Søndag aften tjekkede 17 unge ønske-ryttere ind på Nordre Skole i Grindsted.

AU Cykelteam 2021 - Foto: Allerød Ungdomsskole

De charmerende lokaler var venligst udlånt af Billund Ungdomsskole, og flere af de lokale forretninger, heriblandt Kvickly og REMA 1000 var venlige at sonsere aftensmad og morgenmad til til de friske ryttere, der kørte for Make-a-wish skriver Anja Frisk-Puggaard, der er født og opvokset i Grindsted. til Netavisen Grindsted. Det var Anja og hendes mand der kørte ledsagerbilen, og stod for det praktiske med inkvartering og mad.

Ruten der førte rytterne til Grindsted gik fra Horsens over Vejle med slut i Grindsted. Klik her for at se ruten.

En af rytternes (Lukas) bedsteforældre bor i Grindsted, og tog i mod rytterne da de kom ned på Nordre Skole, hvor mormor viste rundt og fortalte om sin skolegang på den gamle skole.

På turens tredje dag, der sluttede i Grindsted efter 106 km, var det første gang at de på turen skulle fejre et fødselsdagsbarn. Det var nemlig Olivia der blev 14 år, og hun blev vækket af det nyoprettede AU-Cykelteamkor med en festlig fødselsdagssang inden afgang fra Horsens.

På facebook skriver gruppen: at det måske var netop sangen årsag til, at alle hurtigt var ude af fjerene og efter en stor portion havregryn og en omgang fælles rengøring stod klar til afgang lidt over 9. Eller også skyldes det, at vi i dag skulle køre kongeetapen og de mange måneders træning skulle stå sin prøve

Vi havde fået fortalt, hvad der ventede forude. Men en ting er fortælling, noget andet er virkelighed. Og det var altså en total barsk virkelighed lige der midt på Gl. Kongevej! Det gik bare op, op, op. Og bedst som det føltes som om, at alle kræfter slap op, stod der pludselig et fantastisk heppekor (=Christians familie) og opmuntrede os til at blive ved. Det betød en hel verden til forskel – OG adgang til den sidste rest energi for at kunne nå toppen.
Næste bakke-udfordring, nemlig den berømte Kiddesvej, var også stejl, men heldigvis noget kortere, så den klarede vi uden større problemer. Dog trådte Mads så hårdt til, at hans kæde knækkede – men heldigvis først på toppen
 
Og så var det ellers tid til et velfortjent hvil ved vandet. Her stod vores ønskebarn Mathias og hans familie klar med et 5-stjernet depot. Så hyggelig, til gengæld skulle vi direkte efter depotet op af Munkebjergbakken, som er kendt som ret stejl og især ret lang. 
 
Dagens frokost blev holdt ca 20 km senere ved Højen Kirke, hvor Olivias familie stod klar med flag, boller og meget lækker fødselsdagskage Og som om at det ikke var nok, ventede der lige et ekstra depot på toppen af Bredstensbakken hos Pouls familie, der havde haven fyldt med dejlige havemøbler og kolde drikke
 
Natten skulle tilbringes i Grindsted – og efter en dejlig aftensmad med (grillede) pølser og tilbehør, kravler vi om lidt til køjs. Trætheden er at spore hos rytterne, men det har godt nok også været noget af en prøvelse de har været igennem i dag. Derfor får de lov at sove helt til kl 08.00 mandag morgen.

 

Nedenfor kan du læse pressemeddelelsen der er sendt ud forud for turen:

Ung Træder Til For Ung 

Ferie med et formål.
Igen i år cykler et hold frivillige unge mellem 13-17 år og hjælpere fra Allerød Ungdomsskole de danske landeveje tynde i den gode sags tjeneste. De cykler de godt 750 km til Hvide Sande og retur for at samle penge ind til til 6-årige Olivia, der lider af blodkræft, og 17-årige Mathias, der lider af muskelsvind.

17 unge mennesker har i år valgt at bruge en del af deres sommerferie på at samle penge ind til Olivia og Mathias, så deres sommer kan blive lidt sjovere trods sygdom og afsavn. Og målet er klart; at få samlet nok penge ind til deres helt store drømme; Olivia, der elsker heste, ønsker sig en uges rideophold i sensommeren, og Mathias ønsker sig mere end noget andet en elektrisk ladcykel til kørestolsbrugere, der giver adgang og frihed til det udeliv, han drømmer om og ellers normalt er frarøvet.  

– “Jeg tilmeldte mig cykelholdet, fordi jeg gerne ville være med til at opfylde et ønske for et barn, der havde brug for det. Det betyder meget for mig at kunne bringe glæde ind i den svære tid de er i”, fortæller ønskerytter Ida på 16 år, som cykler med til Hvide Sande. 

Lukas på 17 år supplerer: “En ting er, at jeg cykler for at prøve noget nyt. En anden ting er, at jeg samtidig er med til at støtte nogle børn med livstruende sygdomme. Det er med til at gøre en god cykeltur til en god gerning – og det gør mig glad.” 

Det er velgørenhedsorganisationen Make-A-Wish Danmark, hvis mission er at opfylde ønsker for børn i Danmark med livstruende sygdomme med henblik på at skabe håb, styrke og glæde, der har sat parterne op med hinanden. 

Det er i alt tredje gang cykelprojektet bliver afholdt. Cykelprojektet blev søsat i 2019, hvor 9 unge ryttere kørte til Skagen og samlede næsten 30.000 kr. ind til Malthe, der havde fået nyt hjerte året inden og drømte om at gå en tur rundt om Mont Blanc sammen med sin familie. I 2020 var holdet vokset til 18 ønskeryttere, der kørte til Fanø og retur og samlede over 80.000 kr. ind til Jasper, der led af knoglekræft og ønskede sig en tur til Lalandia med hele sin klasse og familie.

 – Det at unge træder til for andre unge giver mening på så mange planer og det er tydeligt at se, at vores unge ryttere vokser i løbet af projektet – både i fysisk formåen og muskelmasse, men også i forhold til dannelse og det at tage et medmenneskeligt ansvar, siger Ulla Holtze fra Allerød Ungdomsskole, der er initiativtager til projektet i en pressemeddelelse. 

Træningen startede allerede tilbage i april, og med knap 4 måneders hård træning i benene er de 17 unge og deres 7 hjælpere klar til at påbegynde turen mod Hvide Sande fredag den 29. juli fra Allerød Ungdomsskole.

 Hvis du vil følge med i indsamlingen eller har du selv lyst til at støtte op, så kan det gøres via linket her: https://dk.betternow.org/fundraisers/ung-traeder-til-for-ung-au-cykelteam-2021

AU Cykelteam 2021 – Foto: Allerød Ungdomsskole