Bülows Hjørne: Lokale ildsjæle, der gjorde en forskel

Bülows Hjørne

Af Louis Bülow

Set med en Hejnsvig-knejts øjne var en mission i det godes tjeneste ikke forbeholdt fjerne og uvirkelige ikoner som Florence Nightingale, Moder Teresa eller Gandhi.

I knejtens verden skulle dét univers i stedet melde sig i skikkelse af ganske almindelige mennesker fra den forblæste landsbyflække i det vestjyske – et lille landbosamfund helt ind i sjælen rundet af stoute bønder og missionsfolk med bibelske traditioner og kristenkultur dybt forankret.

Som formanden for Hejnsvig Idrætsforening Karl Knudsen, der i 50 år sled for at få sat sin hjemby på fodboldsportens landkort, Otto Nielsen, der ragede op som et fyrtårn i landsbyens lokalpolitiske landskab i et utrætteligt virke for sognets småkårsfolk og Knud Jensen som fire årtiers folkekære degn ved landsbyens skole.

Endeligt den lokale malermesters ældste datter Ane-Lise –  i folkemunde Lis Maler der i tre årtier stod bag Hejnsvig Håndkøb og forenede et livslangt og uselvisk virke med hjertevarme og sjældent fine menneskelige kvaliteter.

Karl Knudsen. Vi starter med den livsbekræftende skæbnefortælling om èn af jysk klubfodbolds største foregangsmænd gennem tiderne.

Legendariske Karl Knudsen fra Hjensvig Idrætsforening – Kilde. HIF

Som aktiv fodboldspiller huserede Karl Knudsen helt frem, til han var oppe i halvtresserne, og i trænings- og ledelsessarbejdet var han en pionér, der gik forrest og betrådte nye veje.

Med åbne arme og et hjerte, der bankede for alle, tog Karl sig kærligt af børn og unge, der kom i klubben. Han forenede sin gerning i Hejnsvig Idrætsforening med godhed, omsorg og socialt engagement i ordenes bedste betydning. Han gav plads til alle, også dém, der kom fra vanskelige kår, dém, der mistrivedes og havde det svært.

Alle kunne finde et fristed hos Karl på stadion, hvor fællesskabet emmede af nærvær og tryghed. Mangen lille purk har oplevet sin første sejr på livets bane, når Karl med alvorlig mine satte ham på puslingeholdet. Trofast kørte han tusinder af kilometer for at følge sine spillere. Vandt puslingene, var Karl der altid med en is i belønning. Tabte de, ja så fik de også en is. Sådan var Karl.

Karl Knudsens gravsten – Kilde: Privatfoto

Otto Nielsen. Mødet med 1930ernes sociale fattigdom, nød og elendighed kom til at præge den unge fagforeningsmand for livet, og en spirende politisk bevidsthed fik ham allerede tidligt til at melde sig under de røde faner i Socialdemokratiet.

Den legendariske Otto Nielsen fra Hejnsvig – Kilde: Privatfoto

Han besluttede at stille op som lokal kandidat for partiet, og med stort stemmetal blev han valgt ind i Hejnsvig Sogneråd, hvor inkarnerede venstrefolk ellers sad på rub og stub.

Gennem mere end tre årtier skulle Otto Nielsen trods svære betingelser i sognerådet komme til at sætte sit markante præg på egnens udvikling med sin livslange kamp og sit glødende engagement for de svagest stillede i landsbyen.

Med sin pompøse statur og stoute bredde indgød Otto Nielsen –  eller Store Otto – sine omgivelser en følelse af tryghed, ro og besindighed. Folkets mand på fornavn med hele sognet, på hat med de store og på bajer med bumsen. Ordholdende og uden svig.

År efter år blev der fældet glædestårer i småkårshjem i Hejnsvig, når sognets stemmesedler endeligt var talt op og sirligt fordelt i stakke på valgbordet i afholdshotellets lille sal.

– Store Otto er valgt …  gjaldede det glade budskab over land og by, når arbejdsmænd, gårdkarle, landarbejdere og andet godtfolk ved valg efter valg og med store stemmetal genvalgte Otto Nielsen til sognerådet som deres mand på det kommunale tinge.

Knud Jensen. Som et fyrtårn ragede han op i Hejnsvig som degn ved landsbyens skole. Gennem en menneskealder sad han der stout og bred bag sit kateder og lignede det, han var – en landsbydegn helt ind i sjælen forankret i dansk bondemuld, der skulle blive en forgudet lærer, vejleder og mentor for generationer af Hejnsvigs skolebørn.

Den gamle landsbydegn Knud Jensen – Kilde: Hejnsvig Sognearkiv

Hvor der i gamle dages stråtækte skole blev værnet nidkært om traditioner, værdier og dyder, havde lærer Jensen sans for meningsfyldt undervisning og lyste op i skoletidens trængsler med sit varme og sociale sindelag.

Med et hjerte, der bankede for alle, tog han hånd også om dem, der kom fra vanskelige kår, dem der mistrivedes og havde det svært. I klasseværelset hos lærer Jensen fandt mange børn i Hejnsvig et fristed fyldt med nærvær og fællesskab.

Lærer Jensen var en gudsbenådet underviser af hjertet, og båret af en farverig fantasi evnede han på finurlig og levende vis at formidle en god historie og også få almindelig og tør lærdom til at funkle og inspirere. En mageløs fortæller.

Knud Jensen døde midt i 1960’erne efter fire årtier som skolelærer i Hejnsvig. Hans bysbørn græd mange tårer – men var fyldt med taknemlighed over alt det, lærer Jensen havde givet

Lis Maler. Vi runder af med den lokale malermester Hjorths ældste datter, der nok var karrig med store ord og armbevægelser, javel, men ikke fedtet med godhed og hjertevarme.

Malermesterens datter Anne-Lise fra Hejnsvig – Kilde: Privatfoto

Uden at lefle skabte hun omkring sig et forjættet land i den hvide malermestervilla fra 1919. Ved gavmildt at give sig selv for andre fandt hun ind, hvor ingen andre kunne nå. Hun værnede om dém, der havde det svært, hun gik på barrikaderne for dém, der måtte hutle sig igennem og stillede op for dém, der var véd at give op. Hos hende var der ikke noget med  os – eller dém.

Selv i svære tider med krise og modgang lod hun aldrig et menneske i nød tilbage på perronen – alene og forladt af Gud og mennesker. Hun åbnede sit hjem med storsind og generøsitet og fedtede ikke med hjerte- og husrum og ekstra plads ved bordet til dèn, der uventet dukkede op.

Hun såede livsmod og livsglæde omkring sig, ikke mindst dèr, hvor livet gjorde ondt. Altid fandt hun tid til at sætte sig på sengekanten til en fortrolig hyggesnak. Hun tog den syge i hånden med et kærligt klem, hun tændte livsgnisten og fik den syge til at blomstre op med kræfter og overskud til at leve med i nuet. Et lille smil her, lidt latter der.

Med Lis Maler i nærheden blev livets håb og drømme budt op til dans og selv de tungeste dansetrin forvandlet til en flot og fejende vals.

Epilog:

Tilbage i 1950’erne reddede Lis Maler en bette knejt fra et inferno af druk og omsorgssvigt og tog ham til sig som sit plejebarn. Hun sikrede, at drengen ikke blev stuvet væk som socialt bundfald på datidens berygtede børneinstitutioner og opdragelsesanstalter men gav ham i stedet en vidunderlig barndom og opvækst i Hejnsvig.

 

Knejten – det var såmænd denne artikels forfatter …