Sol så langt øjet rækker: Louis Nielsen i Grindsted og Dansk Blindesamfund minder om at huske solbrillerne

Janni Haubro Lind og Michael Eisig minder om, at det er vigtigt at huske solbrillerne i sommervejret. Også når det er overskyet. Solens uv-stråler kan nemlig godt trænge igennem skyerne - PR-FOTO

Sol og ingen skyer øger risikoen for solskader – især lige nu, hvor uv-indekset er højt. Kræftens Bekæmpelse anbefaler skygge, solhat og solcreme for at undgå de mest typiske skader. Men faktisk bør solbriller også tilføjes til listen, mener chefoptiker Janni Haubro Lind hos Louis Nielsen i Grindsted og Dansk Blindesamfund. Det kan nemlig have varige konsekvenser for dit syn, hvis du ikke beskytter dine øjne mod solen

Solen står højt på himlen, og sommervejret får danskerne til at flokkes udenfor i det gode vejr. Derfor appellerer chefoptikerduoen Janni Haubro Lind og Michael Eisig nu til at huske solbrillerne.

Solbrillerne bør altid være på, når du bevæger dig udenfor i den kraftige sommersol. De beskytter nemlig dine øjne mod uv-strålerne. Sådan lyder opfordringen fra Janni Haubro Lind der også er indehaver af Louis Nielsen Grindsted.

En rundspørge fra 2020 foretaget af Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden viser, at selvom 9 ud af 10 kender til UV-indekset, er det kun hver tredje, der ved, at man bør beskytte sig mod solen, når indekset kommer op på 3 eller mere.

På solrige sommerdage i Danmark ligger uv-indekset mellem 5 og 7, hvilket betegnes som højt, og her er det vigtigt at beskytte sig mod solen kraftige stråler. Det gælder også øjnene.

Solen kan skade øjnene
Samme tendens oplever Janni Haubro Lind i Grindsted. Her er det heller ikke alle, der ved, at solbriller ikke blot forhindrer sol i øjnene, men faktisk også beskytter øjnene mod solens farlige uv-stråler.

Ligesom det er vigtigt at beskytte huden med solhat og solcreme, skal øjnene også beskyttes med deres svar på solcreme, nemlig solbriller skriver Louis Nielsen i en pressemeddelelse.

– Det er vigtigt at huske solbrillerne, når solen skinner, som den gør i disse dage, og uv-indekset derfor er rigtig højt. Uden beskyttelse mod solen kan øjnene og synet i værste fald tage varigt skade, fortæller Pernille Lindhardt Steiness, der er klinisk fagspecialist hos Louis Nielsen.

Hun bakkes op af chefoptiker Janni Haubro Lind, der fortæller, at det skrappe sollys kan føre til en tidlig udvikling af for eksempel grå stær, som kan nedsætte synsevnen.

Den slags skader og risikoen for kræft er også noget, der bekymrer hos Dansk Blindesamfund:

–  Omkring 400 danskere bliver årligt opereret for hudkræft på øjenlåget, som er forårsaget af UV-stråler. UV-strålingen i Skandinavien er faktisk på højde med UV-strålingen på Sicilien i Italien om foråret. Det tænker vi måske ikke lige over. UV-stråler kan give modermærkekræft både i selve øjet og på øjenlåget, ligesom solens stråler er relateret til grå stær og øjensygdommen pterygium, hvor en hvid slimfold vokser ind over hornhinden og forstyrrer synet, forklarer Ask Løvbjerg Abildgaard, landsformand i Dansk Blindesamfund.

Han understreger vigtigheden at huske solbrillerne:

–  Vi er blevet gode til at bruge solcreme eller krybe i skyggen, når solen skinner i Danmark, men vi skal altså også huske at beskytte øjnene – vi skal jo gerne kunne se hele livet.

 

Børn er særligt udsatte
Det er dog ikke kun de voksne, der skal passe på øjnene i solen. Janni Haubro Lind påpeger, at det er ekstra vigtigt at beskytte børns øjne mod de skadelige uv-stråler.

Det skyldes blandt andet, at børns pupiller er større end voksnes, uddyber klinisk fagspecialist Pernille Lindhardt Steiness.

– Jo større pupiller, jo flere uv-stråler rammer øjets nethinde og linse. Her kan strålerne gøre skade. Børn opholder sig desuden mere udenfor end de voksne i løbet af sommerdagene, og derfor er det ekstra vigtigt, at de husker solbrillerne, som beskytter mod uv-stråler.

 

Undgå spændingshovedpine med solbriller
Solbriller beskytter mod solen, men de kan også forebygge andre gener. Du kan nemlig undgå spændingshovedpine, når du husker solbrillerne, fordi du ikke kniber øjnene sammen.

– Uden solbriller har man en tendens til at knibe øjnene sammen, og det kan give hovedpine. Det undgår du, når du bruger solbriller, fordi dine muskler omkring øjnene slapper af. Det er da også en god sidegevinst, siger Pernille Lindhardt Steiness.

 

Mange refleksioner ved vandet
Du bør især skænke dine øjne en ekstra tanke, hvis du bruger dine sommerdage på vandet eller ved stranden. Både vand og sand reflekterer nemlig solens stråler, som rammer dine øjne.

 

5 råd til at beskytte dine øjne mod solen

  1. Vælg solbriller med uv-beskyttelse, som beskytter dine øjne mod solens farlige uv-stråler. Gå efter solbriller med CE-mærkning, som er garant for, at solbrillerne overholder kravet om uv-beskyttelse.
  2. Husk især solbrillerne, når du er på stranden eller på vandet. Sand og vand reflekterer nemlig solens stråler, som rammer dine øjne.
  3. Husk solbriller til børnene, hvis øjne er ekstra udsatte, fordi de har større pupiller og opholder sig udenfor i længere tid end voksne.
  4. Brug også solbriller på skyede dage. Uv-strålerne kan nemlig godt trænge igennem på en overskyet dag.
  5. Brug den gratis ”UV-INDEKS”-app. Appen er lavet i et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden, Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen og gør det nemt for dig at holde øje med uv-indekset og vide, hvornår du skal passe særligt på.

 

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.