes, at myndighederne i området var bekymret for de følger djævleuddrivelsen fik i lokalområdet. Optegnelserne i den lokale Hammerum Herreds tingbog og i Ribe Bispearkiv beskriver situation nøje.
Efter at seancerne var færdige tumlede djævleuddriveren rundt i Kjeld Nielsens stue og faldt i afmagt ned i stuens eneste stol. Denne afmagt skyldtes Kjeld Nielsens søns meget alvorlige besættelse. Christen Christensen, der beroligede bønderne med snarlig helbredelse for de to i sengen når den hårde høsttid var ovre. Denne afmagt skyldtes Kjeld Nielsens søns meget alvorlige besættelse ifølge djævleuddriveren. Om morgenen den 22. september ankom en nabo, Jeppe Christensen, der skulle være med til at mægle mellem Mads Nielsen og Niels Jensen Lundager for den tabte kornhøst. Christen Christensen blandede sig og foreslog en pris på 8 daler (en månedsløn). Man blev dog enige om 4 daler og to pægle god brændevin. Senere gik gårdejeren Peder Thomsen Bering endnu engang ind i sagen. Tumult mellem fæstebønder var en ømtålelig affære i lokalsamfundet.
På vejen hjem til Nollund gør Christen Christensen holdt ved Kideris Mølle syd for Nørre Kollund og her nævner han at ingen ville gøre dette for under 20 daler for så hård en nat. Han nævner dog ikke hvad han reelt er blevet betalt for djævleuddrivelserne. Kjeld Nielsen, der fulgte med ham, havde dog fået nok af al den betaling. Ligesom selve djævleuddrivelsen havde rystet lokalbefolkningerne i Nørre Kollund og Rind i deres grundvold. Uroen gærede og myndighederne måtte foretage sig noget
Den 14. december 1726 begyndte retssagen mod Christen Christensen ved Hammerum Herredsret i Snejbjerg. Uroen havde forenet amtmanden over Koldinghus Amt, J. von Jessen, biskoppen i Ribe, Laurids Thura og ovennævnte Peder Thomsen Bering. Korrespondancen mellem de to førstnævnte var intens i starten. Resultatet blev, at bønderne fik nogle bøder for lettere uro. Mads Nielsen og Niels Jensen Lundgaard donerede hver 10 mark til de fattige i Rind sogn efter skrivelse fra Vitus Bering den 5. januar 1727. Mads Nielsen skulle i øvrigt kautionere for at lignende ulykkesforbandelser ikke fik lignende følger i fremtiden. Christen Christensen blev idømt en bod på 2 rigsdaler, der skulle doneres til fattige i Grindsted sogn, han skulle betale sagens omkostninger ligesom han skulle skrifte sin synder offentligt ved en Gudstjeneste i Grindsted Kirke. Siden denne hændelse har man ikke mere hørt om djævleuddrivere her i Grindsted sogn, det var simpelthen for dyr historie for den enkelte eksorcist.
Hekseafbrændinger var et afsluttet kapitel i 1693 men alligevel dukkede heksesager op tre årtier efter – Kilde:Billund Kommunes Museer
