Indbydelse til informationsmøde: Billund Kommune klæder byrådskandidater på til valgkampen

Arkivfoto: René Lind Gammelmark

Kommende kandidater til byrådsvalget i Billund Kommune indbydes til at få en overordnet introduktion til de emner, der er vigtige af kende til som byrådsmedlem.

Hvad kan man egentlig træffe beslutning om som byrådsmedlem, og kan man for eksempel flytte penge fra IT til handicapområdet?

Det kan man blive klogere på, når Billund Kommune inviterer kommende byrådskandidater til informationsmøde torsdag den 9. september klokken 15:30 i kantinen på rådhuset i Grindsted.

”Vi vil gerne være åbne og samtidig bidrage til, at den kommende valgkamp foregår på et så oplyst grundlag som muligt. Vi tror på, det giver den bedst mulige debat,” siger kommunaldirektør i Billund Kommune Ole Bladt-Hansen i en pressemeddelelse.

Eftermiddagen kommer blandt andet til at byde på indlæg fra de to nuværende byrådsmedlemmer Ole Marcussen og Klara Lyskjær Noer, som vil fortælle om deres erfaringer som byrådsmedlemmer i Billund Kommune. Direktørerne vil fortælle om det grundlæggende i den kommunale økonomi, og hvad politikerne kan bestemme inden for lovgivningen. Til sidst er der sat tid af til spørgsmål fra deltagerne.

Som deltager må man meget gerne skrive på forhånd, hvis man har konkrete spørgsmål eller særlige interesser, man gerne vil høre mere om på mødet. Man melder sig til på Byradssekretariat@billund.dk senest fredag den 3. september.

De kandidater, der ender med at blive stemt ind, vil efter valget få et introduktionsforløb, hvor de bliver sat endnu mere ind i arbejdet som byrådsmedlem.

Kommunalvalget bliver holdt tirsdag den 16. november i år.