Bülows Hjørne: Bondeknøsen fra Sdr. Omme Hede – og storsvindleren Alberti

Af Louis Bülow

Vi skruer tid og og sted godt 100 år tilbage til 1918 til Herluf Trolles Gade i det indre København. En tidlig søndag morgen flænses stilheden af en ubarmhjertig banken med dørhammeren til vort lands gamle statsminister J. C. Christensens lejlighed i nr. 21 på første sa

Den unge J. C. Christensen – 1890 – Kilde: Det Kgl. Biblioteks Billedsamling

Historikere, samfundsforskere og andet godtfolk har i årtier kippet med flaget for den bette bondeknøs fra de vidtstrakte hede sletter ved Sønder Omme Hede og hyldet ham som det 20. århundredes største politiske begavelse og den betydeligste statsmand i Danmarks historie.

Også digterpræsten Kaj Munk har truttet i trompeten for J.C.Christensen som Danskekongens Højrehaand, daglig Omgangsfælle med Europas Fyrster.

I lejligheden i Herluf Trolles Gade undrer J. C. Christensen sig over, at postbuddet er så tidligt på færde, og haster ud i entreen for at lukke op. Udenfor står en høj, mager skikkelse med gusten ansigtsfarve, mærket på liv og sjæl af modgang og fortrædeligheder.

J.C. Christensen har svært ved at genkende ham, da den ældre herre med lidt forsagt stemme henvender sig til ham:

”- Det er Alberti, sagde han. Det gav et sæt i mig, og han fortsatte: Jeg kommer for at bede Dem ikke at bære Nag til mig for den store Ulykke, jeg bragte over Dem. Jeg svarede: Ja, det var en stor Ulykke, men jeg bærer ikke Nag til nogen, heller ikke til Dem. Bed De om, at Gud vil tilgive Dem.”

Landets omstridte justitsminister fra 1901-08 Peter Adler Alberti opsøger denne søndag morgen sin gamle statsminister for at få sluttet fred med sine indre samvittighedskvaler og endegyldigt få ro i sjælen efter at have afsonet en dom på otte års tugthusarbejde i Horsens Straffeanstalt.

Justitsminister Peter Aldler Alberti – Kilde: Det Kgl. Biblioteks Digitale Samlinger

Ti år tidligere skrev Alberti sig for tid og evighed sig ind i de historiske annaler, da den største skandale i Danmarks historie Alberti-skandalen ramte landet nærmest som en tsunami. Hæse avisdrenge udbasunerede fra hvert et gadehjørne Alberti som en gemen tyv og storsvindler, der havde snydt og bedraget for et ufatteligt millionbeløb.

Dengang den 8. september 1908 forlod landets tidligere justitsminister Alberti sit kontor i Den Sjællandske Bondestands Sparekasse i det indre København, tog bowler og sommerfrakke på og gav besked i forkontoret: Jeg bliver borte en havn times tid.

Den imposante Alberti – 188 cm høj og 150 kg tung –  indtog en overdådig frokost på klods på Cafe Glyptoteket. Han bevægede sig derefter ud i byen og endte ved Nytorv ved Domhusets Politikammer, trådte ind i Politiets Vagtstue og blev modtaget med ærbødig respekt og dybe buk.

Med ordene Jeg er kommet herop for at anmelde et bedrageri. Ja, det er mig selv meldte Alberti sig  til den vagthavende overbetjent som skyldig i bedrageri og falsk for millioner.

I en tid, hvor en arbejders dagløn udgjorde et par kroner, svarede Albertis svindel til en fjerdedel af statens årlige budget …

Med Kaare R. Skous ord i bogen Magtens Forblændelse: Læg krakket i Landmandsbanken i 1922 sammen med skandalen omkring Nordisk Fjer i 1991, Roskilde Banks endeligt i 2008 og Stein Bagger samme år, og du når stadig ikke i nærheden af det hul i kassen, som Danmarks justitsminister indtil 1908 efterlod sig.

