Bülows Hjørne: Hejnsvigs muntre søn – og hans tragiske skæbne

Af Louis Bülow

Det fattige landbosamfund i Hejnsvig var et forjættet land i 1950’erne, rundet af stoute bønder med nostalgisk plovfureidyl og stokroseromantik intakt.  I dé år blev lillebyens børn og unge forundt en skøn barndom og opvækst, hvor alt var, som det plejede at være – ved det gamle.

Vi er tilbage i en tidsalder, hvor man ikke talte om ældrebyrde men om børneboom. Hvor de små poder blev lukket ud af køkkendøren for at underholde sig selv, og hvor folkekære Ib Schønberg længtes efter nye tider med Når der kommer en båd med bananer.

I mange år efter krigen var bananer en uopnåelig drøm, men engang i 1950’erne landede de første af slagsen i Hovedstaden til kr. 5,- for 10 stk. Til sammenligning kan nævnes en ufaglært arbejders timeløn, der dengang lå på kr. 3,62.   

Nærmest samtidigt med de ikoniske bananer kom et kært og elsket ønskebarn til verden i et hus i Bredgade i Hejnsvig den 10. oktober 1954. De lune stuer emmede af glæde over det lille vidunder, og fra nær og fjern strømmede naboer, familie og venner tíl for at lykønske forældrene Klara og Knud Fuur Andersen med deres nyfødte søndagsbarn Mogens.

Klara Fuur Andersen – Kilde: Privatfoto

SCENESKIFT. For mange i Hejnsvig skal søndag den 19. januar 1975 blive en dag, de aldrig skal glemme. Dén søndag går tiden i stå ved budskabet om, at den 20-årige tømrersvend Mogens Fuur Andersen fra Hejnsvig og hans ven Arne Rasmussen har mistet livet ved en tragisk trafikulykke mellem Starup og Agerbæk.

Mogens Fuur Andersen (Hejnsvigs muntre søn) – Kilde: Privatfoto

Overskriften i Vestkysten sagde det hele: To kammerater fulgtes ad i døden ved trafikulykke.

Arne Rasmussens lillesøster Majbritt Rasmussen – i dag mangeårigt medlem af Grindsted Byråd – var dengang i 1975 en sårbar skolepige på 16 år, da hun måtte sige farvel til sin elskede storebror. Hun har fortalt, at bare tanken om at miste ham var helt ubærlig. Hér fandtes ingen manual, og kun ved at være der for hinanden lærte Majbritt og familien at komme videre i livet og leve med sorgen og savnet.

Også Mogens’ død skulle på et splitsekund forandre dén verden, vi kendte i Hejnsvig, og tiden, der fulgte, var knuget af sorg, vemod og triste tanker, mens flagene overalt gled på halv stang. Men det var også dage fyldt med dyb taknemlighed over alt det, han havde givet i sit alt for korte liv.

Med ægte livsglæde som nådegave skulle livet leves hér og nu, og Mogens Fuur Andersen veg aldrig tilbage fra at byde sit liv op til dans og forvandle selv de tungeste dansetrin til en flot og fejende vals.

Allerede tidligt ragede Mogens op som et fyrtårn blandt Hejnsvigs børn og unge for et hjerte af guld, sit ravjyske lune og sit milde sind, altid med et glimt i øjet. Kendt og elsket af alle i den lille landsby som et sandt livstykke, der sprudlede af spas og spilopper og altid var med på den værste.

En rejtig gue´ dreng, som sognets ældre altid sagde om ham …

Mogens var en kæk og opvakt knejt, der forstod at få smilene frem, latteren til at runge og taget til at lette, hvad enten han huserede i klasseværelset hos lærer Harris Pedersen, som tømrerlærling hos Henning og Thorvald Jensen eller satte fut i fejemøget som amatør-skuespiller på de skrå brædder. Allerede i sine drengeår optrådte han i skolekomedier som Folk og Røvere i Kardemomme By

Mogens Fuur Andersen – Kilde: Privatfoto

Hans venner fra dengang fortæller samstemmende, at Mogens med sit uforfærdede mod og sine sjældent fine menneskelige kvaliteter på mange måder mindede om sin far Knud Fuur Andersen. Under besættelsen gik faderen tidligt ind i kampen mod Gestapos tyranni og undertrykkelse, og med livet som indsats var han med i en lang række sabotageaktioner hér i det vestjyske.

