Bülows Hjørne: En lille pige skrev til Gud

Af Louis  Bûlow

Når jeg lader mine tanker tage på langfart tilbage til de sorgløse 1950’ere, toner et væld af skønne minder og erindringsglimt frem fra barndommens land fyldt med stokrose-romantik og Morten Korch-idyl fra lillebyen Hejnsvig, som hører barndommen til.

I skæret af nostalgiens blide patina tænker jeg tilbage på den gamle landsbyskole i Bredgade med den faste lærerstab: den myndige førstelærer F. C. Jørgensen som klasselærer for de ældste, den kære Knud Jensen for 5. klasse, Johannes Jepsen og Marie Rise som lærere for de mellemste og endeligt den elskede Anna Nielsen for de yngste. Hun blev senere gift med Johannes Jepsen, og parret flyttede i 1964 til Troldhede, hvor han blev skoleinspektør.

Den gamle landsbydegn Knud Jensen – Kilde: Hejnsvig Sognearkiv

Flere af lærerne i Hejnsvig havde sans for mening i undervisningen, og de lyste op i skoletidens trængsler med terperi og udenadslære af katekismus, salmevers og kongerække. For dém var lærergerningen et kald, en passion, der rakte langt ud over skoledagen.

Endnu føler jeg den fortættede stemning af nærvær og tryghed i det lune klasseværelse, når vi børn andægtigt sad med våde øjne og rødglødende kinder og lyttede til gamle lærer Jensen, når han læste højt eller fortalte om livets gåder og historiens store dramaer.

Vi følte nærmest historiens vingesus, når han tog os med tilbage til slaget ved Dannevirke i 1864 eller til skanserne ved Dybbøl. Hvert år 9. april var Hejnsvig Skoles flag på halv og den 5. maj på hel, og lærer Jensen ville på nænsomste vis indvie os i historier fra den 2. verdenskrig.

Især beretninger om jødiske børns tragiske skæbne under krigen og Anne Franks Dagbog gjorde dengang et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg sad i timevis på Hejnsvigs lille bibliotek for at finde ud af mere, mens lærer Jensen, der også virkede som landsbyens bibliotekar, stille sad ved sit kateder.

Således har jeg aldrig kunnet glemme hans fortælling om et børnehjem i Frankrig:

Det var i påsken april 1944. Midt under krigen, men det var alligevel glade jødiske børn, der stimlede sammen i børnehjemmet i landsbyen Izieu. Børnene havde gjort sig umage med de farvestrålende tegninger, der prydede væggene, og de lune stuer summede af liv og hyggesnak. Lille Claudine var netop fyldt 5 år, og kun få dage senere ville Jacques fylde 13.

Børnenene fra Izeieu – Stående tv. Jacques Benguigui – Kilde: yadvashem.org

En liflig duft af bagværk bredte sig fra det store køkken, og tidligt på formiddagen blev der serveret varm chokolade, nybagt brød med marmelade og sunget sange. Også croissanter og lidt slik blev det til. Senere underholdt børnene med små sketches, hvor de med sjove udklædninger og kostumer fik smilene frem og latteren til at runge.

Det var en varm forårsdag, solen skinnede fra en skyfri himmel, og børnene glædede sig til vandreturen senere på eftermiddagen, hvor man skulle indsamle bær i de naturskønne bakker. Hunden Sami, som der blev tumlet med dagen lang, skulle som altid med på turen.

Men op på formiddagen kørte Gestapo i høj fart ind på gårdspladsen, og nazistiske SS-mænd med maskinpistoler stormede ind på børnehjemmet. Grædende børn blev under råb og trusler tvunget op i to lastbiler og tæsket på plads med slag og spark.

Flere børn blev fundet, mens de søgte skjul under et bord i et klasseværelse på loftet. I forvirringen forsøgte en lille dreng at slippe væk over gårdspladsen, men en SS-mand fik fat på ham og slog ham med geværkolben. Blodet strømmede fra hans næse, da han som en sæk kartofler blev smidt op på ladet.

Gestapo arresterede 44 børn og 7 voksne, der alle blev deporteret til dødslejren Auschwitz. Af børnene overlevede ingen, mens der var en enkelt voksen overlevende. En af de voksne, der var blevet udtaget til arbejde, hørte sin 10-årige søn bryde i gråd, da han blev adskilt fra sin mor, og hun besluttede at følge ham i døden.

En mor til tre af børnene var selv blevet deporteret til Auschwitz i juli 1943. Hun nåede at få sendt sine tre sønner Jacques, 13, Richard, 7, og Jean-Claude, 5, i skjul i børnehjemmet i Izieu og håbede på, at de var i sikkerhed.

Tre af børnene fra Izieu: Jacques, Richard og Jean-Claude Benguigui – Kilde: www.enfances-refugiees.org

Indtil hun dén dag i Auschwitz fik øje på en trøje, hun selv havde strikket til sønnen Jacques, i en bunke tøj efter fanger, der netop var blevet gasset.

To dage tidligere – den 13. april 1944 – havde Jacques Benguigui kunnet fejre 13 års fødselsdag. Dagen havde han tilbragt stuvet sammen med de andre børn fra Izieu i en overfyldt kreaturvogn på vej til Auschwitz. Transporten havde været et mareridt, hvor den hæslige stank fra væltede spande med urin og afføring havde blandet sig med en hørm af rådden roesuppe.

Få dage senere blev der i det raserede børnehjem i Izieu fundet et krøllet ark papir blandt væltede møbler, knuste ruder og smadret porcelæn. En seddel, hvor den 11-årige Liliane Gerenstein med sirlige bogstaver havde skrevet et brev til Gud:.

”Gud ? Det er dig, der bestemmer. Det er dig, der er retfærdig. Det er dig, der belønner de gode og straffer de onde. Gud ? Jeg kan sige, at jeg aldrig vil svigte dig. Jeg vil altid tænke på dig og følge dig til de sidste øjeblikke i mit liv …”

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.