Efter to års retssag faldt dommen i december 1910: Hans Ekscellence Storkorsridder og Gehejme-konferensråd Peter Adler Alberti blev idømt lovens strengeste straf på 8 års tugthus.

I sine velmagtsdage yndede Alberti at sætte sig til et overdådigt bord i mondæne omgivelser med sølvbestik og service af fineste krystal og tage for sig af oksebryst med spidskål, fjordrejer og friske østers i skal. For at slutte af med bjerge af karamelrand, ananasfromage og flødeskumskager.

I Horsens Straffeanstalt måtte han tage til takke med træbestik lænket fast og rugbrød, fedt, stegt sild, grød og blodbudding. Kiloene raslede af den tidligere så pompøse justitsminister, der ved løsladelsen i august 1917 vejede halvfjerds kilo – kun halvt så meget som da han blev indsat.

Alberti-skandalen fik store konsekvenser for J. C. Christensen og gav ham et banesår, han aldrig helt forvandt. Når han i dè uger færdedes i Hovedstaden som landets statsminister, var han fra den ene dag til den anden havnet på den forkerte side af kridtstregen. Han lagde i flere måneder ryg til københavnernes skånselsløse vrede med verbale overfald, hån, skældsord og fede spytklatter.

Som J. C. Christensen dén søndag morgen stod dér i entreen i Herluf Trollesgade og talte med sin gamle justitsminister Alberti, der så skammeligt havde bedraget ham, søgte tankerne tilbage til en pinsedag 50 år tidligere. Tilbage til dengang han som 12-årig og godhjertet bondedreng fra Påbøl ved Sønder Omme for første gang stiftede bekendtskab med den store verden – og for første gang blev ført bag lyset og holdt for nar af andres svig og rænkespil.

Iført sit bedste søndagstøj, nyskuret med vandkæmmet hår, rene negle og blankpudsede træsko kravlede den bette bondeknøs op i hestevognen, hvor hans fader allerede sad i agestolen med et solidt greb i tømmerne. Hestevognen blev fulgt på vej af en flok kaglende høns med kyllinger,  mens snadrende gæs og ænder lystigt gav deres besyv med fra møddingen.

På vej mod det helt store pinseeventyr i storbyen Aarhus kunne Jens Christian lune sig ved tanken om solide rundtenommer, som hans mor så gavmildt havde smurt til den lange rejse. Mellemmadder med et tykt lag fedt, spegepølse, sirup og puddersukker.

I sine erindringer Fra min barndom og ungdom beskrev han sin første og mindeværdige odyssé i den jyske hovedstad, hvor han trawlede gader og stræder igennem i jagten på vartegn og seværdigheder.

Han løb ind i et par lokale gadedrenge, der med list og snilde fik ham lokket til at trække i en tung ”portklokke, hvilken Indretning jeg ikke kendte noget til, og dette medførte, at en Mand kom ud og tog mig i Nakken og skældte mig ud, medens Drengene løb deres Vej …”

 Ad åre skulle det dog vise sig, at den opvakte knejt fra Påbøl ved Sønder Omme havde ikke så lidt endda at byde ind med. I hans barndomshjem var man nok karrig med store ord og armbevægelser, javel, men da budskabet om, at J. C. Christensen var blevet minister nåede frem fra Hovedstaden til det vestjyske, lød det stille fra hans fader: Det had a snar aller troed.

 Og lille broderen stemte i: Så kommer Jens Christian nok eet hjem aa fisk i sommer. 

Ordholdende og uden svig blev der aldrig rejst nogen juridisk tvivl omkring J. C. Christensens personlige integritet i forbindelse med Alberti-skandalen, men han undgik alligevel ikke at blive revet med i faldet.

I oktober 1908 trådte J. C. Christensen med det milde åsyn og de lysende blå øjne, der havde haft hele sin barndom og opvækst på Grindsted-kanten, tilbage som Danmarks statsminister.

Bag kulisserne formåede han dog fortsat at trække i trådene og bestemme de store linjer i dansk politik. To gange fik han tilbudt igen at blive landets førstemand men takkede pænt nej

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.