Knud Fuur Andersen – Kilde: Privatfoto

Fortællingen vil, at faderen efter en jernbanesprængning måtte flygte ud over de vidtstrakte marker med Gestapos bødler lige i hælene. Tyskerne var tæt ved at indhente ham, da han på en markvej tumlede ind i en lokal bondekone på en gammel damecykel.

Knud Fuur sprang resolut op på den rustne jernhest med et rungende ”UNDSKYLD, UNDSKYLD” og spurtede derefter fra de udmattede forfølgere.

Tidligt lærte Mogens Fuur Andersen at gå til hånde derhjemme, hvor de første kim blev lagt til dé klassiske dyder og idealer, han voksede op med i Hejnsvig. Altid redelig, ordholdende og uden svig – værdier han senere kunne tage med sig ud i livet.

Helt tilbage fra barnsben var han med i front som én af de seje krigere, når byens raske drenge om sommeren legede røvere og soldater, cowboys og indianere eller danskere mod tyskere på den store tømmerplads i nabolaget. Eller fordrev tiden med æblerov og blommejagt i nabolagets baghaver.

Om vinteren, når hvide snefnug gavmildt dryssede sit hvide slør over land og by, listede Mogens og andre drenge ud af dyner og vattæpper, hoppede i vintertøj og lune gevandter og stimlede sammen på lillebyens kælkebakke Møllebakken – et vidunder af et legeparadis midt i Hejnsvig.

Med frydefulde hvin og tilråb susede børnene ned ad den spejlglatte bakke med deres støvlesnuder i sneen for bedre at kunne styre. Kåde drengestemmer føg gennem den råkolde vinterluft: – af banen, af banen, pas på dernede.

 Bagefter var der tid til hygge og samvær med kammeraterne omkring den søvnige gadelygte ved Annas ishus eller Aages pølsebod, der lå overfor stadion og dengang var et populært samlingssted for landsbyens børn og unge.

Den 10. oktober i år kunne Mogens være fyldt 67 år, men skæbnen ville det anderledes …

Et fjernt erindringsgsbillede toner frem fra den gamle kirke i Hejnsvig hín kolde vinterdag i januar 1975. Den gribende mindehøjtidlighed for Mogens har fyldt kirkerummet til sidste plads  med en kø af mennesker, der rækker helt ud i våbenhuset.

Mens legende børn og kåd fuglekvidder anes som en svag summen i det fjerne, bliver Mogens stedt til hvile i et brus af grønne farver, blomster og dufte, prydet med smukke buketter og grønne kranse fra nær og fjern.

Den sidste afsked, det sidste farvel. Med forstenede ansigter står familie, slægt og nære venner på den smukke kirkegård og lader tanker og minder bære tilbage til et væld af skønne erindringsglimt og glade stunder sammen med Mogens.

Mogens Fuur Andersens gravsted i Hejnsvig – Foto: Torben Bank Sørensen

EPILOG.

Årtier senere vender jeg tilbage til den gamle kirkegård i Hejnsvig, der står som et bolværk mod tidens rust og glemslens tusmørke. En smuk og unik mindesten i granit prydet med navnetræk og tekst fanger min opmærksomhed:

 Mogens Fuur Andersen 10.10.1954 – 19.1.1975

Lovet være Herren. Fra dag til dag bærer han vore byrder. Tak for lyse minder.

11Mens en stille støvregn falder som blide tårer, står jeg hér i barndommens land blandt velfriserede stier og gravsteder og reflekterer vemodigt over Mogens – Hejnsvigs muntre søn – og hans tragiske skæbne …

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.